Ældste Dieter F. Uchtdorf: Mod nye horisonter
Den 17. december 1973 modtog direktøren for det tyske luftfartsselskab Lufthansa i Frankfurt en alarmerende besked. Fem terrorister havde kapret et Lufthansa 737-fly i Rom, og de var nu på vej til Athen i Grækenland med gidsler om bord. Imens lå 32 mennesker dræbt i lufthavnen i Rom, og et af de gidsler, som var med i flyet, blev kort efter skudt, og liget blev hensynsløst smidt ud på startbanen i Athen. Flykaprerne truede piloten og andenpiloten med skydevåben, og mens gidslerne skælvede af angst, førte de uligevægtige kaprere flyet på en bizar rejse fra Rom til Beirut og videre til Athen og Damaskus og endelig til Kuwait.
Lufthansa-direktøren beordrede straks sin chefpilot for 737-flåden i luften. Den 33-årige Dieter F. Uchtdorf skulle samle en lille nødhjælpsgruppe og følge det kaprede fly overalt, hvor terrorristerne førte det hen. Hvor som helst det var muligt, skulle han forhandle om frigivelse af flyet, piloterne og gidslerne. Og når den opgave var fuldført, skulle han flyve det kaprede 737-fly tilbage til hovedsædet i Frankfurt.
Heldigvis blev denne mission, som så mange andre han har udført både privat og professionelt, fuldført med succes og uden yderligere blodsudgydelse. På det tidspunkt vidste han ikke, at det var en forvarsel om de langt vigtigere opgaver, som ventede forude.
Beredt til at tackle udfordringer
Dieter Friedrich Uchtdorf, der blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum ved oktoberkonferencen 2004, er hele sit liv blevet beredt til at tackle udfordringer og påtage sig ansvar. Han blev født i Mährisch-Ostrau i Tjekkoslovakiet den 6. november 1940, og det blev hans lod overalt at se krigens ødelæggelser og de lidelser, som påførtes uskyldige mennesker som følge af andres beslutninger. Hans far, Karl Albert Uchtdorf, blev indkaldt til den tyske hær og måtte straks forlade sin hustru og deres fire små børn. Lille Dieter, der var familiens yngste, vidste kun, at hans far var et sted, hvor han ikke havde lyst til at være, og at hans mor, Hildegard E. Opelt Uchtdorf, kæmpede en brav kamp for at sørge for sin lille familie, mens krigen i Europa hærgede omkring dem.
Da de allierede nød fremgang på vestfronten, og Stalins styrker rykkede ildevarslende frem på østfronten, besluttede Hildegard Uchtdorf at komme så tæt som muligt på vestfronten. Så hun efterlod sin families sparsomme ejendele, og sammen med sine børn nåede hun frem til Zwickau i Tyskland. Lykkeligvis overlevede hendes mand krigen og sluttede sig til familien i Zwickau, men han var en bitter modstander af både det nazistiske og det kommunistiske styre. Det førstnævnte styre var nu tilintetgjort, men det andet fik magten over deres tilværelse på grund af opdelingen af Tyskland efter krigen. På grund af Karls politiske indstilling var deres liv i fare, så familien måtte – for anden gang i løbet af blot syv år – forlade deres beskedne ejendele og nåede, trods mange farer, frem til det trygge Frankfurt i det daværende Vesttyskland.
Om denne periode har ældste Uchtdorf sagt: »Vi var flygtninge med en usikker fremtid … Jeg legede i udbombede huse og voksede op med de tydelige konsekvenser af en tabt krig og en erkendelse af, at mit fædreland havde påført mange lande uhyrlige lidelser under den forfærdelige anden verdenskrig.«1 Familien havde al mulig grund til at føle fortvivlelse og frygt.
Men, som præsident Gordon B. Hinckley engang sagde under en anden international konflikt, findes der »en sølvtråd«, som løber »gennem krigens dystre vægtæppe«.2 Og det gjaldt også for familien Uchtdorf. Mens de boede i Zwickau, fandt de Jesu Kristi evangelium. I sin første tale som nykaldet medlem af De Tolv Apostles Kvorum udtrykte ældste Uchtdorf sin taknemlighed for den gave.
