Til vi ses
Tryg i min menighedsfamilie
Da jeg begyndte at gå i kirke alene som 12-årig, opdagede jeg, at min himmelske Fader havde velsignet mig med et sikkerhedsnet.
Et af mine dejligste barndomsminder er lyden af min mors høje hæle mod trægulvet i køkkenet, mens hun gjorde familien klar til kirke. Hun var stærkt engageret i menigheden og tjente i mange år som hjælpeforeningspræsident. Jeg havde aldrig drømt om, at det ville ændre sig.
Da jeg var omkring 12 år, og hun og jeg boede alene, forlod hun Kirken af årsager, som jeg ikke forstod. Skønt min mor – mit forbillede – havde besluttet at følge en anden vej, vidste jeg, at evangeliet var sandt, og jeg blev ved med at komme i Kirken. Selv om min mor ikke var enig med mig i min beslutning, kørte hun mig til og fra kirke hver uge.
Det var ofte følelsesmæssigt hårdt at komme i kirke, især til nadvermøderne, hvor jeg fra min ensomme plads omme bagved kunne se alle de mødre, fædre og børn, der sad sammen. Mange gange sad jeg sammen med en vens familie. Jeg vil altid være taknemlig for min »mormonfamilie« og andre i min menighed, som gjorde sig umage for at tage sig af mig i denne svære tid.
Mine hjemmelærere var for eksempel trofaste, selv om det kun var mig, de kom for at besøge, og jeg boede længere væk, end de fleste andre medlemmer af menigheden. Jeg så frem til muligheden for at tale om evangeliet og fornemme præstedømmets styrke og Ånden i mit hjem.
Mange af menighedens medlemmer var mennesker, jeg havde kendt hele mit liv. Med deres velkendte ansigter, imødekommende smil og venlige samtaler blev de mine menighedsmødre, -fædre og -søskende. Fornemmelsen af at høre til og deres kærlighed lindrede den smerte, jeg følte ved at komme i kirke uden min familie.
Jeg ved, at jeg ikke er alene om at være i den situation. Mange unge kommer i kirke uden den ene eller begge forældre. Men gennem eksempel, venskab og kaldelser kan vi alle række ud til disse sønner og døtre af vor himmelske Fader og sørge for, at de føler sig velkomne. Vi kan undervise dem i evangeliets principper og opmuntre dem til at være en aktiv del af møderne og aktiviteterne.
»Vor himmelske Fader har planlagt, at vi skulle fødes ind i familier – den mest grundlæggende, hellige og stærke gruppe på jorden,« sagde Virginia H. Pearce, tidligere rådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab. »Og det er i familien, at vi modtager noget af den vigtigste undervisning, som vi overhovedet får. Udover den familiegruppe har Herren også sørget for en menighedsfamilie … Menigheder skal ikke erstatte familieenheden, men støtte familien og dens retskafne undervisning. En menighed er endnu et sted, hvor der er hengivenhed og energi nok til at skabe en slags ›sikkerhedsnetsfamilie‹ for enhver af os, når vores egen familie ikke kan give os al den undervisning og de udviklende erfaringer, som vi har brug for, hvis vi skal vende tilbage til vor himmelske Fader. Vi har brug for at øge vores påskønnelse af menighedsfamiliens kraft og forny vores forpligtelse til at yde en positiv indsats i det fællesskab af hellige.«1
Hvor er jeg dog taknemlig for dem, der blev mit sikkerhedsnet og indgød mig et ønske om at være det samme for andre.
Fotoillustration: Robert Casey