Ældste David A. Bednar: Fremad i Herrens styrke

ÆLDSTE HENRY B. EYRING

De Tolv Apostles Kvorum

I sin første generalkonferencetale som medlem af De Tolv Apostles Kvorum forkyndte ældste David Allan Bednar lærdomme fra skrifterne og bar et personligt vidnesbyrd om Frelseren. Hans ord vidnede klart om kilden til hans fattede mod i Herrens tjeneste og hans enestående evne til at lede andre. Han sagde, at ved Herrens nåde, ved tro på Jesu Kristi forsoning og ved omvendelse fra vore synder, kan vi modtage styrke og hjælp til at udrette mere godt, end vore egne evner rækker til. Ældste Bednar lovede: »I Herrens styrke kan vi gøre og udholde og overvinde alt.«¹

Hans tro på den kraft, som udspringer af forsoningen, har givet ham overbevisning om, at han nok skal modtage styrke ud over sin egen formåen, så han kan gøre, hvad som helst Herren måtte kalde ham til. Og hans tro har gjort det muligt for ham at give den overbevisning videre til dem, han underviser og leder. Takket være den tro på, hvad der er muligt for ham selv og andre, fornemmer man en smittende optimisme og energi i hans nærhed.

I familiens skød

Ældste Bednars tre sønner, som nu er voksne og studerer ved forskellige universiteter, beskriver deres fars indflydelse. Hans søn Michael siger: »Det synes, som om troen har bortjaget al frygt fra far. Han er altid optimistisk. Uanset hvad der går galt, siger han altid: ›Det skal nok ordne sig.‹ Da jeg havde det svært på min mission, sagde han, at jeg skulle arbejde flittigt, så skulle resultaterne nok komme. Og han sagde, at når succesen kom, skulle jeg huske, at det var Gud, der havde skænket mig den, og at jeg havde gjort mig fortjent til den.«

Hans anden søn Eric beskriver sin fars eksempel: »Han har altid søgt de rigtige kilder: Profeternes ord og skrifterne. Han er meget ligefrem, men han lytter også. Han stiller inspirerede spørgsmål, så lytter han til dit svar, og så stiller han endnu et inspireret spørgsmål. Engang, da jeg var 14, afholdt han nærmest et tempelinterview med mig. Han spurgte mig, om jeg opretholdt præsident Ezra Taft Benson. Jeg sagde, at det gjorde jeg. Efter en kort pause spurgte han så: ›Hvad har du læst af det, som præsident Benson har sagt for nylig?‹« Eric og hans brødre lærer stadig noget af de lektier, som de drog af disse og andre inspirerede spørgsmål.

Jeffrey, den yngste af de tre sønner, siger: »Lige siden jeg var lille, har far lært mig at sætte mål og udøve tro.« Jeff siger også: »Jeg vil gerne have, at folk skal vide, at han er en almindelig mand, som kan udrette usædvanlige ting i Herrens styrke. Han er en levende vidnesbyrd om forsoningens styrkende kraft.«²

Søster Bednar siger om sin mand: »Folk, der kender ham godt, vil sige, at han er barsk, men mild. Han er kompetent og kærlig. Han er ivrig, men intelligent. Han er fast og frygtløs. Han har en storslået evne til at lede og visdom nok til at følge.«

Ligesom sine sønner blev ældste Bednar meget påvirket af sin familie. Han blev født den 15. juni 1952 i Oakland i Californien. Hans mor, Lavina Whitney Bednar, nedstammede fra pionererne og var trofast i Kirken. Ældste Bednar beskriver hende og hendes tro med et ord: »Urokkelig.« Hans far, Anthony George Bednar, var en dygtig værktøjsmager og formstøber. Han var ikke medlem af Kirken, men han gik altid i kirke med sin søn, hjalp ham med hans kaldelser og støttede David, da han skulle ud i missionsmarken.