»Efter anden verdenskrig,« sagde han, »stod min bedstemor i en fødevarekø, da en ældre, enlig søster, der ikke selv havde familie, indbød hende til et nadvermøde … Min bedstemor og mine forældre tog imod indbydelsen. De gik i kirke, følte Ånden, blev opmuntret af medlemmernes venlighed og opbygget af genoprettelsens salmer … Hvor er jeg dog taknemlig for en åndeligt opmærksom bedstemor, lærevillige forældre og en vis, hvidhåret, enlig ældre søster, som havde det dejlige mod at række hånden frem og følge Frelserens eksempel ved at indbyde os til at ›komme og se‹ (se Joh 1:39).«3
Det var i hans unge teenageår, at kærligheden til flyvningen fik »luft under vingerne«, om man så må sige. Som fjortenårig cyklede han tit ud til Frankfurts lufthavn, hvor han stirrede beundrende på alle flyvemaskinerne. Til tider var flymekanikerne så venlige, at de lod ham stige om bord og kigge ind i cockpittet og drømme om den dag, hvor han skulle flyve op og nyde friheden blandt skyerne. Han anede ikke, at han med tiden skulle komme til at flyve en halv snes af de største fly, som bl.a. Boeing 747, der er verdens mest kendte passagerfly. Og han kunne heller ikke have vidst, at han en dag skulle blive en af de mest kendte og ansete piloter, der nogensinde skulle træde ind i den lufthavn, han nu besøgte som dreng.
Den karriere begyndte med en ingeniøruddannelse som 18-årig, fulgt af seks år i det tyske flyvevåben. Som følge af et udvekslingsprogram mellem Tyskland og USA kom han på en jagerpilotuddannelse i Big Spring i Texas, hvor han, der var tysker, også erhvervede sig det amerikanske flyvevåbens vinger. Hans ældre kolleger fortæller os, at ældste Uchtdorfs mest betydningsfulde præstation var at vinde den eftertragtede udmærkelse Commander’s Trophy som den bedste elev i sin klasse. Men på sin egen beskedne måde siger ældste Uchtdorf, at hans mest betydningsfulde præstation var at være med til at opføre en kirkebygning til den lokale gren af Kirken. Det er det dejligste minde han har fra den vigtige periode af sin karriere. Ældste Uchtdorfs liv har bevæget sig fra styrke til styrke, så det kan ikke undre nogen, at han flere år senere vendte tilbage til USA som chef for Lufthansas pilotuddannelse i Goodyear i Arizona. Det er den vigtigste og mest ansete uddannelseslederstilling i Lufthansas organisation.
I 1970 blev Dieter Uchtdorf, som 29-årig, udnævnt til kaptajn i Lufthansa, en stilling, som han en gang havde fået at vide, at han ikke ville kunne opnå før sent i sin karriere. Men dette flyvende Wunderkind fik en meteoragtig karriere og blev chef for 737-flåden (1972), chef for pilotuddannelsen i Arizona (1975), chefpilot og overordnet for cockpitbesætningerne (1980) og endelig seniorvicedirektør med ansvar for flydrift (1982).
Midt i denne tid med hurtige forfremmelser og øget ansvar blev Dieter Uchtdorf kaldet som præsident for Frankfurt Stav, og siden som præsident for Mannheim Stav, og endelig som generalautoritet, da han blev kaldet til De Halvfjerds’ Andet Kvorum i 1994.
Harriet Uchtdorf
Man kan ikke tale om Dieter uden at nævne hans hustru, Harriet. Hans gamle ven og kollega i Kirken, Hanno Luschin, siger: »Selv om han har opnået professionel anerkendelse og forskellige kaldelser i Kirken, udspringer en stor del af hans succes af hans stærke ægteskab, som kommer til udtryk i hans fuldstændige troskab mod Harriet og hendes urokkelig støtte af ham.«
»Hun er mit livs solstråle,« siger ældste Uchtdorf med et smil.
»Ja, og til tider også hans tordenvejr,« ler Harriet. De er så tydelig forelskede i hinanden, at det er en fornøjelse at være sammen med dem.
Det var et ganske almindelig stykke tyggegummi, som førte Harriet Reich til evangeliet og senere til sit livs kærlighed, Dieter F. Uchtdorf. Da Harriet ved krigens slutning som fireårig boede i Frankfurt, mødte hun en flot amerikansk soldat på gaden, og han gav hende et stykke tyggegummi. Hun tog tøvende imod det og glemte aldrig siden den venlige gestus eller den unge mands rare øjne. Knap et årti senere bankede to SDH-missionærer på familien Reichs dør. Harriet lukkede op, men hendes mor råbte, at hun ikke måtte lukke dem ind. Da hun så det samme blik i missionærernes øjne, som hun huskede fra den venlige soldat, tryglede hun: »Åh, mor. Bare et lille øjeblik.«
Missionærerne efterlod et eksemplar af Mormons Bog, hvor de havde understreget en række skriftsteder. Den aften begyndte Harriets mor at læse i den. (Harriets far var død blot otte måneder tidligere). Harriet mindes: »Jeg kan ikke fortælle jer, nøjagtig hvad det var, min mor læste, men jeg betragtede hendes ansigt og bemærkede en fantastisk ændring i det.« Denne lille familie havde levet med de samme frygtelige følger af krigen, som alle andre måtte døje med. Denne mor til to små piger var for nylig blevet enke, og hun var bleg og deprimeret, ulykkelig og usikker på, hvad fremtiden ville bringe. Men Harriet fortæller, at da hendes mor læste i Mormons Bog, »så jeg glæden vende tilbage til mors liv! Jeg så gløden vende tilbage i hendes blik. Jeg så håbet finde indpas i hendes sjæl.«
Da missionærerne vendte tilbage, spurgte de: »Har du læst de understregede vers?«
»Jeg har læst det alt sammen,« svarede søster Reich. »Kom indenfor. Jeg har nogle spørgsmål, som I skal svare på.«
Harriet, hendes mor og søster blev døbt fire uger senere.
