REDNINGSAKTION
»… thi vi ved, at trods alt, hvad vi formår at gøre, så er det dog af nåde, at vi er frelst« (2 Nephi 25:23).
Baseret på en personlig oplevelse
V il du med ud at rutsje efter skoletid?« »Ja,« svarede jeg. Jeg var syv år gammel og den nyeste elev på Garnet Hill-skolen i Glasgow i Skotland. Jeg var ikke sikker på, hvad de mente med rutsje , men jeg var ivrig efter at få nye venner.
Kort efter stod vi foran et jerngitter. Bag det strakte en betonskråning sig ned mellem høje mure ned til foden af en bygning. Skråningen var blevet poleret af utallige børneskosåler, så den var blevet helt blank og glat – den var perfekt til at rutsje på.
Jeg var en smule bange, da jeg fulgte mine nye venner over hegnet. Jeg vidste, at vi var trængt ind på forbudt område. Men jeg glemte hurtigt min frygt, da jeg susede ned og gennemførte min første spændende, vindbrusende, svimlende rutsjetur. Det var meget sværere at komme op ad den glatte skråning igen. Men jeg måtte tage afsæt på bygningen, løbe så hurtigt jeg kunne og gribe fat i jerngitteret, når jeg nåede toppen, så jeg ikke gled ned igen.
Mens jeg rutsjede og klatrede, glemte jeg fuldstændig tiden, indtil det begyndte at regne. Vi søgte ly nede ved foden af bygningen og ventede på, at regnen skulle holde op. Kort efter begyndte det at blive mørkt. »Jeg skal hjem,« sagde jeg. »Mor og far bliver bekymrede.«
Men jeg nåede kun halvvejs op ad skråningen, før jeg gled ned igen. Regnen gjorde betonen glattere end nogensinde. Efter flere desperate forsøg, gav vi alle op. Vi var fanget! Natten blev mørkere, og regnen blev ved med at falde. Vi turde ikke at råbe om hjælp, fordi vi var bange for at få ballade. Vi sad for foden af skråningen, frysende og bange, og så begyndte vi at græde.
Efter hvad der syntes som en evighed, lyste en lygte ned på os, og vi hørte den lokale politibetjents barske stemme: »Kom herop!«
»Det kan vi ikke! Det er for glat!« svarede en bævende stemme.
Betjenten kravlede over gitteret og holdt fast i det med den ene hånd, mens han lænede sig så langt frem, som han overhovedet kunne. En ad gangen kravlede vi halvvejs op ad skråningen og fik fat i hans fremstrakte hånd. Da han havde halet os op i sikkerhed, gav han os en venlig formaning og sendte os hjem til vore forældre.
Da jeg senere blev medlem af Kirken, fik barndommens redningsaktion mig til at forstå Frelserens rolle i frelsesplanen. Vi kan ikke vende tilbage til vor himmelske Fader på egen hånd. Vore synder står mellem os og vor himmelske Fader, ligesom en stejl skråning, vi ikke kan komme op ad. Men en kærlig Frelser strækker hånden frem mod os for at redde os fra vore synder, ligesom betjenten rakte hånden ned for at redde os op ad den glatte skråning. Men betjentens arm rakte kun en del af vejen. Vi måtte selv gøre vores ved at klatre så langt op, som vi overhovedet kunne. På samme måde skal vi omvende os fra vore synder og gøre vores bedste for at holde budene. Frelseren gør resten.
Den lettelse, jeg følte, da jeg kunne gå hjem til mine forældre var kun en forsmag på den glæde, som vi kan opleve, når vi bliver reddet af Frelseren og vender tilbage til vor himmelske Fader.
Tom Roulstone er medlem af Qualicum Branch i Nanaimo Stav i British Columbia.
»Omvendelsens fred og fornyelse tilbydes jer gennem Herren Jesu Kristi sonoffer.«
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum, »Personlig renhed«, Liahona, jan. 1999, s. 92.