Gennem hele sin ungdom og i breve fra missionsmarken spurgte ældste Bednar sin far: »Far, hvornår skal du døbes?« Svaret lød: »Jeg bliver medlem af Kirken, når jeg ved, at det er det rigtige at gøre.« Mange år senere, efter ældste Bednar var vendt hjem fra sin mission, var blevet gift og boede langt fra hjemmet, ringede hans far en onsdag og spurgte: »Hvad skal du lave på lørdag? Kan du komme herud (til Californien) og døbe mig?« Ældste Bednar døbte, bekræftede og ordinerede sin far. Om den telefonsamtale og det spørgsmål fra sin far siger han: »Jeg tror helt alvorligt, at det var det, jeg blev født til. Ikke til at undervise ham, men til at hjælpe ham med at lære det gengivne evangelium at kende.«³

David Bednar blev kaldet på en mission til Tyskland. Efter mindre end et år blev han kaldet som assistent til missionspræsidenten. Efter sin mission vendte han tilbage til Brigham Young University og traf Susan Rae Robinson, som var vokset op i den lille by Afton i Wyoming. Hun stammede fra en familie, hvis medlemmer var trofaste i Kirken og virkede som ledere i deres lokalsamfund. Hendes far var bankbestyrer og tjente som biskop. David og Susan blev viet i templet i Salt Lake City i 1975.

Om søster Bednar sagde ældste Bednar i sin konferencetale: »Min hustru, Susan, er en dydig kvinde og retskaffen mor. Man ser straks den renhed og godhed, som udstråler fra hende. Jeg elsker og påskønner hende mere, end ord kan udtrykke.«⁴

Lærer og leder

Søster Bednar tog sin eksamen fra BYU i 1974, og ældste Bednar bestod i 1976 med en bachelorgrad og tog i 1977 en kandidatgrad, begge fra BYU. Han fik en PhD fra Purdue University i 1980 og begyndte at undervise på det erhvervsfaglige fakultet ved University of Arkansas i Fayetteville. Han blev kaldet som rådgiver i stavspræsidentskabet i 1982, da han var 30 år. Han virkede også som biskop, præsident for Fort Smith Stav i Arkansas, præsident for Rogers Stav i Arkansas, senere som regionalrepræsentant og endelig som halvfjerdser-områdeautoritet.

Meget af dette foregik, mens han og Susan opdrog tre små drenge, og mens han ydede enestående bidrag som lærer på University of Arkansas. Doyle Z. Williams, der er dekan på det erhvervsfaglige institut ved University of Arkansas, beskriver ikke ældste Bednars bidrag udfra de embeder, han besad, eller de æresbevisninger, han modtog – selv om de var talrige – men udfra hans personlige indflydelse: »David Bednar sad i skolens ledelse. Han skærpede vores vision. Han udstrålede altid en begejstring for sine elever og en omsorg for sine medmennesker. Han bibragte alle vore drøftelser fornuft og medmenneskelighed. Han inspirerede sine kolleger og sine elever ved sit eksempel og nød stor anseelse her.«

Dekan Williams, som ikke er medlem af Kirken, bemærkede en evne til at påvirke andre, og den blev også bemærket af bror Jerry Abram, der var præsident Bednars rådgiver i den vidtstrakte stav. Bror Abrams beskriver sine indtryk på denne måde: »Vi rejste i gennemsnit 3200 km sammen hver måned, så jeg lærte ham ganske godt at kende. Han kaldte min hustru som stavens hjælpeforeningspræsidentinde, og han indsatte min datter, inden hun rejste på mission i England. Han talte ved hendes tvillingesøsters begravelse med stor kraft og medfølelse. Vores datter var 17 år gammel, da hun og to af hendes veninder omkom ved en tragisk færdselsulykke. Begravelsen var meget tårevædet, men ældste Bednar var med til at gøre den udholdelig. Han støttede vores familie i vores mørkeste stund. Efter begravelsen skrev jeg i min dagbog, at han var den mest åndelige og omsorgsfulde mand, jeg nogensinde havde mødt.«