»Den dag ændredes vores liv,« siger Harriet Uchtdorf. »Atter kunne vi le og løbe og finde glæde i vores hjem. Alt det skylder jeg Jesu Kristi evangelium.«
Hjemme hos familien Uchtdorf
Uchtdorfs børn, Guido Uchtdorf og Antje Uchtdorf Evans, som nu begge selv er gift, bekræfter, at de har haft en vidunderlig barndom. »Vores mor var altid hjemme hos os,« forklarer Antje. Uchtdorfs børn siger, at Harriet bogstavelig talt aldrig svigtede en eneste dag, men altid sendte dem i skole om morgenen og altid ventede, når de kom hjem fra skole, og desuden gik hun aldrig i seng, før deres far kom hjem fra sine flyvninger, fra kontoret eller fra sin kirkekaldelse, uanset hvor sent det så blev. »Selv om vores far havde utrolig travlt, vidste vi, at han satte os over alt andet,« fortsætter Antje. »Når han var hjemme, var han kun optaget af mor og os. Mor synes selvfølgelig, at alting er spændende, og far gør alting spændende. Han gør alt til en oplevelse – selv det at gå ud og handle. De har taget os med på nogle af de mest spændende familieferier, man kan forestille sig. Så som børn var vi stort set begejstrede på den ene eller den anden måde hele tiden!«
Trods alle de spændende oplevelser (børnene og deres mor syntes altid, at deres amatørfotograf-far og -ægtemand gik alt for tæt på løverne i Afrika), husker Antje især de stille stunder med sin far. »Hvad enten vi fordrev tiden med hans yndlingsbeskæftigelse, stjernekiggeri, eller kælkede sammen om vinteren, eller bare sad og hyggede på verandaen, så benyttede far altid lejligheden til at undervise,« siger hun. »Han elsker evangeliet, og han fik altid os til at elske det.«
»Jeg mindes ikke nogen moralprædikener,« siger Guido. »Jeg husker bare, at han altid viste mig interesse. Vi hyggede os sammen med at gå ture om aftenen, eller ved særlige lejligheder, vandre i bjergene. Jeg nød de stunder, hvor vi talte sammen. Og ved alle disse lejlighed underviste han mig ved sit eksempel. Jeg rejste med ham til fjerntliggende menigheder, da han var stavspræsident, og jeg var hans hjemmelærerkammerat, mens jeg var i Det Aronske Præstedømme. Det var sådan jeg fik en forståelse af præstedømmet og de ansvar, som jeg skulle påtage mig – på egen krop, skulder ved skulder, fra far til søn.«
Varme, udholdenhed og mod
De, der har arbejdet sammen med ældste Uchtdorf, priser ham for en lang række lederskabsevner, men flere af dem går igen: Hans varme personlighed, hans loyalitet og udholdenhed, og hans modige forsvar for Kirken og evangeliet. Ældste Dean L. Larsen, som er emeritusmedlem af De Halvfjerds, var områdepræsident, og ældste Uchtdorf virkede som hans rådgiver kort efter sit kald som generalautoritet. Ældste Larsen siger: »Dengang dækkede vores område det meste af Vest- og Mellemeuropa, lande, som var blevet meget påvirket af anden verdenskrig. Alle, som kendte Dieter, elskede ham fra første færd, men i de første par måneder må han have været bekymret for at skulle rejse og præsidere i lande, hvor man ikke kendte ham, og hvor man stadig havde smertefulde erindringer om krigen.
