De hellige i Colombia: Et eksempel på styrke
Krige. Rygter om krige. Vold. Korruption. Frygt. Disse ord beskriver en verdensomspændende tilstand, som påvirker os alle i større eller mindre grad.
Fred. Tryghed. Frihed. Venskabelighed. Disse ord beskriver tilstande, som er mulige selv i de mest kaotiske og problemfyldte tider.
Kirkemedlemmer i Colombia er bekendt med begge scenarier – og viser ved deres eksempel, at Jesu Kristi evangelium kan hjælpe os med at finde fred, uanset hvor vi bor, og uanset hvad vores omstændigheder er. Medlemmerne bliver timeligt og åndeligt uafhængige og bidrager til deres nations helingsproces.
»Krigen« er ingen undskyldning
I årtier har aviser verden over udbasuneret sensationelle historier om Colombias narkokarteller, guerillakrig, bortførelser og andre voldsforbrydelser.
Men mange colombianere ser anderledes på det. »Hvilken krig?« spørger de, når man spørger dem, hvordan de kan udholde kampene. De er bedrøvede over, at deres smukke land bedømmes af nogle fås ugerninger. Nogle mener ikke, at de er mere udsat for fare end folk, der bor andre steder.
Virkeligheden ligger et sted midt imellem de to yderpunkter. Eftersom landområderne er særligt farlige, flytter mange mennesker til byerne, hvor de skaber overbefolkning og arbejdsløshed. Det er ganske almindeligt at se bevæbnede soldater på gaderne i byerne og at blive udsat for omfattende visitationer. Der har været spredte trusler og tilfælde af overgreb mod Kirken. Men mange af disse episoder fandt sted for mange år siden. I de fleste tilfælde kom ingen noget til, og der skete kun mindre skader. Medlemmerne rydder op bagefter, reparerer deres kirkebygninger og fortsætter med at efterleve evangeliet. Og det gør de med stor optimisme.
»Vi har da visse udfordringer her,« siger ældste Claudio R. M. Costa fra De Halvfjerds, der er præsident for det nordlige område i Sydamerika. »Men Kirkens medlemmer i Colombia benytter ikke krigen som en undskyldning for ikke at gøre det, de burde gøre. De påtager sig ansvaret for deres egne handlinger.«
Udvikling af timelige uafhængighed
»En af vore udfordringer er den store fattigdom blandt mange medlemmer,« siger Fabián Saavedra, der er præsident for Kennedy Stav i Bogotá i Colombia. Kirken i Colombia gør meget ud af at hjælpe medlemmerne med at blive timeligt uafhængige.
Opmuntring til at uddanne sig. »Vi er vidne til et stort mirakel,« siger ældste Costa. »Mange mennesker er fattige, når de bliver medlemmer af Kirken. Men profeten fortæller dem, at de skal sørge for, at deres børn får en uddannelse, og de yder store ofre for at realisere det mål. Deres børn er de første i deres familier, som studerer på universitetet. Mange får et godt job – og de er ikke fattige mere.« Et eksempel på det er Luis Prieto, som voksede op under beskedne kår i Bogotá. Han blev døbt i 1972 sammen med sine forældre og søskende. Hans forældre ydede mange ofre, for at deres børn kunne få en uddannelse. Nu er Luis en fremgangsrig advokat.
Omtrent 400 unge colombianske mænd og kvinder nyder godt af Den selvsupplerende uddannelsesfond. En ung mand blev gift i templet, kort efter at han vente hjem fra sin mission. »Han var slet ikke parat til at forsørge en familie,« fortæller hans far. »Og vi havde ikke penge til at hjælpe ham med studierne. Han ansøgte om hjælp fra fonden, og nu læser han på andet år på teknisk skole.« Samtidig arbejder han som underviser på missionærskolen og søger job inden for sit fagområde. »Den selvsupplerende uddannelsesfond har givet vore unge håb,« siger ældste Walter F. González, som er førsterådgiver i områdepræsidentskabet.
Hjælp til de arbejdsløse. Kirkens ledere fortæller medlemmerne, at de skal gøre sig gældfri og betale tiende, og de bidrager med gode råd, som kan hjælpe andre. De opmunter medlemmerne til at lade være med at immigrere til andre lande, men i stedet blive i Colombia og bidrage til Kirkens vækst der.
