Kant og klar: Vær tempelværdig – i gode og i dårlige tider
Ældste Quentin L. Cook
De Tolv Apostles Kvorum
Lydighed mod hellige evangeliske principper giver os mulighed for at være tempelværdige, finde lykke i dette liv og føre os tilbage til vores himmelske hjem.
Profeten Lehi erklærede: »Hvis der ingen retfærdighed findes, da findes der ingen lykke.«
Modstanderen har haft held med at plante en stor myte i mange menneskers sind. Han og hans udsendinge erklærer, at det virkelige valg, vi har, står mellem lykke og fornøjelse nu i dette liv eller lykke i et liv, der kommer (som modstanderen påstår vist ikke findes). Denne myte er falsk, men den er meget tillokkende.
Det ultimative ædle mål med Guds plan for lykke er, at retfærdige disciple og familier i pagten bliver forenet i kærlighed, harmoni og fred i dette liv og får celestial herlighed i evighederne sammen med Gud Faderen, vor Skaber, og hans elskede Søn, Jesus Kristus, vor Frelser.
Da jeg var en ung missionær i Den Britiske Mission, var det første område, jeg tjente i, det, der dengang hed Bristol Distrikt. En af de lokale kirkeledere understregede, at missionærerne i det område var nødt til at være »kant og klar«.
Først forstod jeg ikke hvad, han mente. Snart lærte jeg oprindelsen og betydningen af det maritime udtryk »kant og klar«. På et tidspunkt var Bristol den næstmest travle havn i Storbritannien. Forskellen på høj- og lavvande var 13 meter, det andet højeste i verden. Ved lavvande, når vandet trak sig tilbage, ramte de gamle skibe bunden og faldt om på siden, og hvis skibene ikke var solide, gik de i stykker. Derudover ville alt, der ikke var omhyggeligt gemt væk eller surret fast, blive kastet rundt og ødelagt. Da jeg havde forstået, hvad det udtryk betød, stod det klart, at denne leder forsøgte at fortælle os, at vi som missionærer skal være retfærdige, følge regler og være forberedt på svære situationer.
Den udfordring gælder os alle sammen. Jeg vil beskrive det at være »kant og klar« som at være tempelværdig – i gode som svære tider.
Selvom vandstanden i Bristol kanal er nogenlunde forudsigelig, og man kan forberede sig på den, er stormene og fristelserne i dette liv ofte uforudsigelige. Men ét ved vi: De kommer! For at overvinde de udfordringer og fristelser, som vi hver især uundgåeligt får, kræver det retfærdig forberedelse og anvendelse af guddommelig beskyttelse. Vi må beslutte os for at være tempelværdige, uanset hvad vi møder. Hvis vi er beredte, skal vi ikke frygte.
Lykke i dette liv og lykke i det liv, der kommer, er forbundet med retfærdighed. Selv i perioden mellem døden og opstandelsen bliver »de retfærdiges ånder … modtaget i en tilstand af lykke, som kaldes paradis, en tilstand af hvile, en tilstand af fred«.
I begyndelsen af Frelserens jordiske tjenestegerning i Israel og senere blandt nefitterne talte han om lykke både i dette liv og i evigheden. Han fremhævede ordinancerne, men lagde også stor vægt på moralsk adfærd. Disciplene ville for eksempel blive velsignet, hvis de ville hungre og tørste efter retfærdighed, være barmhjertige, være rene i hjertet, være fredsstiftere og følge andre grundlæggende moralske principper. Vor Herre Jesus Kristus understregede tydeligt både retfærdige egenskaber og adfærd i hverdagslivet som en grundlæggende lære. Hans lære erstattede og overgik ikke blot dele af moseloven, men den var også en afvisning af menneskers falske filosofier.
I mange århundreder har Jesu Kristi evangelium inspireret til tro og sat standarder for livsførelse med hensyn til, hvad der er retfærdigt, ønskværdigt og moralsk og som resulterer i lykke, lyksalighed og glæde. Men de principper og den grundlæggende moral, som Frelseren forkyndte, er under alvorligt angreb i verden i dag. Kristendommen er under angreb. Mange tror, at det, der er moralsk, er blevet grundlæggende ændret.