Bror Abram siger videre: »Den stærke sidste dages hellige tilstedeværelse, som findes i denne del af Arkansas, er uden tvivl en direkte følge af ældste Bednars indsats og flid og lederskab. Han var kendt for at opfordre alle medlemmer til at havde deres skrifter med til alle møderne. Hvis han opdagede, at vi ikke havde vores skrifter med, formanede han os til at oppe os.«

David Bednars egen tillid til skrifterne og hans belæringer om deres betydning har skinnet igennem hele hans præstedømmevirke. Ældste Bednar mindes: »Under min forberedelse, inden jeg rejste på mission, var vi oppe i det højtidelige forsamlingslokale i templet i Salt Lake City. Præsident Harold B. Lee var til stede og besvarede spørgsmål fra de cirka 300 missionærer. Han stod der i sit hvide jakkesæt med sine hvide skrifter i hånden. Han besvarede hvert spørgsmål ud fra skrifterne, eller også sagde han: ›Jeg ved det ikke.‹ Jeg sad der og tænkte, at jeg aldrig nogensinde ville kunne bruge skrifterne i min undervisning, sådan som jeg så præsident Harold B. Lee gøre. Men ønsket om det blev grundlaget for hele mit skriftstudium.«

Som leder har han stræbt efter at fremme det samme ønske i andre. Han mindes engang i 1987, hvor han var biskop i Fayetteville i Arkansas. »Jeg besøgte Primary en søndag,« fortæller han. »De havde inviteret mig. Jeg besluttede at tage røde seler på. Jeg tænkte, at jeg ville benytte dem som en illustration. Så jeg trådte ind i primarylokalet, tog min jakke af og sagde: ›Nå, drenge og piger, biskoppen har røde seler på. Hvordan minder skrifterne om mine røde seler?‹ Og en lille dreng rakte hånden op og sagde: ›Skrifterne holder vores tro på Jesus oppe ligesom dine seler holder dine bukser oppe.‹ Jeg sagde: ›Du har helt ret.‹ De små drenge i menigheden begyndte at gå med røde seler, og de små piger havde røde sløjfer i håret.«

»Min far var værktøjsmager, og han gik ingen steder uden sit værktøj. Og jeg mener, at for medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er skrifterne vores værktøj, og vi burde altid havde dem med til møderne. Da jeg blev stavspræsident, begyndte vi at holde dem frem for at minde os om, hvordan de kan holde vores tro oppe, hvis vi benytter dem.«

Flere år efter at ældste Bednar havde forladt Arkansas, trådte en mand ind til et præstedømmeinterview i en stav ude på landet i Idaho. Han bar på et sæt slidte skrifter. Han bemærkede, at den generalautoritet, som afholdt interviewet, stirrede undrende på de skrifter, som han så ømt holdt om. Han smilede, hævede sine skrifter og sagde: »Da jeg var ung, aftjente jeg min værnepligt i hæren i Arkansas. Jeg var i præsident Bednars stav. Jeg føler mig bedst tilpas, når jeg har mine skrifter med.«

Rektor i en tid med store omvæltninger

I 1997 blev David A. Bednar udnævnt til rektor for Ricks College i Rexburg i Idaho. På det tidspunkt var det den største privatejede junior college i USA med 8500 elever. Under sit første møde med lærerstaben og personalet sagde han: »Jeg har aldrig været rektor før. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Men jeg ved en del om undervisning, og jeg håber, at det i det mindste kan give mig et grundlag at bygge videre på.«⁵

Samtidig med at han begyndte som rektor, begyndte han også at undervise, og det blev han ved med. Han underviste en religionsklasse hvert eneste semester. Han og søster Bednar inviterede studerende hjem til familieaften, hvor de blev undervist ud fra skrifterne og gennem inspirerede spørgsmål. I de år, hvor de var i Rexburg, blev omtrent 35.000 studerende velsignet med sådanne aftener sammen med familien Bednar.

