Hvad skulle der ske?
Inden den første åbenbaring og evangeliets gengivelse kunne finde sted, skulle verden beredes.
Kirkens genoprettelse fandt ikke sted, da vor himmelske Fader og hans Søn viste sig for Joseph Smith første gang. Ligesom jorden skal klargøres, inden frøene kan sås, skulle jorden have den rette næring, inden Jesu Kristi kirke kunne genoprettes.
I de århundreder, som fulgte efter det store frafald (se »Hvad skete der med Kristi Kirke?«, Liahona , feb. 2005, s. 12), forberedte Herren jorden, så han kunne plante sin kirke her. Han sørgede for et sted, hvor Kirken kunne få lov til at vokse frem, og en tid, hvor folk ville være parat til at tage imod den.
Renæssancen og reformationen
Fra renæssancens tid i det 14. århundrede begyndte folk at gøre sig fri af gammel vanetænkning. Videnskab, kunst, litteratur og mange andre former for uddannelse begyndte at blomstre i Europa. Vejen var banet for nye tanker, opdagelser og opfindelser.
Alle disse nye tanker og større udbredelse af Bibelen, som skyldtes nye trykkemetoder, inspirerede mange til at genoverveje deres viden og følelser med hensyn til religion. Folk som John Wycliffe i England og Jean Calvin i Schweiz begyndte at rokke ved den kristne kirkes skikke. De bemærkede, at kirken på deres tid og kirken på Det Nye Testamentes tid ikke var den samme.
Martin Luther var en anden af disse reformatorer, som bemærkede, at nogle af den kristne kirkes skikke var forkerte. Han var en religiøs og veluddannet mand, og han stræbte efter at ændre de af kirkens skikke, som ikke stemte overens med Bibelens lærdomme. I et forsøg på at skabe en debat om kirkens skikke udfærdigede Luther i 1517 et dokument, som kaldes hans 95 teser, og sømmede dem fast på kirkedøren i Wittenberg i Tyskland. Denne handling blev begyndelsen til den protestantiske reformation.
Luther blev udelukket af den katolske kirke for sine protester, men han bevarede sit ønske om at efterleve Bibelens lærdomme. Han banede vejen for andre reformatorer med sit virke og sin tyske oversættelse af Bibelen. Mange fulgte Luther og andre som ham, der kæmpede for at reformere den kristne kirke eller stifte nye kirker. Disse mennesker kaldtes protestanter.
Nogle protestanter og andre grupper stræbte efter større religionsfrihed og økonomisk frihed. Da opdagelsestidens ånd stadig var stærk, drog mange ud fra Europa for at skabe kolonier andetsteds. Et af de steder, som de drog hen til, var Amerika.
De fries land
Lige fra den tid, hvor Christoffer Columbus sejlede til Amerika, var folk interesseret i at drage derover. Kolonisterne i Nordamerika dannede tretten kolonier og stiftede med tiden en union, som opnåede sin uafhængighed af Storbritannien og alle andre nationer. Dette nye land, Amerikas Forenede Stater, havde en forfatning, som garanterede religionsfrihed.
Sidst i 1700-tallet og først i 1800-tallet, næsten samtidig med at USA blev et frit land, opstod en religiøs vækkelse i det nordøstlige USA. Profeten Joseph Smith beskrev denne vækkelse: »Et par år efter, at vi havde slået os ned i Manchester, opstod der en usædvanlig religiøs vækkelse … Til sidst syntes hele egnen i virkeligheden at være grebet deraf. Mange tilsluttede sig de forskellige kirker, hvad der fremkaldte ikke så lidt røre og splittelse« (JS-H 1:5).
På grund af den religiøse forvirring, som fandtes omkring ham, og tilskyndet af sin tro på skrifterne, gik Joseph i 1820 ud i skoven nær sit hjem. Han bad om et svar på sine spørgsmål. Svaret på hans bøn førte til Jesu Kristi sande kirkes genoprettelse i disse sidste dage.
Det rette tidspunkt
Genoprettelsen af Jesu Kristi sande kirke kunne først finde sted, når vor himmelske Fader havde sørget for alt det, der skulle gøre det muligt for hans kirke at blomstre op i et beredt land. Renæssancen, den protestantiske reformation, oprettelsen af USA som et frit land og forberedelsen af en 14-årig dreng ved navn Joseph Smith var alt sammen brikker i Herrens plan, som skulle gengive hans evangeliums fylde til jorden, så hans børn kunne blive frelst.
