»Kærligheden ophører aldrig«: En samtale om Hjælpeforeningen

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum og hans hustru, Patricia T. Holland, udveksler holdninger om Hjælpeforeningens rolle.

»Jeg kan ikke forestille mig et liv uden Hjælpeforeningen,« siger Patricia T. Holland i et interview med Kirkens Tidsskrifter om Hjælpeforeningens betydning. »Det er, fordi jeg ikke kan forestille mig et liv uden evangeliet, og Hjælpeforeningen har været et sted, hvor jeg personligt har lært rigtig meget om evangeliet.«

Søster Holland og hendes mand, ældste Jeffrey R. Holland, erkender begge evangeliets kraft i deres tilværelse. De påskønner også Hjælpeforeningens indflydelse i opbyggelsen af et stærkt hjem. »Hjælpeforeningen har altid været en styrke for Kirken,« siger ældste Holland. »Den har altid medvirket til at give det, som der var behov for i Kirkens forskellige udviklingsfaser. I dag er dens bidrag blevet endnu vigtigere på grund af de vanskelige tider, vi lever i. Det er som sådan ikke et program. Det er evangeliet – evangeliet omsat til handling i vore enestående kvinders liv. I vanskelige tider erkender vi, at den tilbyder sine medlemmer, og dermed hele Kirken, netop det, som vi har brug for lige nu.«

Her udveksler ældste og søster Holland tanker om Hjælpeforeningen og den styrke, som tilflyder familier og menigheder og grene, når præstedømmeledere og Hjælpeforeningsledere samarbejder.

Hvilken rolle spiller Hjælpeforeningen i styrkelsen af troen og familierne?

Søster Holland: Der er mere brug for Hjælpeforeningen end nogensinde før, fordi vi møder mange udfordringer i dag. Kirkens kvinder har et større behov for at være retskafne, for at leve tæt på Ånden, og for at være trofaste. Og kvinder har brug for hinanden til at værne om og styrke deres tro.

Ældste Holland: Det, som Hjælpeforeningen gør, er at forkynde evangeliet på en enestående, virkningsfuld måde med en særlig kvindelig røst. Hjælpeforeningen er et af midlerne til at føre evangeliske lærdomme og værdier ind i kvinders liv. Men husk på, at evangeliets principper ikke er begrænset af køn. Kærlighed, næstekærlighed og barmhjertighed så vel som styrke, lederskab og beslutsomhed er alle evangeliske principper. Vi bør alle tage imod så mange af de dyder, som vi kan, både mænd og kvinder.

Enhver af os, som vandrer ad evangeliets sti er et individ – en datter eller søn af Gud. Som individuelle medlemmer må vi være fuldstændig rodfæstede. Ingen organisation kan være stærkere end sine medlemmer, intet hjem stærkere end dets fundament.

Søster Holland: Når jeg tænker på alle de velsignelser, vi som sidste dages hellige nyder i vore templer, menigheder og grene, ægteskaber og familier, så indser jeg, at det alt sammen udspringer af, hvordan præstedømmet og Hjælpeforeningen – mænd og kvinder – arbejder sammen i hjemmet, så vel som i Kirken.

Ældste Holland: Hver uge kommer kvinder hjem fra Hjælpeforeningen og fortæller mændene i deres liv om det, som de har lært. På samme måde er min hustru og vore døtre igennem årene blevet velsignet af den undervisning i præstedømmet, som vore sønner og jeg har fået og fortalt om.

Søster Holland: Jeg mener, at man i lyset af de udfordringer, som kvinder og familier står overfor, kan sige, at ingen anden organisation i verden kan gøre mere for os i fremtiden end Hjælpeforeningen. Vi skal kalde Kirkens kvinder sammen om deres kaldelse som ledere og som »anførere« for børnenes velbefindende, især nu hvor vi ser familier gå i opløsning. Vi skal marchere sammen, hånd i hånd, for at kunne udføre det arbejde.

Hvordan har Hjælpeforeningen styrket dig og din familie?