I juni 2000 erfarede rektor Bednar, at man havde besluttet at omdanne Ricks College til en fireårig uddannelsesinstitution ved navn Brigham Young University – Idaho. Ricks College blev officielt til BYU – Idaho den 10. august 2001. På mindre end tre år, i sommeren 2004, kunne universitetet bekendtgøre, at det havde opnået officiel anerkendelse som uddannelsesinstitution. Den præstation blev udført på trods af manglende varsel om ændringen i skolens status.

Ikke alene førte rektor Bednar an i de forandringer, som var nødvendige for at kunne tilbyde fireårige bacheloruddannelser, men skolen blev også omdannet til universitet, der skulle være en del af et enestående uddannelsesmæssigt eksperiment. Det skal være et nyskabende uddannelsessted, der samtidig skaber tro på Jesu Kristi evangelium.

Det traditionelle akademiske skoleår, hvor eleverne begynder om efteråret og bliver færdige om foråret, blev ændret. Studerende kan begynde i et hvilket som helst semester i løbet af året. Tanken var, at man på den måde kunne fylde alle pladser året rundt. Flere studerende ville få mulighed for at gå på skolen. Den helårlige undervisningsplan gjorde det muligt for studerende at være i praktik på andre tidspunkter end som normalt i sommerferien.

Lærerstaben opnåede ikke nogen yderligere akademisk rang. Det skulle rette fokus på undervisning af eleverne, snarere end den traditionelle status og præstige. Skolen skulle ikke deltage i idrætsstævner med andre skoler. I stedet skulle man udforme et aktivitetsprogram, som gjorde det muligt for alle de studerende, som måtte ønske det, at deltage i arrangementer af social, ledelsesmæssig, kunstnerisk og sportslig karakter.

Der skulle udarbejdes en plan over udviklingen af nye kurser, ansættelse af lærere og udformningen og opførelsen af en udvidet skole. Præsident Bednar valgte at involvere så mange af lærerne og personalet som muligt. De skulle deltage i de forandringer, som krævede store og til tider vanskelige omvæltninger i deres egen tilværelse.

Rektor Bednar beskrev processen på denne måde: »Jeg kan ikke komme i tanker om meget andet, som i den grad har fået mig til at bede mere inderligt og mere hyppigt end præsident Hinckleys bekendtgørelse om, at Ricks College skulle blive til Brigham Young University – Idaho.

Aftenen før bekendtgørelsen skulle offentliggøres, spurgte en kollega mig: ›Er du bange, rektor?‹ Så vidt jeg kan huske, svarede jeg: ›Hvis jeg troede, at vi skulle udføre denne overgang udelukkende ved hjælp af vores egen erfaring og dømmekraft, så ville jeg være rædselsslagen. Men vi får hjælp fra Himlen, for vi ved, hvem der leder dette værk, og vi er ikke alene. Så, nej, jeg er ikke bange.‹«

Rektor Bednar sagde videre: »Jeg har erfaret, at præsident Hinckleys vision for BYU – Idahos fremtid ikke drejer sig om toårige eller fireårige uddannelser. Det drejer sig ikke om akademisk rang eller sport. Og det drejer sig ikke om et navneskift. Denne bekendtgørelse drejer sig om tro – tro på fremtiden. I betragtning af alle de forandringer, som har fundet sted på denne institution i løbet af forholdsvis kort tid, kan jeg bære vidnesbyrd om, at mirakler har fundet sted, åbenbaringer er blevet modtaget og døre er blevet åbnet, og vi er blevet rigt velsignet, både som enkeltpersoner og som institution. Det er bestemt en tid, vi aldrig vil glemme.«

Robert Wilkes, der som ansvarlig for studenternes aktiviteter arbejdede tæt sammen med rektor Bednar, og som i dag er konstitueret rektor for BYU – Idaho, beskriver, hvordan rektor Bednar førte an: »Det krævede mod. Han mødte heftig modstand fra nogle få, men det lykkedes ham at blødgøre nogle hjerter og udvise tålmodighed med dem, der havde svært ved at give slip på fortiden.