»Når en præstedømmeleder bliver arbejdsløs, rådfører vi os straks med ham,« siger Costa. »Vi bestræber os på, at der aldrig går mere end en uges tid, før lokale jobspecialister og andre tager en snak med ham og udveksler ideer. Han går så derfra med nyt håb og motivation til at gå ud og udrette noget.« Og så gør disse ledere det samme for andre medlemmer, som mister deres arbejde.
Havebrug. Bag Kennedy Stavs stavscenter i Bogotá ligger to små køkkenhaver, som hver er på en kvadratmeter – et usædvanligt syn i denne storby. Præsident Fabián Saavedra og hans hustru Rosa fremviser stolt de sparsomme afgrøder. »Vi har dyrket radiser, gulerødder, tomater, kartofler, kål, ærter, salat og urter i disse små køkkenhaver,« siger søster Saavedra og trækker en radise op af jorden. »Nogle mennesker har kun en lille plet, som de kan dyrke nogle få ting på. Men de lærer princippet og efterlever det.«
»Formålet med disse små kirkebygningshaver,« siger præsident Saavedra, »er at vise, hvor meget man kan høste på sådan et lille areal. Mange medlemmer anlægger haver og bærer vidnesbyrd om høstens velsignelser. I vores egen lejlighed har vi hverken en have eller en altan, så vores have er en urtepotte, som vi dyrker tomater i. Vi har stillet den ved vinduet, og vores tomatplanter vokser smukt!«
I Popayán bor Alfonso Tenorio, som er læge og udgiver et fagskrift for læger. Derudover arbejder han sammen med sin hustru Lucía i deres store have bag hans fars hus. De hjælper til i hans tanters haver. De fører opsyn med det arbejde, som unge SDH-mænd udfører i de haver, som de dyrker ved den katolske skole. De taler til grupper i storbyerne og i velgørenhedsforeninger, hvor de opfordrer til havebrug. Takket være Tenorios indsats er køkkenhaver blevet populære i mange husholdninger i Popayán. »Vi betragter vores indsats som en hjælp til, at venner og naboer kan blive selvforsynende, så vi alle har noget at spise i krisetider,« siger Alfonso.
Forråd af mad og vand. Uanset hvor lille deres hjem er, finder medlemmerne plads til noget forråd. I Carmen Merisaldes hjem i Bogotá er telefonbordet, som er dækket af en yndig dug, som når helt ned til gulvet, i virkeligheden en tønde, fyldt med poser af frysetørret mad.
Medlemmerne opfordres til at gemme en smule – om så bare en håndfuld – ris eller andre fødevarer, hver gang de tilbereder et måltid. På den måde kan de, selv når pengene er få, lægge en lille smule til side hver dag. Når de har samlet nok, tørrer de det til deres forråd. Staven ejer en tørpakningsmaskine, som går på omgang fra menighed til menighed, så alle får mulighed for at benytte den. »I skulle bare se tårerne i øjnene på dem, der tørpakker deres første pose ris, som de har samlet håndfuld for håndfuld,« siger præsident Saavedra.
