BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB
Et vidnesbyrd om Kristus
V i skal alle modtage vores eget vidnes- byrd om, at Jesus er Kristus. Vi kan ikke få det brugt fra en anden. Jeg tror, at et vidnesbyrd om vores Forløser kommer fra en guddommelig kilde som en åndelig gave. Som Johannes Døber sagde: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen.«1 Et sådant himmelsendt vidnesbyrd giver os en hellig, indre fred og styrke, skønt vi lever i en verden fuld af uro og fristelser. Det giver os styrke til at blive Kristi disciple. Jeg, der har modtaget et sådant vidnesbyrd, vil gerne her bekræfte det vidnesbyrd, som jeg har fået, om at Herren Jesus Kristus virkelig lever.
Vidnesbyrd fra Det Nye Testamente
Enhver, som gør krav på at være discipel, kan ikke undgå at føle noget særligt for de første apostles kaldelse og deres vidnesbyrd om Kristi guddommelighed. Lad mig begynde med Peter. Ingen havde bedre mulighed for at vide end apostlen Peter. Hans beretning er troværdig – han var øjenvidne. Peter sagde: »For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt.«2
I Johannes-evangeliet kan vi læse om nogle af de andre tidlige apostle:
»Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple.
Han ser Jesus komme gående og siger: ›Se, dér er Guds lam‹ … …
Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.
Først møder han sin bror Simon og siger til ham: ›Vi har mødt Messias‹ – det betyder Kristus.«3
Peter vidnede ofte om Frelserens guddommelighed. På et tidspunkt, hvor mange af disciplene vendte sig bort, spurgte Jesus de tolv apostle: »›Vil I også gå jeres vej?‹
Simon Peter svarede ham: ›Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.‹«4
Flere kvinder, som var samtidige med Frelseren, modtog også vidnesbyrd om hans guddommelighed. Jesus ankom til Marthas og Marias hjem, fire dage efter at deres bror Lazarus var død.
Martha sagde til Jesus: ›Herre, havde du været her, var min bror ikke død‹ …
Jesus sagde til hende: ›Din bror skal opstå.‹
Martha sagde til ham: ›Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.‹
Jesus sagde til hende: ›Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.
Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?‹
Hun svarede: ›Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.‹
Da … råbte han med høj røst: ›Lazarus, kom herud!‹
Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: ›Løs ham og lad ham gå.‹
Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.«5
Intet større vidnesbyrd
Vi nærmer os påsken, og der findes intet større vidnesbyrd om Jesus Kristus end det, som findes i beretningen om korsfæstelsen og opstandelsen. Den sidste uge i hans liv begyndte i den lille by Betania, som ligger på den anden side af Oliebjerget længst fra Jerusalem. Frelseren gik over bjerget og kom gennem Betfage. Vi har ingen optegnelse om det, der skete om onsdagen. Torsdag aften forberedte man påskemåltidet.
»Da timen var inde, satte han sig til bords sammen med apostlene …
Så tog han et bæger, takkede og sagde: ›Tag det og del det imellem jer.
For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.‹«6
Derefter fortalte Jesus om det forræderi, som skulle finde sted. Han sagde: »›Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.‹ Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn.
Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: ›Hvad du gør, gør det snart.‹
Ingen af dem, der sad til bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham.«7
Så fulgte nadveren:
»Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: ›Tag det; dette er mit legeme.‹
Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det.
Og han sagde til dem: ›Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange‹«8
Da de havde sunget en salme, vandrede de gennem Kedrondalen ud til Oliebjerget. Da de ankom til Oliebjergets skråning, tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Han udbrød: »›Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!‹
Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: ›Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil‹ …
Atter, for anden gang, gik han bort og bad: ›Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.‹«9
»I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.«10
Der findes en mere uddybende beskrivelse i Lære og Pagter: »Og mine lidelser gjorde, at selv jeg, Gud, den største af alle, skælvede af smerte og blødte fra hver pore og led både på legeme og sjæl og ønskede, at jeg ikke skulle drikke den bitre kalk.«11 Hans lidelser blev yderligere beskrevet som »svære« og »gruelige«.12
Judas vidste, hvor han kunne finde Frelseren. Han havde været der ofte med disciplene. Frelseren kunne se flokken af mænd og soldater komme ned gennem porten med lamper, fakler og våben. Han kunne høre deres brynjer rasle og kunne måske endda følge hvert skridt, mens de gik ned ad bakken, krydsede den lille bæk i bunden af Kedrondalen og trådte ind i haven.
»Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte: ›Hvem leder I efter?‹
›Jesus fra Nazaret,‹ svarede de. Han sagde til dem: ›Det er mig.‹ Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem.
Da Jesus sagde: ›Det er mig,‹ veg de tilbage og faldt om på jorden. [De var uden tvivl overvældet af situationen].
Han spurgte dem så igen: ›Hvem leder I efter?‹ ›Jesus fra Nazaret,‹ svarede de.
Jesus sagde til dem: ›Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå‹ …
Vagtstyrken og officeren og jødernes tempelvagter anholdt nu Jesus og bandt ham.«13
Rettergangen mod Jesus
Da Jesus først blev forhørt, svarede han: »Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.«14 Den første høring fandt sted under ledelse af Kajfas og rådet. Om denne høring står der: »Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens.«15 Og det er ikke usædvanligt i retssager.
»Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: ›Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?‹«16
»Jesus svarede: ›Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.‹
Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: ›Hvad skal vi nu med vidner?
I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?‹ Og de dømte ham alle skyldig til døden.«17
Den formelle rettergang og domsfældelse skitseres kort. Igen lød anklagen på blasfemi.
»›Er du Kristus, så sig os det!‹ Han svarede: ›Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro det,
og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare.
Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd.‹
Så sagde de alle sammen: ›Du er altså Guds søn?‹ Han svarede dem: ›I siger selv, at jeg er det.‹
Da sagde de: ›Hvad skal vi nu med vidneudsagn? Vi har selv hørt det af hans egen mund.‹«18
Da han første gang blev ført frem for Pilatus, lød der en anden anklage, nemlig oprørsstiftelse.
»Og Pilatus spurgte ham: ›Er du jødernes konge?‹ Jesus svarede: ›Du siger det selv.‹«19
»Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: ›Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.‹«20
Derefter blev Jesus ført frem for Herodes. »Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.
Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.
Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.
Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.
Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.«21
Anden gang Jesus blev ført frem for Pilatus, fandt den romerske regent over Judæa ham atter uskyldig. Jesus blev så pisket og hånet. »Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham,
flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: ›Hil dig, jødekonge!‹«22
Jesu korsfæstelse
Simon fra Kyrene, en landsmand, blev tvunget til at bære hans kors.23 På det tidspunkt havde man taget den skarlagenrøde kappe fra Jesus og givet ham hans eget tøj på, inden man førte ham til Golgata – Hovedskalstedet – for at blive korsfæstet. To røvere blev korsfæstet sammen med ham, henholdsvis til højre og venstre for ham, og over hans hoved hang anklagen mod ham: »Det er Jesus, jødernes konge.«24
»Men Jesus sagde: ›Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.‹«25
»Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem.
Så satte de sig dér og holdt vagt over ham.«26
Der herskede mørke fra den sjette til den niende time. Jesus råbte på aramæisk: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«27
»Og Jesus råbte med høj røst: ›Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.‹ Da han havde sagt det, udåndede han.«28
De romerske soldater, som stod derude, fik lidt af et vidnesbyrd:
»Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: ›Sandelig, han var Guds søn.‹«29
Johannes fortæller, at man stak Jesus i siden, men da soldaterne så, at han var død, knuste de ikke hans ben, sådan som det ellers var skik for at fremskynde offerets død inden sabbatten.30 Josef af Arimatæa, en af Mesterens disciple, opsøgte Pilatus og bad om at få Jesu legeme udleveret.31 Det gik Pilatus ind på. Nikodemus kom også, og han medbragte hundrede pund myrra og aloe.32 Der blev opstillet vagter ved graven.33
»Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den.
Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne.
De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.«34
Jesu opstandelse
Det var nu søndag. Den jødiske sabbat var forbi. Tidligt om morgenen kom Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem, ud til graven. De så, at stenen var rullet bort, og at Jesu legeme var væk.
»Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder.
Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: ›Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?
Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa.‹«35
Kvinderne skyndte sig så tilbage og fortalte alt dette til de 11 apostle. Peter og Johannes løb selv ud og så den tomme grav. De fandt linnedklæderne, og det klæde, som Jesus havde haft om hovedet, lå et helt andet sted.36
Derefter viste Jesus sig for Maria Magdalene. »Jesus sagde til hende: ›Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?‹ Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: ›Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.‹
Jesus sagde til hende: ›Maria!‹ Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: ›Rabbuni!‹ – det betyder Mester.
Jesus sagde til hende: ›Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.‹«37
Den opstandne Jesus viste sig for de to disciple på vejen til Emmaus, for Peter i Jerusalem og for de ti andre apostle og dem, der var sammen med dem.38
I min egenskab af særligt vidne bekræfter jeg disse begivenheder og bærer vidnesbyrd om Jesu guddommelige kaldelse som vor Herre, Frelser og Forløser. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han lever, at han elsker os, og at dette er hans værk. Jeg bærer vidnesbyrd om, at hans ord rummer det evige liv. Jeg bærer vidnesbyrd om, at gennem denne kirke udføres hans værk – nemlig at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for de trofaste og lydige.39
FORSLAG TIL SAMTALEEMNER TIL HJEMMELÆRERNE
Efter at have bedt og læst dette budskab, fremlægger du det på en måde, som får dem, du underviser, til at tage aktivt del i samtalen. Her er nogle eksempler:
-
Læs de tre første sætninger og tal om, hvad præsident Faust siger om at modtage et vidnesbyrd om Kristus. Læs og drøft en eller flere af beretningerne om, hvordan disciplene fik deres vidnesbyrd. Læs sammen det afsluttende afsnit og bær dit eget vidnesbyrd om Frelseren.
-
Tal om, hvad præsident Faust siger om påsken (se afsnittet »Intet større vidnesbyrd«). Hvordan kan det at fokusere på korsfæstelsen og opstandelsen styrke vores vidnesbyrd? Anspor familien til at overveje en meningsfyldt måde at mindes Frelseren på i løbet af påsken.