Pigen med det smukke smil
Jeg var bange, men jeg fandt et hemmeligt våben til at overvinde min frygt.
I flere måneder havde jeg forberedt mig på denne dag sammen med min spillelærer. Jeg deltog i en årlig konkurrence for musikstuderende, Achievement in Music, hvor man får point for en lang række emner – fra teoretisk kundskab til dynamikken i et stykke musik, man har lært udenad. Nu var dagen endelig kommet, og med den meldte nerverne sig også.
Den mest skræmmende del af konkurrencen var at fremføre et stykke musik for dommerne. Jeg kendte mit stykke, men jeg rystede på hænderne, mens jeg spillede.
Den frygtede præstation var overstået. Nu kunne jeg slappe af, fordi jeg bare skulle fremlægge min afhandling om komponisten. Jeg fandt det rette sted og ventede i en kø foran to døre. Nysgerrigt kiggede jeg på døren til venstre. En venlig lærer opmuntrede eleverne, når de nervøst trådte ind og præsenterede sig. Det var helt tydeligt, at hun ville hjælpe dem til at slappe af.
Så kiggede jeg på lokalet til højre. Der var en anden spillelærer, en ældre lærer, men hun så så streng ud, at jeg blev helt kold om fingrene. Jo mere jeg betragtede hendes behandling af eleverne, desto mere skræmt blev jeg. Det eneste, jeg kunne tænke, var: »Jeg håber, at jeg skal ind til den første dommer.«
Jeg gennemlæste min afhandling igen og igen. Da jeg nåede op forrest i køen, håbede jeg, at eleven til venstre blev først færdig. Til min fortvivlelse begyndte eleven til højre at gå hen mod døren. Der ville jeg bare ikke ind. Så slog en tanke ned i mig: »Bare smil.«
Jeg gik ind med lette fjed og smilede så bredt som aldrig før. Som man siger, så kan man føle sig glad ved at foregive at være glad. Jeg strålede, mens jeg hilste på dommeren. Så læste jeg min afhandling op med klar røst og holdt små pauser for at smile til hende. Da jeg havde fremlagt den, takkede jeg hende, fordi hun havde givet sig tid til at lytte. Hun virkede ikke skræmmende mere. Da jeg trådte ud af lokalet, følte jeg mig lettet og glad.
Nogle måneder senere læste min spillelærer dommernes udtalelser op for mig. Ved den sidste kommentar sagde hun: »Hold da op, du har virkelig gjort indtryk på den dommer. Hun skrev: ›Michelle, pigen med det smukke smil.‹« Jeg behøvede ikke at spørge hende, hvem der havde skrevet det.
Ved at ændre min indstilling kunne jeg yde mit bedste. Når jeg står over for noget vanskeligt, kan jeg, i stedet for at vise mig uvillig, beslutte mig for at gøre det til en opløftende og dejlig oplevelse. Jeg ved, at min indstilling påvirker min oplevelse. Når jeg bevarer en positiv indstilling, kan jeg nyde mine udfordringer.
Illustration: Jennifer Tolman.