Del med andre. Noget af den mad, som opbevares i Ivonne Palacios køkkenskabe i Bogotá, kommer aldrig til at blive serveret ved hendes eget spisebord. Det er lagt til side til andre. Områdepræsidentskabet råder medlemmerne til at opbevare fødevarer, som de kan give til andre, hvis der opstår en nødsituation.. »Vi kalder det ›Herrens forrådshuse i medlemmernes hjem‹,« siger ældste Costa. »Biskoppen beder medlemmerne om altid at have en vis mængde ris eller andre fødevarer klar, som de kan forære bort. Når han så beder om det til en nødlidende familie, giver de ham det og køber noget nyt i stedet.«
Denne metode har flere fordele. »For det første opmuntrer det medlemmerne til at have deres eget forråd,« siger ældste Costa. »Og for det andet kan vi klare krisesituationer i en fart. For det tredje kan vi gemme fasteoffermidler til situationer, hvor der er brug for kontanter, som f.eks. til medicin eller husleje. Skønt Kennedy Stav er en af de økonomisk fattigste, har næsten alle familier noget forråd – og mange har nok til at dele med andre. Og staven er selvforsynende med fasteoffermidler.«
»Vi opbygger ikke bare et forråd af mad, men også af velsignelser,« siger søster Palacio. »Vor himmelske Fader lærer os at udvise Kristi rene kærlighed.«
Irma Piñeros fra Banderas menighed i Kennedy Stav underviser i syning i Hjælpeforeningen. »En søster havde brug for en måde at tjene penge på, uden at forlade sit hjem,« siger hun. »Så jeg gav hende en symaskine. Nu kan hun forsørge sig selv og sin familie.«
»Midt i en svær økonomisk krise,« siger Roberto Rubio, som er præsident for templet i Bogotá, »har Kirkens medlemmer, hvad de har brug for – mad at spise og tøj at tage på. Det er stadig en kamp at overleve, men deres behov er stillet i forhold til vores lands økonomiske standard.«
»Ved stavskonferencerne,« siger ældste Costa, »spørger jeg de medlemmer, som har været i Kirken i et vist antal år, om at se tilbage og overveje, om de havde det bedre, før de blev medlemmer af Kirken. Jeg har endnu ikke fundet en eneste, som kan sige, at det var tilfældet. De har altid mere, ikke mindre, takket være Kirken.«
Udvikling af åndelig uafhængighed
De hellige i Colombia har fulgt Herrens råd om at »stå på hellige steder« (L&P 87:8). »Vi lærer medlemmerne at være åndelig uafhængige,« siger ældste Costa. »Hvis der skulle ske noget, så medlemmerne ikke kan samles med resten af de hellige, kan de fortsat aktivt efterleve evangeliet i deres eget hjem.«
Styrkelse af hjem og familie. Hvordan kan colombianske medlemmer gå ud af døren – og lade deres børn gøre det samme – når det er så risikabelt? Deres svar minder meget om de svar, man hører fra medlemmer overalt i verden: »Dora og jeg beder familiebøn med vores børn hver morgen, inden vi går hjemmefra,« siger Sergio Correa, som er præsident for Medellín Stav i Colombia. »Vi beder Herren om at hjælpe os med at undgå farlige situationer. Vi lader Helligånden være vores vejleder og bestræber os på at udvise sund dømmekraft. Og så gør vi det, som vi skal. Ved vores familiebøn om aftenen takker vi Herren, fordi han har passet på os.« Formlen er ikke ny. Men den bringer fred.
»Bomber ødelægger ikke så meget,« siger præsident Correa. »Synder ødelægger. Derfor opfordrer vi stavens medlemmer til at holde familiebøn, studere skrifterne og de levende profeters ord, holde familieaften, gå i kirke og besøge templet så ofte som muligt.«
Ældste Roberto Garcia, som er halvfjerdser-områdeautoritet og andenrådgiver i områdepræsidentskabet, virker som administrator for Kirkens Uddannelsessystem og kender de unge sidste dages hellige godt. »Narko er ikke noget stort problem for de unge i Kirken i Colombia,« siger han. »Det er et større problem i vores samfund, at forældre ikke underviser deres børn i evangeliet. Vi ændrer gamle vaner og mønstre ved at undervise familier i den korrekte lære.«
Forberedelse til templet. Præsident Spencer W. Kimball bekendtgjorde opførelsen af templet i Bogotá i Colombia i april 1984. Men der gik 15 år, før templet blev en realitet. De mellemliggende år var fyldt med modstand, juridiske tvister og skuffelser. De var også fyldt med faste, bøn og hårdt arbejde. Mange var ikke villige til at vente, så de drog ud på lange rejser til templer i andre lande. Andre benyttede den ekstra tid til at overvinde personlige hindringer. Da templet åbnede sine døre i april 1999, blev de hellige rigt velsignet for deres tålmodighed og forberedelse.