Søster Holland: Hjælpeforeningens indflydelse begyndte for mig, længe før jeg blev født, for både min mor og min mormor tjente i Hjælpeforeningen. Da jeg var barn, lærte jeg af dem. Jeg ønskede at blive som dem. De fortalte mig historier om min oldemor, Elizabeth Schmutz Barlocker, der tjente som hjælpeforeningspræsident i 40 år. Hun gav alt, hvad hun havde, deriblandt også sin egen mad og sit tøj, til sine søstre i evangeliet. Hun troede på, at Gud ville beskytte og velsigne hende i denne tjeneste, og det gjorde han. Disse tre kvinders eksempel og deres tjeneste i Hjælpeforeningen inspirerer mig den dag i dag.

Ældste Holland: Jeg er ikke kommet i Hjælpeforeningen, men jeg er opvokset med dens påvirkning. Min mor tjente i hjælpeforeningspræsidentskabet i vores menighed i det meste af min teenagetid. Det var dejligt at opleve det som dreng. De velsignelser kan bestemt tilflyde os fra vore forfædre og velsigne vore børn og børnebørn.

Men mit vidnesbyrd om Hjælpeforeningen er også kommet gennem min hustru. Jeg er stolt over at være gift med en tidligere hjælpeforeningspræsident. Jeg er blevet direkte velsignet på grund af hendes hengivenhed. Da jeg giftede mig med Patricia Terry, vidste jeg, hvilken kvinde hun var, fordi jeg havde set hende tjene Herren. Hun var trådt frem og havde båret sit ansvar i riget. For mig at se var hun enestående. I dag velsigner de værdier og dyder vores ægteskab og vore børn. Så har Hjælpeforeningen velsignet mig? Absolut!

Hvordan kan ledere i præstedømmet og hjælpeorganisationerne samarbejde om at styrke menigheden eller grenen?

Søster Holland: Hjælpeforeningen blev organiseret efter præstedømmets mønster. Det viser en smuk parallel mellem præstedømmet og Hjælpeforeningen og styrker tanken om, at mænd og kvinder fremmer retskaffenheden hos hinanden. Mænd har brug for kvinders velsignelser, og kvinder har brug for mænds velsignelser. Det lærer vi med tydelighed i templet. Menigheder og grene styrkes, jo bedre lederne i præstedømmet og organisationerne samarbejder. Vi har oplevet kraft i menighedsrådsmøderne overalt, hvor vi har boet.

Mænd og kvinder er alle del af Kristi legeme, og sikke et storslået fællesskab det er! Fra skrifterne lærer vi, at »hvis I ikke er ét, er I ikke mine« (L&P 38:27) og »Øjet kan ikke sige til hånden: ›Jeg har ikke brug for dig‹« (1 Kor 12:21).

Ældste Holland: I lyset af de komplekse problemstillinger, som vi står over for i dag, skal menighedens ledere samarbejde. Biskoppen er den, der har præstedømmenøglerne til at lede menigheden. Menighedsrådsmødet er det sted, hvor den nødvendige samordning finder sted. Jo bedre rådet fungerer, desto bedre fungerer Kirken. Det gælder for enhver menighed eller gren.

Biskoppen kan anvende menighedsrådsmødet som et forum, hvor han og de andre menighedsledere analyserer menighedens behov. Er der medlemmer, som har brug for timelig velfærd? Er en ung mand ved at forberede sig på at tage på mission? Forbereder ægtepar sig på at tage til templet? Hvad kan vi som menighedsråd gøre for at hjælpe?

Husk på, at en mors bekymringer ikke kan adskilles fra hendes børns og hendes mands behov. Ved hjælp af besøgsundervisning kan hjælpeforeningspræsidenten se hele familiens, så vel som den enkeltes, behov. Det er en stærk ressource, som man kan trække på ved menighedsrådet.

Hvordan kan Hjælpeforeningen støtte Kirken i at møde det 21. århundredes udfordringer?

Ældste Holland: Den aktuelle økonomiske krise, som omfatter hele kloden, har ændret verdens økonomiske udseende. Men forkyndelse af nødhjælpsprincipper og sparsommelighed har altid været en del af Hjælpeforeningen. Verden synes måske, at det virker gammeldags at sylte frugt eller sy tæpper i det 21. århundrede. Men lige nu er der folk, som er sultne og fryser. I deres øjne er noget henkogt frugt og et varmt tæppe en himmelsendt velsignelse. Sparsommelighed går aldrig af mode. Det er ikke et tilbageskridt til det 19. århundrede, men den vej, vi skal følge, mens vi begiver os ind i det 21. århundrede. De samme færdigheder og tanker, som Hjælpeforeningen altid har stået for, rummer mange af løsningerne på de udfordringer, som vi står over for i verden i dag.