BIBELEN
Inden renæssancen blev bibeludgaver møjsommeligt kopieret i hånden. De var dyre at anskaffe sig og skrevet på sprog, som de færreste kunne læse. Så kun de rige, de veluddannede og kirkens gejstlige kunne erhverve sig skrifter og læse dem. Opfindelsen af trykpressen i 1450 gjorde det muligt at masseproducere Bibelen. Denne masseproduktion gjorde biblerne billigere. Den lavere pris og de nye oversættelser gjorde skrifterne tilgængelige for mange.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige benytter King James-udgaven som sin officielle engelsksprogede bibeludgave. I omtrent syv år arbejdede flere end 50 lærde med King James-udgaven, og de benyttede sig af de bedste hjælpemidler, som var til rådighed dengang. Den blev udgivet i 1611.
Da Joseph Smith læste i Bibelen i 1820, blev han tilskyndet til at bede til Gud (se Jak 1:5). Efter flere århundreder, hvor skriften kun var tilgængelig for få, kunne enhver, selv 14-årige bondedrenge, nu læse Bibelen og lære fra den.
MARTIN LUTHER
Martin Luther, der blev født i 1483, er en af historiens betydeligste religiøse reformatorer, skønt han ikke var den første. Martin begyndte ikke sin karriere som lærd teolog. Hans far ville have, at han skulle være sagfører, men Martin forlod jurastudierne og gik i kloster.
Han studerede Bibelen indgående og konkluderede, at mennesker blev frelst ved nåde alene og ikke ved deres gode gerninger (en lære, som stadig holdes i hævd i den lutheranske kirke i dag). Hans viden om skrifterne fik ham også til at udfordre kirkens ledere, som han mente var korrupte. Han var især forarget over salget af afladsbreve, som skulle købe folk tilgivelse.
Martin Luthers studier fik ham til at udarbejde de 95 teser, hvori han udfordrede kirkens skikke. Han lagde grunden for kommende reformatorer, som fortsatte kampen for religionsfrihed i Europa.
CHRISTOFFER COLUMBUS
Profeten Nephi skrev om Columbus, som Nephi så i et syn: »Og jeg så, og se, der var iblandt folkene en mand, som var skilt fra mine brødres afkom ved de mange vande, og jeg så, at Guds ånd kom ned og virkede på manden, og han drog over de mange vande lige til mine brødres afkom, som var i det forjættede land« (1 Nephi 13:12).
I sin dagbog og sine breve til andre fortalte Columbus, hvor inspireret han følte sig på rejsen til Amerika. Han sagde: »Vor Herre åbnede mit sind, sendte mig ud på havet og tændte begejstrings ild i mig … Hvem kan tvivle på, at Helligånden inspirerede mig?« (citeret i Mark E. Peterson, The Great Prologue, 1975, s. 26).
Da man havde sejlet i flere uger, blev Columbus’ besætning trætte af at vente på at se land. Columbus lovede besætningen, at hvis man ikke kunne se land i løbet af to dage, så ville de vende om og sejle hjem. Derefter bad han til Herren. Den følgende dag så de land – de havde fundet Amerika. Og mange andre fulgte efter og kom til Amerika, hvor de dannede et styre, som skabte et frihedens land.
GRUNDLOVSFÆDRENE
Herren inspirerede mænd, som boede i de oprindelige tretten kolonier, til at skrive en forfatning og danne en regering. I L&P 101:80 siger Herren, at han gav »dette lands grundlov gennem vise mænd, som jeg oprejste i dette øjemed, og befriede landet ved blodsudgydelse.«
Præsident Wilford Woodruff (1807-1898) talte om de gode mænd, som var med til at grundlægge Amerikas Forenede Stater: »Disse mænd, som lagde grundvolden til denne amerikanske regering …var de bedste ånder, som himlens Gud kunne finde på denne jord. De var udvalgte ånder …[og] var inspireret af Herren« (i Conference Report, apr. 1898, s. 89).
»Reformatorerne var pionerer, der kæmpede sig frem gennem et åndeligt vildnis i en søgen efter de tabte kendemærker, som de mente kunne føre menneskeheden tilbage til den sandhed, som Jesus forkyndte.
John Wycliffe, Martin Luther, Jan Hus, Zwingli, Knox, Calvin og Tyndale var alle pionerer inden for reformationen. Tyndales udtalelse til sine kritikere har stor betydning: ›Jeg vil sørge for, at en plovdreng skal kende skrifterne bedre, end I gør‹ [se Roger Hillas, ›The History of the Book‹, Washington Post , 10. apr. 1996].
Således var de store reformatorers liv og lærdomme. Deres gerninger var heroiske, deres bidrag mange, deres ofre store – men det gengav ikke Jesu Kristi evangelium.«
Præsident Thomas S. Monson, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, »De viste vej«, Stjernen , juli 1997, s. 51.