Vi lever i svære tider. Der er en stigende tendens til at kalde »ondt godt og godt ondt«. En verden, der fremhæver selvforherligelse og sekularisme, er årsag til stor bekymring. En fremtrædende forfatter, som ikke er af vores tro, har sagt således: »Jeg ser desværre meget lidt bevis for, at folk faktisk er lykkeligere i den tidsalder, vi går ind i, eller at deres børn er bedre stillet, eller at der bliver større social retfærdighed, eller at det dalende antal af indgåede ægteskaber og udtyndingen på slægtstræet lover noget andet end ensomhed for flertallet og stagnation over alt.«
Som Frelserens disciple forventes det af os, at vi planlægger og forbereder os. I planen for lykke er handlefrihed et centralt organiserende princip, og vore valg betyder noget. Frelseren fremhævede dette i løbet af sin tjenestegerning, deriblandt i sine lignelser om de tåbelige brudepiger og talenterne. I dem begge tilskyndede Herren til forberedelse og handling og fordømte udsættelse og dovenskab.
Jeg anerkender, at det trods den overvældende lykke, der findes i Guds guddommelige plan, somme tider kan føles som noget, der er langt borte og fjernt fra vores nuværende situation. Det kan føles uden for vores rækkevidde som kæmpende disciple. Ud fra vores begrænsede synsvinkel kan nuværende fristelser og forstyrrelser virke tillokkende. Belønningen for at modstå disse fristelser kan på den anden side føles fjern og uopnåelig. Men en sand forståelse af Faderens plan afslører, at belønningen for retfærdighed er tilgængelig lige nu. Ugudelighed såsom umoralsk adfærd er aldrig en del af løsningen. Alma sagde det tydeligt til sin søn Corianton: »Se, jeg siger dig: Ugudelighed har aldrig været lykke.«
Vores lære udtrykkes tydeligt af Amulek i Alma 34:32: »For se, dette liv er tiden for menneskene at berede sig til at møde Gud, ja, se dette livs dag er dagen for menneskene at udføre deres arbejde.«
Hvordan forbereder vi os så i sådan en svær tid? Udover at være tempelværdig findes der mange principper, der bidrager til retfærdighed. Jeg vil fremhæve tre.
Det første er: Retfærdig selvkontrol og adfærd
Jeg tror, at vor elskede Fader i Himlen somme tider ser på os med den samme fornøjelse, vi føler, når vi ser på vore egne små børn, efterhånden som de lærer og udvikler sig. Alle snubler og falder vi, det lærer vi af.
Jeg er glad for den konferencetale, som præsident Dieter F. Uchtdorf holdt i 2010 om et berømt eksperiment med skumfiduser, der blev udført ved Stanford University i 1960’erne. I husker, at de fireårige fik en enkelt skumfidus. Hvis de kunne vente i 15 eller 20 minutter uden at spise den, fik de endnu en skumfidus. Børnene blev filmet, og filmene viser, hvordan mange af børnene vred sig for at undgå at spise skumfidusen. Det lykkedes ikke for nogle.
Sidste år skrev den professor, som udførte det oprindelige eksperiment, dr. Walter Mischel, en bog, hvori han sagde, at eksperimentet opstod på baggrund af hans bekymring for selvkontrol og hans egen afhængighed af rygning. Han blev meget bekymret, da en rapport i 1964 fra det amerikanske sundhedsministerium konkluderede, at rygning forårsager lungekræft. Efter flere års undersøgelser skrev en af hans kolleger, at »selvkontrol er som en muskel: Jo mere du bruger den, jo stærkere bliver den. At undgå noget fristende en gang vil hjælpe dig til at udvikle evnen til at modstå andre fristelser i fremtiden.«
Et princip om evig udvikling er, at udøvelse af selvkontrol og en retfærdig levevis styrker vores evne til at modstå fristelse. Det er sandt både i åndelige og timelige anliggender.
Vore missionærer er et strålende eksempel. De udvikler kristuslignende egenskaber og udviser lydighed og åndelighed. Det forventes af dem, at de holder sig til et strengt program og bruger deres dag på at tjene andre. De fremtræder sømmeligt og konservativt i stedet for afslappet eller usømmeligt, som det ellers er almindeligt i dag. Deres adfærd og udseende sender et moralsk og seriøst signal.
Vi har omkring 230.000 unge mennesker, der nu tjener som missionærer, eller som er vendt hjem fra en mission i de sidste 5 år. De har udviklet en bemærkelsesværdig åndelig styrke og selvdisciplin, der fortsat skal styrkes, ellers vil disse kvaliteter svækkes ligesom muskler, der ikke bruges. Vi har alle brug for at udvikle og udvise en adfærd og et udseende, der viser, at vi er Kristi sande disciple. De, der ikke udviser en retfærdig adfærd eller ikke har en sund, beskeden fremtræden, udsætter sig selv for en livsstil, der hverken bringer glæde eller lykke.