»Kærligheden ophører aldrig« er det banner, hvorunder hele den menneskelige familie kan forenes. Det er ikke et program – det er evangeliets trompet (se 1 Kor 14:8). Evangeliet ophører aldrig, så det er meget passende, at »kærligheden ophører aldrig« er Hjælpeforeningens valgsprog (se 1 Kor 13:8). Det styrker den kendsgerning, at sidste dages hellige mænd og kvinder stræber hen mod det samme mål – at blive Kristi disciple.

Og hvis det blæser op, så lad det blæse op. Hvis uvejret kommer, så lad uvejret komme. Evangeliet er altid løsningen, uanset hvad problemet er. Det vil altid sejre. Vi er bygget på den grundvold, som er Jesus Kristus, og det er hans klippefaste evangelium, som fører os gennem de svære tider.

Søster Holland: Jeg tror, at der i kvinders hjerte er et ønske om at tjene andre, der lider nød. Og så betyder det ikke noget, om kvinden er ung eller gammel, gift eller ugift. Hjælpeforeningen giver hende den perfekte mulighed for at tjene, fordi der altid er andre, som lider nød. Samtidig har enhver kvinde på et eller andet tidspunkt behov for at blive betjent. »Kærligheden ophører aldrig« er virkelig et evigt princip, som rummet et stærkt budskab, alle kan leve efter.

Ældste Holland: Husk på, at tjeneste i Hjælpeforeningen ikke begrænser sig til Kirkens medlemmer. Vi prøver alle at sørge for vore egne, men Hjælpeforeningens store søsterskab – og især barmhjertighedstjeneste – kender ingen grænser. Det hjælper os til at stå sammen med nabofamilien, som ikke tilhører vores tro, eller deltage i en aktivitet for at støtte en betrængt skole i et belastet kvarter eller være med til at værne om det rene, trygge miljø i vores nabolag og lokalsamfund.

Hvilken rolle kommer Hjælpeforeningen til at spille i fremtiden?

Søster Holland: Det er helt klart, at Hjælpeforeningen kommer til at spille en vigtig rolle i fremtiden. Jo mørkere verden bliver, desto klarere skinner evangeliet. Hjælpeforeningen er nøglen til at forkynde evangeliets lærdomme for vore søstre. Den vigtigste af disse lærdomme er den, at Gud, vor himmelske Fader, sendte sin Enbårne Søn, Jesus Kristus, til jorden. Hans forsoning, opstandelse og eksempel lærer os at udvise tro på ham, omvende os, indgå pagter og elske hinanden. Jesus Kristus er det lys, som aldrig ophører – det klare lys, som gennemtrænger mørket.

Ældste Holland: I Matt 7:16 står der: »På deres frugter kan I kende dem«. Da vores børn var små, kunne de for eksempel se deres mors hengivenhed mod evangeliet og den rolle, som kvinder spiller i det. De var ofte sammen med hende, når hun tjente sine søstre i Hjælpeforeningen. Nogle gange måtte de bede for, at vores gamle bil ville starte. De så hende traske gennem sneen i en gammel frakke for at tage sig af hjælpeforeningssøstre i New England. De var små, men de har aldrig glemt det. De så deres mors ofre og trofasthed, og derfor er vores datter en sidste dages hellig kvinde, som er dybt engageret i tjenesten, og vore sønner har en dyb respekt og beundring for vore svigerdøtres indsats og hengivenhed. Det er tydeligvis fra deres mors eksempel, at vore børn kender kvinders vigtige og ophøjede plads i deres liv og i Guds rige.

På samme måde vil andre se på frugterne af de sidste dages helliges liv – de frugter, som kommer, når vi arbejder som den levende Guds disciple. Det er en stråleglans, som aldrig kan formørkes. Hjælpeforeningens fremtid er strålende, fordi evangeliet er strålende. Guds riges lys går aldrig ud. Og efterhånden som menneskers behov øges, lyder evangeliets trompet klarere. I forreste række blandt dem, der bringer dette budskab ud og yder en næstekærlig indsats, er retskafne mænd fra præstedømmet og kvinder fra Hjælpeforeningen i Kirken.