Den udvalgtes vej
Et er at blive døbt. Noget andet er at holde ud indtil enden.
Som teenager i Matsumoto i Japan var jeg meget interesseret i at lære engelsk. Som 17-årig blev jeg medlem af den engelske klub på min skole. Ved skoleårets begyndelse besluttede klubben at finde en, der havde engelsk som modersmål, og som kunne undervise os i engelsk konversation. Vi ledte og ledte, men de engelsklærere, vi talte med, skulle have betaling, og det havde klubben ikke råd til. Vi blev modløse og var ved at give op.
Så en dag, da jeg cyklede til skole, så jeg nogle unge amerikanske mænd i jakkesæt, som uddelte løbesedler. Jeg tog en og stak den i lommen. Efter skoletid så jeg nærmer på sedlen og opdagede, at det var en indbydelse til at deltage i gratis klasser i engelsk konversation. På løbesedlen stod der et navn: »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.« Jeg havde aldrig hørt om sådan en kirke, men jeg var begejstret; jeg havde jo løst engelskklubbens problem!
Den dag, den næste klasse blev afholdt, deltog 30 klubmedlemmer sammen med mig. Missionærerne underviste klassen, og vi syntes alle godt om det. Lige fra den første dag fornemmede jeg, at der var noget anderledes ved missionærerne. Deres varme, kærlighed, positive indstilling og munterhed gjorde et dybt indtryk på mig. Der syntes at stråle et lys omkring dem – jeg havde aldrig før mødt nogen som dem.
Flere uger senere begyndte jeg at udspørge missionærerne om deres kirke, og de opfordrede mig til at lære mere om den. Det tog jeg imod, og så begyndte de at undervise mig. På det tidspunkt hverken forstod eller værdsatte jeg betydningen af det, som jeg lærte, men jeg fornemmede Ånden, og jeg forstod, at de principper, som missionærerne lærte mig, var gode. Da de opfordrede mig til at blive døbt, sagde jeg ja.
Men inden jeg kunne blive medlem af Kirken, skulle jeg have mine forældres tilladelse. Til at begynde med var de meget imod det – de kristne lærdomme var meget fremmede for dem. Men jeg var ikke rede til at give op endnu. Jeg bad missionærerne om at komme hjem til os og fortælle mine forældre om Kirken, om hvad de havde undervist mig i, og om hvad der ville blive forventet af mig. Ånden blødgjorde mine forældres hjerte, og denne gang gav de tilladelse til, at jeg kunne blive døbt.
På afveje
Da jeg var blevet døbt og bekræftet, kom jeg i den lille Matsumoto Gren, som havde 12-15 aktive medlemmer. Jeg fik nye venner, og det var sjovt at komme der hver uge. Omkring et år senere var jeg færdig med gymnasiet og flyttede til Yokohama for at gå på universitetet. Den nærmeste gren var Tokyo Centralgren, som havde over 150 aktive medlemmer. Da jeg kom i den nye gren, følte jeg mig som en bondedreng i storbyen. Jeg havde svært ved at finde venner. En søndag blev jeg hjemme fra kirke. Og snart holdt jeg helt op med at komme. Jeg begyndte at få venner blandt mine studiekammerater, som ikke var medlemmer, og Kirken gled længere og længere ud af min bevidsthed.
Dette fortsatte i flere måneder. Så en dag modtog jeg et brev fra en søster i Matsumoto Gren. »Jeg hører, at du er holdt op med at komme i kirke«, skrev hun. Jeg blev overrasket. Der var åbenbart nogen i den nye gren, som havde fortalt hende, at jeg ikke kom i kirke mere! Denne søster fortsatte sit brev med et citat fra Lære og Pagter 121:34: »Se, mange er kaldet, men få er udvalgt.« Så skrev hun: »Koichi, du er blevet døbt som medlem af Kirken. Du er blevet kaldet, men du er ikke længere blandt de udvalgte.«
Da jeg læste de ord, fyldtes jeg af anger. Jeg vidste, at jeg måtte ændre på tingene. Jeg indså, at jeg ikke havde noget stærkt vidnesbyrd. Jeg var ikke sikker på, om Gud levede, og jeg vidste ikke, om Jesus Kristus var min Frelser. I flere dage var jeg grebet af bekymring på grund af budskabet i brevet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så en morgen huskede jeg noget, som missionærerne havde fortalt mig. De havde bedt mig om at læse Moroni 10:3 og lovet, at jeg selv kunne få sandheden at vide. Jeg besluttede, at jeg måtte bede. Hvis jeg ikke følte noget, kunne jeg glemme alt om Kirken og budene, og så ville jeg aldrig gå i kirke igen. Men hvis jeg fik et svar, som Moroni lovede, måtte jeg omvende mig, tage imod evangeliet af hele mit hjerte, vende tilbage til Kirken og gøre alt, hvad jeg kunne for at efterleve budene.
