At de altid erindrer ham

Ældste Claudio R.M. Costa

De Halvfjerds

Jeg elsker at studere og grunde over Kristi liv. Han, der gav alt for mig og for os alle.

Jeg elsker den primarysang, der lyder:

Læs en historie om Jesus, én jeg har kær,
en, som han ville fortælle, hvis han var her,
en fra hans vandring på livets vej.
Læs lidt om Jesus, det elsker jeg.

Jeg mener, at når vi starter en tradition med at fortælle vore børn og familie historier om Jesus, er det en helt særlig måde at holde sabbatsdagen hellig på i vores hjem.

Det vil med sikkerhed skabe en særlig ånd i vores hjem og give vores familie eksempler fra Frelseren selv.

Jeg elsker at studere og grunde over Kristi liv. Han, der gav alt for mig og for os alle.

Jeg elsker at læse skriftsteder om hans syndfri liv, og når jeg har læst, lukker jeg mine øjne og forsøger at visualisere de hellige øjeblikke og oplevelser, som belærer og styrker mig åndeligt.

Øjeblikke som:

Da han spyttede på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: »Gå hen og vask dig i Siloadammen!« Og manden adlød og »vaskede sig, og da han kom tilbage kunne han se«.
Da han helbredte kvinden med blødninger, da hun rørte kvasten på hans kappe i den tro, at hun blot ved at røre ham ville blive helbredt.
Da han viste sig for sine disciple, da han kom gående på søen.
Da han slog følge med disciplene på vejen til Emmaus og åbnede skrifterne for dem.
Da han viste sig for folket i Amerika, og han bød dem komme hen og stikke deres hænder i sin side og føle naglemærkerne i sine hænder og fødder, så de kunne vide, at han var »Israels Gud og hele jordens Gud, der var blevet slået ihjel for verdens synder«.

Jeg glæder mig over at vide, at der er forældre, som fortæller deres børn historier om Kristus. Det er noget, jeg bemærker, når jeg betragter børn i Kirken og i Primary og ved andre lejligheder.

Jeg er taknemlig, fordi mine forældre har undervist mig om Kristus. Jeg ser til stadighed, hvordan Frelserens eksempel hjælper min kære hustru og mig, når vi underviser vore egne børn.

Mit hjerte fyldes med glæde, når jeg ser mine børn fortælle mine børnebørn historier om Jesus. Det minder mig om et af mine yndlingsskriftsteder fra Johannes’ Tredje Brev, kapitel 1, vers 4, hvor der står: »Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandhed.« Og hvorfor ikke også mine børnebørn?

Jeg er taknemlig for ledere, som uophørligt belærer os om Kristus, om at holde sabbatsdagen hellig og om at ære Frelseren ved at deltage i nadveren hver søndag.

Sabbatten og nadveren bliver en meget større glæde, når vi studerer beretningerne om Kristus. Når vi gør det, skaber vi en tradition, der opbygger vores tro og vidnesbyrd, og som beskytter vores familie.

For nogle få uger siden, da jeg genlæste præsident Russell M. Nelsons budskab, som han gav ved sidste generalkonference, og mens jeg grundede over sabbatsdagen, følte jeg stor taknemlighed for nadverens velsignelser og det privilegium det er at deltage i den. For mig er det en meget højtidelig, hellig og åndelig stund. Jeg nyder virkelig nadvermødet.

Mens jeg grundede, studerede jeg eftertænksomt velsignelserne for brødet og vandet. Jeg læste og grundede meget over bønnerne og nadverordinancen. I mit sind og hjerte begyndte jeg at gennemgå de begivenheder, der er forbundet med den.

Mens jeg grundede, tænkte jeg over den dag, den første dag under de usyrede brøds fest, hvor Jesus besvarede sine disciples spørgsmål om, hvor de skulle forberede påskemåltidet, ved at sige: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet med mine disciple.«

Jeg forsøgte at se for mig, hvordan disciplene købte mad og med omhu dækkede bordet, så de kunne spise med ham på denne særlige dag: Et bord til 13 mennesker. Kristus og hans tolv disciple, som han elskede.