Det gengivne evangelium viser os planen for lykke og giver en tilskyndelse til at forstå og udøve selvkontrol og undgå fristelse. Det underviser os også i, hvordan vi omvender os, når vi har overtrådt.
Det andet er: At ære sabbatten vil styrke retfærdigheden og være en beskyttelse for familien
Den første kristne kirke ændrede overholdelsen af sabbatten fra lørdag til søndag for at mindes Herrens opstandelse. Det grundlæggende hellige formål med sabbatten forblev uændret. For jøder og kristne symboliserer sabbatten Guds mægtige gerninger.
Min hustru og jeg og to af mine kolleger og deres hustruer deltog for nylig i en jødisk sabbat, da en kær ven, Robert Abrams og hans hustru, Diane, inviterede os ind i deres hjem i New York. Ceremonien foregik ved begyndelsen af den jødiske sabbat fredag aften. Der var fokus på at ære Gud som Skaberen. Ceremonien blev indledt med at velsigne familien og med en salme om sabbatten. Vi var med til den ceremonielle afvaskning af hænderne, velsignelsen af brødet, bønnerne, kosher-måltidet, oplæsning af skriften og at synge sabbattens sange i et festligt humør. Vi lyttede til de hebraiske ord efterfulgt af den engelske oversættelse. De mest rørende skriftsteder fra Det Gamle Testamente, der også betyder meget for os, var fra Esajas, der erklærer, at sabbatten er frydefuld, og fra Ezekiel, at sabbatten »skal være et tegn mellem mig og jer, så I kan forstå, at jeg er Herren, jeres Gud«.
Det overvældende indtryk fra den vidunderlige aften handlede om kærlighed til familien, hengivenhed og ansvarlighed over for Gud. Da jeg tænkte over denne aften, reflekterede jeg over den ekstreme forfølgelse, som jøderne har oplevet i mange århundreder. Det er helt klart, at det har været »en eviggyldig pagt« at ære sabbatten, en pagt der har bevaret og velsignet det jødiske folk som opfyldelse af skriften. Det har også bidraget til det usædvanlige familieliv og lykke, som er tydelig hos mange jøder.
For medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er det at ære sabbatten en form for retskaffenhed, der vil velsigne og styrke familien, forbinde os med vor Skaber og øge lykken. Sabbatten kan hjælpe os til at fjerne os fra det, der er intetsigende, upassende eller umoralsk. Den giver os mulighed for at være i verden, men ikke af verden.
I det sidste halve år er der sket en bemærkelsesværdig ændring i Kirken. Det er sket som respons fra medlemmerne på Det Første Præsidentskabs og De Tolvs Kvorums fornyede fokus på sabbatten og på præsident Russell M. Nelsons udfordring om at gøre sabbatten frydefuld. Mange medlemmer forstår, at hvis de virkelig holder sabbatten hellig, så er den et tilflugtssted for livets storme. Den er også et tegn på vores hengivenhed for vor Fader i Himlen og en øget forståelse af nadvermødets hellighed. Vi har stadig lang vej endnu, men vi er begyndt godt. Jeg udfordrer os alle til fortsat at tage dette råd til os og forbedre vores tilbedelse på sabbatten.
Det tredje er: Guddommelig beskyttelse kommer, når vi er retskafne
Som en del af Guds guddommelige plan er vi velsignede med Helligåndsgaven. Denne gave er »retten til at have Helligåndens stadige ledsagelse, når man er værdig dertil«. Dette medlem af Guddommen virker som en rensende instans, når først evangeliet er blevet en del af vores liv. Han er også en advarselsrøst mod ondt og en beskyttende røst mod fare. Når vi navigerer rundt på livets hav, er det afgørende at følge Helligåndens tilskyndelser. Ånden vil hjælpe os med at undgå fristelser og farer og trøste og lede os gennem udfordringer. »Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed.«
Lydighed mod hellige evangeliske principper giver os mulighed for at være tempelværdige, finde lykke i dette liv og føre os tilbage til vores himmelske hjem.
Mine kære brødre og søstre, livet er ikke nemt, og det var heller ikke meningen. Det er en tid til at blive prøvet og opleve modgang. Lige som for de gamle skibe i Bristol havn vil der være tidspunkter med lavvande, og hvor alt det i denne verden, der holder os oven vande, tilsyneladende forsvinder. Vi rammer måske bunden og vipper rundt på siden. Under sådanne prøvelser lover jeg jer, at når vi lever og bevarer et tempelværdigt liv, vil det holde sammen på alt det, der virkelig betyder noget. Velsignelserne ved fred, lykke og glæde sammen med velsignelserne ved evigt liv og celestial herlighed hos vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus vil blive vores. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.