Da jeg knælede den morgen, tryglede jeg min himmelske Fader om at give mig et svar. »Hvis du lever – hvis du virkelig er der,« bad jeg, »så lad mig det vide.« Jeg bad om at få at vide, om Jesus Kristus var min Frelser, og om Kirken var sand. Da jeg var færdig, følte jeg pludselig noget. Jeg blev omsluttet af en varm følelse, og mit hjerte fyldtes med glæde. Jeg forstod sandheden: Gud lever virkelig og Jesus er min Frelser. Herrens kirke var virkelig blevet genoprettet af profeten Joseph Smith, og Mormons Bog er Guds ord.
Jeg behøver vist ikke at sige, at jeg samme dag bad om tilgivelse og besluttede at efterleve budene. Jeg vendte tilbage til Kirken og lovede Herren, at jeg ville gøre hvad som helst for at forblive trofast.
Kort tid efter planlagde Kirken at opføre en kirkebygning i Yokohama. Dengang forventedes det, at grenens medlemmer bidrog med penge og ydede en arbejdsindsats i forbindelse med byggeriet. Da missionspræsidenten opfordrede grenens medlemmer til at bidrage med alt, hvad de kunne, kom jeg i tanker om mit løfte om at gøre alt, hvad Herren måtte bede mig om. Så hver eneste dag i næsten et år arbejdede jeg på byggeriet efter mine forelæsninger på universitetet.
Indfri fire mål
Omkring dette tidspunkt besøgte ældste Spencer W. Kimball (1895-1985), som da var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, Japan og opfordrede Kirkens unge til at indfri fire mål: (1) at få så meget uddannelse, som muligt, (2) at udføre en fuldtidsmission, (3) at gifte sig i templet og (4) at opnå færdigheder, så man kunne forsørge en familie. Indtil da havde jeg end ikke overvejet at opnå de fire mål. Men senere knælede jeg og bad: »Himmelske Fader, jeg vil gerne nå de fire mål. Vil du ikke nok hjælpe mig.«
Jeg vidste, at jeg, for at holde mig på de udvalgtes sti, måtte følge Herrens tjeneres vejledning. Jeg forpligtede mig til at gøre alt, hvad jeg kunne for at følge ældste Kimballs råd og arbejde hårdt for at opbygge Kirken.
I de næste år arbejdede jeg fortsat på mine fire mål. Jeg tjente som bygningsmissionær i to år og var med til at opføre to kirkebygninger i mit fædreland. Så blev jeg kaldet på fuldtidsmission. Kort tid efter at jeg var vendt hjem, giftede jeg mig i templet med den kvinde fra Matsumoto Gren, som havde skrevet det brev til mig. Senere fik jeg mit drømmejob i et udenlandsk handelsfirma. Da jeg fulgte Herrens ord og hans profeters vejledning, følte jeg igen, at jeg var på de udvalgtes sti. Og jeg stræber efter at forblive på den sti den dag i dag.
At høre hans røst
Mine unge brødre og søstre, Frelseren kalder hele tiden på os og beder os følge ham. Herren har sagt: »Mine får hører min røst … og de følger mig« (Joh 10:27). I har hørt Herrens røst; I har fulgt ham ved at blive døbt i hans kirke. I er faktisk blevet kaldet. Men at være udvalgt er noget helt andet.
Beslut nu at gøre alt, hvad der kræves for at forblive trofast. Beslut at holde ud til enden ved at efterleve alle Guds befalinger. Sæt jer retfærdige og værdige mål. Få en uddannelse, udfør en mission, gift jer i templet og sørg for jeres familie, både åndeligt og timeligt. Hvis I endnu ikke har opnået et vidnesbyrd, så knæl ned og bed jeres himmelske Fader om at hjælpe jer med at opnå en kundskab om sandheden. Og når så svaret kommer, må I helhjertet forpligte jer til at tjene Herren. Gør alt, hvad der skal til for at vandre på de udvalgtes sti.
Illustrationer: Scott Greer