»Vanskelighederne og forsinkelserne var med til at lutre folket,« siger César A. Dávila, en tempelarkitekt, der tjener som halvfjerdser-områdeautoritet. »Den svære periode hjalp os med at forstå betydningen af det allervigtigste, nemlig vores familier og vidnesbyrd.«
Ældste Dávila taler om det solide fundament, som templet er bygget på. Den omfatter mere end 200 forstærkede piloteringssøjler, som blev hamret 50 meter ned i jorden. »Med Herrens hjælp kan dette tempel bestå i århundreder,« siger han. Han ser en symbolik i templets stærke fundament. »Er vi bygget på ›vor Forløsers klippe, på Kristus, Guds Søn‹? (Helaman 5:12),« spørger han. »Er vi bygget på stærke søjler, såsom tro, vidnesbyrd, studium, bøn og lydighed mod de levende profeter?«
Velsignet af templet. »De, der kommer i templet, forbedrer den åndelige kvalitet af deres tilværelse,« siger Carlos Vega, som er præsident for El Dorado Stav i Bogotá. »Nu har vi stærkere ledere, og flere medlemmer efterlever kyskhedsloven og helligholder deres ægteskab.«
»Målet med vores arbejde er at styrke familierne,« siger Edgar J. Gómez, der er præsident for Granada Stav i Bogotá. »Vi opmuntrer ægtemænd og hustruer til at elske hinanden, og forældre til at elske deres børn. Vi bruger ofte familieproklamationen som emne for vores taler.«
Javier Tobón, der er administrativ chef for Slægtshistorisk afdeling i Latinamerika, har samlet mange generationer af sin egen familie og underviser andre i at gøre det samme. »Vi gør det stik modsatte af, hvad guerillagrupperne gør,« siger han. »De splitter familier, og vi forener dem.«
Fastholdelse og aktivering af medlemmer. Selv om Colombia har en høj dåbsfrekvens, øges tilstedeværelsen i Kirken hurtigere end antallet af dåb. »Det er et tegn på reaktivering og fastholdelse,« siger ældste Costa. En af årsagerne til denne succes er den omsorg, som de nye medlemmer møder. Så snart de er blevet døbt og bekræftet, modtager de et gratis eksemplar af Liahona . Nye familier modtager også et personligt velkomstbrev og en æske med grundlæggende materialer, som bl.a. Familieproklamationen, »Den levende Kristus« og Til styrke for de unge . Æsken indeholder også udvalgte håndbøger og oplysninger om templet og slægtsforskning. Hjemmelærer, besøgslærerinder og menighedsledere viser de nye medlemmer, hvordan de skal benytte materialerne. De følger de ny medlemmers fremgang og hjælper dem med at berede sig til at komme i templet.
For at sikre sig, at medlemmerne modtager denne omsorg, afholder stavene læreruddannelsesklasser. »Vi opfordrer lærerne til at benytte Herrens læseplan i stedet for deres egne ideer,« siger ældste Costa. »Og vi udvikler store ledere, som følger Brødrene. Og vi viser stavspræsidentskaberne større tillid, vi modtager ikke så mange telefonopringninger fra dem, fordi de lærer, at de har nøgler, magt, myndighed og ret til at modtage inspiration.«
Glæden ved frugten af trofasthed. Medlemmerne mindes præsident Spencer W. Kimballs besøg i 1977 og præsident Gordon B. Hinckley i 1996 og igen i 1999, da templet blev indviet. De husker de løfter, som blev givet, og ser Kirkens vækst som en opfyldelse af de profetier. Fra den ydmyge begyndelse i midten af 1960erne er Kirkens medlemstal i Colombia nu vokset til næsten 145.000. Fire missioner omfatter næsten 800 fuldtidsmissionærer, som alle kommer fra Colombia eller andre latinamerikanske lande. Landet er nu prydet af mange SDH-kirkebygninger, slægtshistoriske centre, institutbygninger, en missionærskole og templet.
Historikere som Ernesto Hernández fra Cali dokumenterer de større begivenheder ved hjælp af optegnelser, dagbøger og fotografier. Historierne er også nedskrevet i hjertet på medlemmerne. Da Fabio og Luisa Fernanda Bohórquez fra Bogotá for nylig deltog i en session i templet, følte de sig meget ydmyge, da de så, at tempeltjenerne var Héctor og Marina Cano, et par, som Fabio havde døbt mange år tidligere, da han var missionær i Pereira. Ægteparret Cano er på tempelmission og planlægger at udføre flere missioner i fremtiden.
I Barranquilla samler Roberto og Fabiola Juliao deres familie i hjemmet. Børnebørnene sætter sig til rette på skødet af forældre og bedsteforældre, mens bror og søster Juliao beretter om deres dåb i 1975, deres tempelbesegling i 1986 og andre store oplevelser. Hun har tjent i alle hjælpeorganisationer og virker i øjeblikket som primarypræsidentinde i menigheden. Han beretter om, hvordan han har tjent i mange præstedømmekaldelser og viser sine børnebørn en dyrebar souvenir, nemlig den skovl, som han brugte, da han var med til at grave ud til templet i Bogotá.