Men han havde ikke behøvet at bekymre sig,« siger ældste Larsen eftertænksomt. »Ældste Uchtdorf udviser en oprigtig kærlighed til andre mennesker og har så vindende en personlighed, at han overalt blev modtaget med åbne arme, både bogstaveligt og billedligt. Evangeliet udretter mirakler i den slags situationer, og de kirkemedlemmer, som han besøgte, var lige så storsindede og venlige, som Dieter var ydmyg, inspirerende og hengiven.«
En anden områdepræsident, som ældste Uchtdorf var rådgiver for, var ældste Dennis B. Neuenschwander fra De Halvfjerds, som i øjeblikket tjener som præsident for Det Østeuropæiske Område. »Da Dieter begyndte sit virke sammen med os, var han en af omkring en halv snes generalautoriteter, som blev anmodet om at beholde deres fuldtidsarbejde og tjene i Kirken i weekenderne,« mindes han. »Det var en meget krævende opgave for ældste Uchtdorf, der jo havde store administrative opgaver i Lufthansa, samtidig med at han var aktiv chefpilot og fløj til fjerne destinationer.«
Ældste Neil L. Andersen fra De Halvfjerds, der tjente sammen med ældste Uchtdorf i et områdepræsidentskab, mindes den styrke og passende stolthed, som ældste Uchtdorfs virke indgød andre medlemmer af Kirken – og det mod, som han udviste i modgang. Han mindes levende den vanskelige situation, som opstod, da den tyske regering slog ned på nogle mindre kendte trossamfund. Den oprindelige liste over »sekter« omfattede Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. For at imødegå denne alvorlige trussel måtte Kirkens ledere finde den mest beslutsomme og velanskrevne tyske repræsentant, som de kunne sende til Bonn. Valget faldt på Dieter F. Uchtdorf. Hans frimodige og frygtløse præsentation var så overbevisende og velformuleret og hans ry hos Lufthansa så anerkendt og beundret, at de tyske embedsfolk, som lyttede til ham, blev rystede over den fejltagelse, de havde gjort. De sagde reelt: »Hvis du er en sidste dages hellig, så har vi ikke brug for flere beviser. Din kirke skal bestemt ikke figurere på sådan en liste i fremtiden.«
Styrket af evangeliet
Ældste Uchtdorfs søn, Guido, mindes en tysk vending, som hans far ofte brugte, når de kom ud for problemer eller vanskeligheder. »Man könnte sich derüber ärgern, aber man ist nicht verpflichtet dazu,« sagde han, hvilket betyder noget i stil med: »Man kan godt ærgre sig over det, men man er ikke forpligtet dertil.« Dieter Uchtdorf mener ikke, at nogen, som har handlefrihed og selvbeherskelse, Jesu Kristi evangelium og præstedømmets magt, behøver at være offer for omstændighederne. Der kan ske frygtelige ting – og han har oplevet frygtelige ting – men med vores hånd i Guds hånd, kan vi lægge en kurs, som vil gøre os frie, og som i sidste ende fører til triumf. Det kræver mod, tålmodighed, optimisme og tro på Gud, men alt kan ordne sig, hvis vi holder os til opgaven og bevarer overblikket.
I de sidste år af bror Uchtdorfs pilotuddannelse fløj han en soloflyvning med en instruktør ved hans side i et andet fly. Denne fortalte ham, hvilke manøvrer han skulle udføre og gav ham instrukser. Under en bestemt manøvre skulle han foregive en nødlanding ved at foretage en brat nedstigning mod landingsbanen. Det krævede at skarpt, stejlt sving med flyet, inden han rettede det op og landede. Da den unge Dieter foretog manøvren og indledte sin bratte nedstigning, reagerede styretøjet i hans fly ikke. Hans styretøj sad fast. Og det ville føre til, at flyets rulning fik det til at lande med hjulene i vejret. »Spring ud!« sagde instruktøren over radioen. »Spring ud!« Men denne mand, der har »mod som en tyr«, som en af hans Brødre engang så malende har sagt, trak styretøjet tilbage og forsøgte atter at lande. Endnu en gang frøs mekanismen. »Spring ud!« lød den strenge kommando igen, og denne gang var der en vis bekymring i instruktørens stemme.
Men denne kommende apostel var fast besluttet på, at det var ham, der styrede flyet og ikke omvendt, så han vred hårdt i styretøjet og fik det revet løs fra sin fastlåste tilstand, hvorefter han foretog sin bratte nedstigning som beskrevet i det, der skulle have været en simuleret nødlanding, men som nu var blodig alvor. Bagefter var han meget taknemlig for Himlens indgriben i nødens stund. »Man könnte sich derüber ärgern, aber man ist nicht verpflichtet dazu.« Sådan bliver ældste Uchtdorfs beslutsomme og trofaste virke i det hellige apostelembede, som han nu besidder. Han vil give alt for Herren Jesus Kristus, hans evangelium og hans kirke. Og derved fører han utallige legioner af andre ud mod nye horisonter.