Jeg græd, da jeg forestillede mig, at Kristus spiste med dem og erklærede: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«

Jeg tænkte på de bedrøvede disciple, der spurgte ham: »Det er vel ikke mig, Herre?«

Og da Judas stillede ham det samme spørgsmål, kom svaret roligt: »Du sagde det selv.«

Jeg forestiller mig hænder, der havde helbredt, trøstet, opløftet og velsignet, bryde brødet, mens Jesus sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.«

Derpå tog han et bæger fyldt med vin, takkede, gav dem bægeret og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.«

For mit indre så jeg disciplene en efter en og så i deres øjne deres bekymring for Mesteren, som de nærede så stor kærlighed til. Det var som om, jeg sad der med dem og så det hele. Jeg følte en intens smerte i mit hjerte. Jeg var fuld af bedrøvelse og sorg over, hvad han måtte gennemgå for mig.

Min sjæl blev fyldt med en overvældende trang til at blive et bedre menneske. Bedrøvet og sørgmodig ønskede jeg brændende at kunne tørre og stoppe blot nogle få af de bloddråber, han udgød i Getsemane.

Derpå overvejede jeg nadveren, som vi tager hver uge til minde om ham. Mens jeg gjorde det, grundede jeg over hvert enkelt ord i velsignelserne for brødet og vandet. Jeg funderede over ordene »og altid erindre ham« i velsignelsen af brødet og »at de altid erindrer ham« i velsignelsen af vandet.

Jeg grundede over, hvad det vil sige altid at erindre ham.

For mig betyder det:

At erindre, at han levede inden, og at denne smukke planet blev skabt af ham.
At erindre hans ydmyge fødsel i en stald i Betlehem i Judæa.
At erindre, da han som 12-årig underviste og prædikede for de lærde i templet.
At erindre, da han gik til et øde sted i ørkenen for at forberede sig til sin jordiske tjenestegerning.
At erindre, da han blev forvandlet for øjnene af sine disciple.
At erindre, da han indstiftede nadveren under det sidste måltid sammen med dem.
At erindre, da han gik ind i Getsemane have og led så intenst for vore synder, smerter, skuffelser og sygdomme, at han blødte fra hver en pore.
At erindre, da han, efter så megen lidelse og frygtelig smerte, mens han stadig var i Getsemane have, blev forrådt med et kys fra en af de disciple, som han kaldte en ven.
At erindre, da han blev ført til Pilatus og Herodes for at blive dømt.
At erindre, da han blev ydmyget, slået, spyttet på, pryglet og pisket, hvilket rev hul på hans hud.
At erindre, da han brutalt fik sat en tornekrone på sit hoved.
At erindre, at han blev tvunget til at bære sit eget kors til Golgata, og at han dér blev naglet til korset og led enhver fysisk og åndelig smerte.
At erindre, at han på korset fuld af næstekærlighed så på dem, der korsfæstede ham, rettede blikket mod himlen og bad: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«
At erindre, at han, da han vidste, at han havde fuldendt sin gerning med at frelse hele menneskeheden, overgav sin Ånd i sin Faders hænder, vor Fader.
At erindre hans opstandelse, som sikrer vores opstandelse og muliggør et liv ved hans side i al evighed alt afhængigt af vore valg.

Og når jeg grunder over nadverbønnerne og de meget specielle og meningsfulde ord i den bøn, minder det mig om, hvor vidunderligt det er at få det løfte under velsignelsen af nadveren, at hvis vi altid erindrer ham, vil vi altid have hans Ånd hos os.

Jeg tror, at Gud selv vælger tiden for, hvornår han giver os åbenbaring. Jeg forstod dette meget tydeligt, da jeg læste Prædikerens Bog 3:1, 6, hvor der står:

»Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt …

En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.«

Nadveren er ligeledes en tid, hvor vor himmelske Fader underviser os om sin enbårne Søns – vor Frelser Jesu Kristi – forsoning, og hvor vi kan modtage åbenbaring om den. Det er en tid til at »bank[e] på, så skal der lukkes op for jer«, til at anmode om og modtage denne kundskab. Tiden er inde til, at vi ærbødigt beder Gud om denne kundskab. Og såfremt vi gør det, nærer jeg ingen tvivl om, at vi vil modtage denne kundskab, som vil velsigne os usigeligt.

Jeg elsker sabbatten og nadveren og det, de betyder. Jeg elsker Frelseren af hele min sjæl. I Jesu Kristi navn. Amen.