En af deres sønner, Cristian, blev ikke døbt, før han og hans hustru ventede deres første barn. Pludselig følte de en motivation til at lære evangeliet at kende. De blev døbt og senere beseglet i templet. På et tidspunkt tjente Cristian og hans far sammen som rådgivere til missionspræsidenten. »Jeg følte en trang til at blive ligesom min far,« siger han. »Jeg indså, at han havde lært mig livets vigtigste principper. Jeg håber, at jeg kan give den arv videre til mine børn.«
Gode borgere
Efterhånden som medlemmerne bliver mere uafhængige, yder de større bidrag til deres lokalsamfund. Kirken bliver stadig mere værdsat for sin rolle som en god nabo, for dens humanitære indsats og for dens medlemmers fædrelandskærlighed.
Bliv en del af lokalsamfundet. Hjælpeforeningerne i Belén Stav i Medellín i Colombia tilbyder kurser i madlavning, håndarbejde og kunsthåndværk. Mange, som ikke er medlemmer af Kirken, kommer og lærer nyttige færdigheder. De værdsætter Kirkens gavmildhed og venlighed.
Dr. Eduardo Patrana, som er præsident for Belén Stav i Medellín, har forklaret sidste dages hellige værdier i et tv-interview. »Jeg har læst, at Medellín er klassificeret som den mest voldelige by i verden,« siger han. »I min lægepraksis møder jeg mange, som er bange og desperate på grund af vores nations sociale og økonomiske situation. Men min hustru, mine børn og jeg føler fred i vores hjem takket være evangeliets lys, og jeg stræber efter at dele den fred med mine patienter.«
Andre colombianske medlemmer bidrager også til samfundets vel i mange forskellige professioner. I Bucaramanga virkede Héctor Elias Ariza, der er advokat, som generalsekretær for Santanders guvernør. Han og hans bror, Sergio, dirigerer og akkompagnerer et stavskor, som opfører julekoncerter for lokalsamfundet. Deres søster, Patricia, er dommer. Deres mor, Olga, en pensioneret lærerinde, afholder regelmæssigt livlige familieaftener for sine børns kolleger og andre venner.
Opbakning bag præsidenten og hans hustru. Kirkens medlemmer har deltaget i adskillige humanitære tiltag sammen med Lina María Moreno de Uribe, republikkens førstedame. De har doneret kørestole, høreapparater, øjenkirurgi og skoleborde. Førstedamen har overværet arrangementer i SDH-kirkebygninger, hvor hun har hjulpet med at uddele forskellige effekter. Ved disse lejligheder bedes der bøn, og stavskorene synger Kirkens salmer. Mange mennesker har overværet disse arrangementer, bl.a. regeringsledere, diplomater og repræsentanter for medierne.
De fleste af de mennesker, som modtager donationerne, er ikke medlemmer af Kirken. »En elev, som repræsenterede en skole, som fik nye borde, spurgte: ›Hvordan kan jeg betale jer tilbage?‹« siger ældste Costa. »Jeg svarede: ›Ved at være en god samfundsborger, være ærlig og være en god leder for de andre elever.‹ Han svarede: ›Det skal jeg gøre.‹«
Førstedamen sørgede for, at områdepræsidentskabet og andre kunne mødes med hendes mand, Álvaro Uribe Vélez, der er Colombias præsident. Besøget fandt sted den 7. november 2003 i præsidentpaladset. Præsident Uribe sagde: »Jeg er taknemlig for alt, hvad I gør, og for at I er gode samfundsborgere. På regeringens vegne tilbyder jeg min støtte, anbefaling og tak.«
»Præsident Uribe er en god mand, en hæderlig mand og en god familiefar,« siger ældste Costa.