Han udstak straks en vision for omvæltningen. Og han vaklede aldrig. Folk vidste, at han var fuldstændig loyal over for profeten og bestyrelsen. Men de vidste også, at han ville fremlægge eventuelle problemer for bestyrelsen med stor energi og oprigtighed, når det var passende. Det var svært for andre at fravige linjen, når han selv så klart fulgte den.

Han gjorde det klart, at han forventede, at folk ville byde forandringerne velkommen. Han skabte støtte for sagen ved at belære om, at store forandringer opstår ›linje på linje, bud på bud‹.⁶ Han erkendte elevernes store indflydelse. En del af visionen var, at studerende skulle undervise andre studerende. Han involverede de studerende i en sådan grad, at de i mange tilfælde omvendte lærere og personale til visse elementer af forvandlingen til BYU – Idaho.

Han var hurtig til at rose andre, både offentligt og under mere private former. Han knyttede altid forvandlingen sammen med Kirkens ve og vel ved at vise, hvordan BYU – Idaho kunne blive et redskab i rigets tjeneste. Han forstod og forklarede, at forandringen ville gøre det muligt for elever, som ellers aldrig ville have fået muligheden, at komme ind på skolen. Han syntes at betragte alle erfaringerne som en mulighed for ny åndelig indsigt.«

Ældste Bednar er enestående for sin villighed til at inddrage alle og stole på, at alle opnår en værdifuld indsigt. En af dem, der oplevede dette på nærmeste hold, var hans sekretær Betty Oldham. Hun siger følgende om rektor Bednar: »Han er aldrig bange for at lade andre tage over. Selv om han tydeligvis sørger for overblik og målrettethed, lader han dem, der står med det direkte ansvar, få æren.

Han har det store overblik, men han forsøger aldrig at manipulere folk. Han har lært os, at vi skal handle for os selv, snarere end at lade andre styre os. Og han har gjort det muligt for os at udøve den handlefrihed. Han tillader alle at sige deres mening og udtrykke ideer og tanker, også selv om de holdninger går stik imod det, som alle andre styrer hen imod. Han får ingen til at føle sig ubehageligt til mode på grund af det, de har sagt. Tanken om at sidde i råd med hinanden har antaget en ny dimension på hele skolen. Han har altid fået mig til at føle, at mine meninger blev værdsat.«

Takket være den form for lederskab er en familie blevet forenet, og Kirken er blevet stærkere rodfæstet i Arkansas. En skole er blevet til et stort universitet, og de mennesker, som studerer og virker der, er blevet løftet til nye højder.

Ældste Bednars evne til at opløfte andre og hans mod til at gøre det, som Herren beder ham om, udspringer af hans vidnesbyrd om Jesus Kristus. Han har betalt prisen i form af bøn, studium af skrifterne og personlig prøvelse for at gøre sig kvalificeret til at være et særligt vidne om Frelseren. Han behøver ikke at ændre på sine vaner eller adfærdsmønstre, når han påtager sig apostelhvervet. Hele hans liv vidner om, at det, som han sagde i slutningen af sin første generalkonferencetale, altid vil være sandt: »Jeg vil gå, hvor Herren og lederne af hans kirke ønsker, at jeg skal gå; jeg vil gøre det, som de ønsker, at jeg skal gøre; jeg vil undervise i det, som de ønsker, at jeg skal undervise i, og jeg vil stræbe efter at blive det, som jeg bør og skal blive. I Herrens styrke og ved hans nåde ved jeg, at I og jeg kan blive velsignet til at opnå alt.«⁷