Adskilt af en oversvømmelse, forenet i bøn
Indespærret i deres værelser, barrikaderet med møbler, og klyngende sig til grene på træerne gjorde medlemmer af familien Torres det eneste, der kunne redde dem.
Den 25. september 2005 begyndte som en rolig og fredfyldt søndag for Victor Manuel Torres Quiros, hans hustru, Yamileh Monge Ureña, og deres familie. De var vendt hjem fra kirke og hvilede sig nu, mens de nød den stille, regnfyldte eftermiddag i deres hjem i bjergene i Costa Rica.
Det havde regnet det meste af weekenden, hvilket ikke var usædvanligt for området eller årstiden. Omkring kl. 17 bemærkede bror Torres, at floden, som løb i nærheden af deres grund, var steget mere end normalt og nærmede sig deres hus. Han advarede roligt sin familie, og som en sikkerhedsforanstaltning anbragte han og hans 11-årige søn, Erick, tæpper foran dørene, så vandet ikke skulle sive ind.
Kort efter gik floden så meget over sine bredder, at vandet stod i halvanden meters højde omkring huset. I løbet af få sekunder bragede vandet ind gennem vinduerne. (Familien fandt senere ud af, at et jordskred havde forårsaget oversvømmelsen). Bror Torres råbte til sin familie, at de skulle løbe om i baghaven, hvor der var træer og højereliggende områder. Hans tre teenagedøtre, Sofia, Korina og Monica, forlod straks huset.
Men søster Torres kunne ikke komme ud. Så hun løb sammen med Elizabeth, et barn, som familien passede den weekend, ind i et af soveværelserne. De kravlede hurtigt op på sengen, som helt utroligt begyndte at flyde. Ingen af dem vidste, hvor de andre var, eller om de var i sikkerhed. Lille Elizabeth sagde til søster Torres: »Græd ikke. Husk på, at Gud elsker os.« Så begyndte de at bede.
Bror Torres var fulgt efter sine døtre udenfor, da han opdagede, at han ikke vidste, hvor Erick var. Han kæmpede sig gennem strømmen tilbage til huset. Han fandt Erick stående oven på en dynge murbrokker – en sammenstyrtet mur, nogle møbler, skrammel og flere grene, som vandet havde presset op mod den lukkede dør. Sammen bevægede de sig ud i køkkenet, hvor bror Torres fik Erick i sikkerhed på et højt sted. Bror Torres opdagede så, at vandmasserne havde viklet en nylonline omkring hans ben, så han havde svært ved at bevæge sig. Det lykkedes ham alligevel at skubbe køleskabet og nogle andre møbler væk, så de ikke længere spærrede for døren og hindrede ham og hans søn i at slippe ud.
Fra køkkenet kunne Erick og bror Torres se pigerne ude i baghaven, men de vidste ikke, hvordan søster Torres og Elizabeth havde det. Bror Torres foreslog, at de sammen bad vor himmelske Fader om hjælp.
Samtidig bad pigerne også udenfor og oppe i guavatræet. Sofia, Korina og Monica kunne se, at vandet strømmede gennem deres hjem. Det syntes umuligt, at nogen, der befandt sig derinde, stadig kunne være i live. Pigerne, der var bekymrede for deres familie, frøs og var bange, sang salmer og bad sammen.
»Vi bad vor himmelske Fader om at sørge for, at vandstanden faldt,« siger Sofia. »Vi vidste, at vi skulle udvise tro; hvis vi ikke gjorde det, kunne der ikke ske noget mirakel. Det lykkeligste øjeblik var, da vi åbnede øjnene og så, at vandstanden var faldet.«
Og det blev den ved med. I løbet af kort tid kom deres far ud og spurgte, om de havde det godt. Nu var det blevet mørkt, så han gik ind i huset igen og fandt et stearinlys, og ved hjælp af benzin fremstillede han en fakkel, så naboerne kunne se, at familien faktisk stadig var i huset.
En nabo fik øje på faklen og kom dem til undsætning. Han hjalp pigerne ned fra træerne, og med bror Torres hjælp fik de flyttet de genstande, som blokerede døren ind til soveværelset, hvor søster Torres og Elizabeth var. Den nat overnattede familien hos en slægtning.
Fordi det var mørkt, da de drog af sted, vidste familien Torres ikke, hvor omfattende skaderne på deres hjem var. Mandag morgen vendte de tilbage og opdagede, at de havde mistet alt.
Ikke desto mindre beklagede de sig ikke. »Vi vidste, at Herren giver, og Herren tager,« siger bror Torres (se Job 1:21). Selv om deres hjem og ejendele var ødelagt, sagde søster Torres, at de »bare følte sig taknemlige, fordi vi så himlens vinduer åbne for os«, både ved at deres liv var blevet skånet og i de velsignelser, som fulgte efter.
Mange af de velsignelser kom i form af gavmildhed fra Kirkens medlemmer i hele Costa Rica. Om torsdagen modtag familien senge og andre møbler, fødevarer, tøj og andre nødvendigheder fra medlemmer i adskillige stave i San José-området. Fire dage senere havde familien fundet et andet sted at bo.
»Vi erfarede, at Gud viser sin kærlighed til os gennem andre mennesker,« siger søster Torres. »Der var så mange mennesker, så mange brødre og søstre, som hjalp os på det tidspunkt. Vi følte os virkelig elsket. Vi havde ingen grund til at sige: ›Hvorfor lige os?‹«
»Det var et mirakel, at vi alle overlevede,« siger bror Torres. »Vores families tro er uden tvivl vokset. Jeg ved uden tvivl, at Gud lever og elsker os.«
Søster Torres tilføjer: »Vi har længe haft et valgsprog i familien: ›Gud ses i livets detaljer.‹ Og efter vores oplevelse ved vi, at det er sandt. Vor himmelske Fader kender os. Han besvarer vore bønner.«
Illustrationer: Bjørn Thorkelson