Kirkens politiske neutralitet gør det helt klart, at »vores hensigter er af religiøs og humanitær art og ikke politiske,« fortsætter ældste Costa. »Når nogen har brug for en kørestol, spørger vi ikke til vedkommendes politiske eller religiøse ståsted. Og vi lærer vores medlemmer at være gode samfundsborgere i denne nation, at respektere lovene, at stemme og at yde positive bidrag.«
»En levende profet har lovet os, at hvis vi vil gøre vores, så vil Colombia ændre sig,« siger ældste Roberto García. »Vi arbejder og beder for dette. Og vi beder for vores lands ledere.«
Medlemmer af Kirken i Colombia står på hellige steder – i deres hjem, deres tempel, deres kirkebygninger, deres arbejdspladser, deres skoler og deres lokalsamfund. Når de følger en levende profet, styrker deres familier og deler livets fornødenheder med andre, bidrager de til at hele og velsigne en såret nation.
MÅ FREDEN HERSKE
Præsident Gordon B. Hinckley sagde i templets indvielsesbøn: »Vi beder om din guddommelige gunst over nationen Colombia. Velsign dets folk og dets regering for deres venlighed mod dine tjenere. Må freden herske i dette land, og må krigens larm stilne af. Må dit værk skride uhindret frem, og må dine tjenere, hvis budskab er et fredens budskab, blive beskyttet og vejledt i deres virke« (»Thy People Will Enter Into Covenants With Thee«, Church News, den 1. maj 1999, s. 10).
ET FYRTÅRN SOM SPREDER HÅB
Folk fra mange forskellige trossamfund erkender den positive indflydelse fra templet, som flager med det colombianske flag. Álvaro Uribe Vélez, Colombias præsident, kalder templet for »en fantastisk skat i vores by og vores nation«. Naboerne siger, at de er glade for at bo ved siden af templet. De fleste af dem stræber efter at holde deres hjem smukke, så de passer til templet.
»Hele byen har fået et løft,« siger Carlos Vega, der er præsident for El Dorado Stav i Bogotá i Colombia. »Der er en øget følelse af fred i vores by og vore hjem. Der begås stadig vold, men vi oplever det ikke så meget mere. Det er som om voldens skrig er blevet bragt til tavshed. En profet har sagt, at det skulle ske, og det er sket.«
»Templet øger vores forståelse af, hvad det vil sige at være medlem af Kirken,« siger Carlos Ospina, der er præsident for Ciudad Jardín Stav i Bogotá. »Eftersom folk har hørt om templet, er det lettere at tale om evangeliet.«
»Templet er som et fyrtårn,« siger Roberto Rubio, der er tempelpræsident. Han, begge rådgivere og næsten alle tempeltjenere er fra Colombia. »Når medlemmerne retter blikket mod templet, får de nyt håb. Selvfølgelig er der trængsler og udfordringer, men Herren letter deres byrder. Der kan herske krig og ugudelighed overalt omkring os, men takket være templet kan vi føle fred og nyde vore familiers og Herrens kærlighed. Hvad mere kan man ønske sig?«
PÅ REJSE TIL TEMPLET
Eftersom det kan være risikabelt at rejse gennem landområderne, flyver mange til templet. Men de fleste har ikke andet valg end at rejse ad landevejene. Nogle benytter offentlige transportmidler, andre rejser med buskonvojer, som er chartret af stavene.
»Mange af dem, der kommer, er økonomisk dårligt stillede,« siger tempelpræsident Roberto Rubio, »men de har en millionærånd. En kvinde, som for nylig kom med bus fra Pereira, er mere end 80 år gammel og utrolig fattig. Hun sælger aviser og samler og sælger gamle flasker for at kunne komme til templet. Der er mange som hende.«
Álvaro Emiro og Maritza Ariza tog for nylig deres fem børn i alderen fra et til ti år med til templet. Først gik de i 40 minutter for at nå en bus. Efter en to timer lang bustur nåede de til Barbosa, hvor de sluttede sig til en busfuld medlemmer under ledelse af Ismael Carreño, der er præsident for Barbosa Gren i Duitama Distrikt i Colombia. Efter endnu en bustur på næsten fem timer nåede de frem til templet og blev beseglet til hinanden som familie.
Medlemmer fra Cartagena (herover) kørte for nylig til templet i to busser, en rejse på 20 timer hver vej. Blandt deltagerne var Johny San Juan, der er ældsternes kvorumspræsident, hans hustru Everlides, der er UP-præsidentinde, og deres tre børn. Da de havde brugt tid på at udføre deres firegenerationsskema, kunne deres datter, Estefania, på 12 år, blive døbt for nogle af sine forfædre. Og Johny og Everlides modtog begavelser og