Prøvet og fristet – men hjulpet
Ældste Hugo Montoya
De Halvfjerds
Vi kan som vor himmelske Faders børn hjælpe hinanden i vore prøvelser og fristelser.
I livets løb bliver vi prøvet og fristet. Vi har også mulighed for at udøve vores handlefrihed og hjælpe hinanden. Disse sandheder er en del af vor himmelske Faders vidunderlige og fuldkomne plan.
Præsident John Taylor har sagt: »Jeg hørte profeten Joseph sige følgende, engang han talte til De Tolv: ›I skal igennem alle slags prøvelser. Og det er lige så nødvendigt for jer at blive prøvet, som det var for Abraham og andre Guds mænd, og (sagde han) Gud vil afprøve jer, og han vil tage fat i jer og vride selve jeres hjerte.‹«
Når vi når ansvarlighedsalderen, er prøvelser og fristelser universelle. Somme tider kan de blive til tunge byrder, men de giver os også styrke og udvikling, når vi overvinder dem.
Disse byrder skal vi heldigvis ikke bære alene. Alma sagde: »I … nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette.« Disse ord viser, at vi har ansvaret for at hjælpe hinanden. Det ansvar kan komme gennem en kirkekaldelse, en opgave, et venskab eller som en del af vores guddommelige pligt som forældre, ægtefælle eller familiemedlem – eller ved blot at være medlem af Guds familie.
Jeg vil vise fire måder, som vi kan lette hinandens byrder på ved, at vi hjælper hinanden.
1. Frelseren sagde: »Vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.« Vi bliver for eksempel bedt om at tage regelmæssigt i templet i forhold til vore personlige omstændigheder. Det kræver, at vi ofrer tid og ressourcer på at tage i templet, især for dem, der skal rejse langt. Dette offer kunne ikke desto mindre betragtes som en del af den første mil.
Vi begynder at gå den anden mil, når vi forstår ordene »find, tag med og undervis«, når vi søger efter og forbereder navne på vore forfædre til templets ordinancer, når vi hjælper med indeksering, når vi tjener som tempelmedarbejdere og når vi ser efter muligheder for at hjælpe andre til at få en god oplevelse i templet.
Da jeg tjente som områdehalvfjerdser, deltog en af stavene i mit koordinerende råd i en stor tempeludflugt. Det tempel, som medlemmerne kom i, var småt, og der var uheldigvis flere medlemmer, der på trods af den 12 timer lange rejse ikke kunne komme ind i templet, fordi der ikke var plads til flere den dag.
Nogle få dage efter denne tur besøgte jeg denne stav og spurgte præsidenten, om jeg kunne tale med nogle af de medlemmer, der ikke kunne komme ind i templet den dag. En af de brødre, jeg besøgte, fortalte mig: »Du skal ikke være bekymret, ældste. Jeg var ved Herrens hus. Jeg sad på en bænk i haven og tænkte over ordinancerne. Så fik jeg mulighed for at komme ind, men jeg lod en anden bror komme ind i stedet for mig, da det var hans første gang i templet, og han var kommet for at blive beseglet til sin hustru. De fik derfor mulighed for at deltage i to sessioner den dag. Herren kender mig, og han har velsignet mig, og vi har det godt.«
2. Smil. Denne lille handling kan hjælpe dem, der føler sig overvældet eller bebyrdet. Under præstedømmemødet ved aprilkonferencen i år sad jeg på forhøjningen som en af de fem nykaldede generalautoriteter. Vi sad der, hvor søstrene fra organisationspræsidentskaberne nu sidder. Jeg var meget nervøs og overvældet af min nye kaldelse.
Da vi sang mellemsalmen, følte jeg meget stærkt, at nogen kiggede på mig. Jeg tænkte ved mig selv: »Der er flere end 20.000 mennesker i denne bygning, og de fleste af dem kigger mod mig. Selvfølgelig er der nogen, der kigger på dig.«
Mens jeg stadig sang, følte jeg igen stærkt, at der var nogen, som kiggede på mig. Jeg kiggede over på rækken, hvor De Tolv sad og så, at præsident Russell M. Nelson havde vendt sig i sædet og så hen, hvor vi sad. Jeg fik øjenkontakt med ham, og han smilte stort til mig. Det smil gav fred i mit overvældede hjerte.
Efter sin opstandelse besøgte Jesus Kristus sine andre får. Han kaldte og ordinerede tolv disciple, og med den myndighed tjente de blandt folket. Herren Jesus Kristus selv stod blandt dem. Herren bad dem om at knæle og bede. Jeg ved ikke, om de nykaldede og ordinerede tolv disciple var overvældede af deres kaldelse, men der står i skrifterne: »Det skete, at Jesus velsignede dem, mens de bad til ham; og hans ansigt smilede over dem, og lyset i hans ansigt skinnede på dem.« Ved sidste generalkonference løftede et smil øjeblikkeligt mine byrder på en ekstraordinær måde.
3. Vis andre medfølelse. Hvis du er præstedømmebærer, så brug din myndighed til gavn for Guds børn og velsign dem. Trøst dem, der lider eller oplever modgang.
4. Hjørnestenen i Guds plan er Herren Jesu Kristi forsoning. Mindst en gang om ugen skal vi meditere lige som præsident Joseph F. Smith gjorde over »den store og vidunderlige kærlighed, som Faderen og Sønnen havde vist, ved at Forløseren var kommet til verden«. Når vi inviterer andre med i kirke og til værdigt at tage del i nadveren, giver det flere af vor himmelske Faders børn mulighed for at reflektere over forsoningen. Og hvis vi ikke er værdige, kan vi omvende os. Husk, at den Højestes Søn steg ned under alt og tog alle krænkelser, synder, overtrædelser, sygdomme, smerter, trængsler og al ensomhed på sig. Der står i skrifterne, at Kristus »steg op til det høje, ligesom han også steg ned under alt, hvorved han fattede alt.«
Det gør ingen forskel – om vore personlige kampe består af sygdom eller langvarig ensomhed eller modstanderens fristelser og prøver – den gode Hyrde er der. Han kalder os ved navn og siger: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.«
Jeg vil lige opsummere de fire punkter:
For det første – gå den anden mil.
For det andet – smil. Jeres smil vil hjælpe andre.
For det tredje – vis medfølelse.
For det fjerde – invitér andre med i kirke.
Jeg bærer mit vidnesbyrd om Frelseren. Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, og han lever. Jeg ved, at han med al sin styrke og kraft støtter Faderens plan. Jeg ved, at præsident Thomas S. Monson er en levende profet. Han har alle nøglerne til at udføre Guds værk her på jorden. Jeg ved, at vi som vor himmelske Faders børn kan hjælpe hinanden i vore prøvelser og fristelser. I Jesu Kristi navn. Amen.