De ord
»I må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn« (3 Mos 19:12).
Shelby brød sig ikke om at høre bandeord, især ikke når hendes skolekammerater misbrugte Herrens navn.
»Vær sød ikke at bruge de ord, når jeg er her,« sagde hun til sine venner.
Men nogle gange glemte de det, og så måtte hun minde dem om det.
En dag så Shelbys veninde Beth på hende med himmelvendte øjne og sagde: »Åh ja, jeg glemte det. Ingen bruger de ord, når Shelby er her. Hun vil gøre os alle sammen lige så god som hun selv er.«
De andre piger lo.
Shelby blev flov. Hun havde det skidt med altid at bede sine venner om ikke at bande, når hun var der – især når de tilsyneladende ikke syntes, at de ord var slemme.
Da Shelby kom hjem fra skole, kastede hun sig på sengen. Kort tid efter kom hendes mor ind, og Shelby fortalte hende, hvad der var sket.
»Det skal du ikke tage så tungt,« sagde hendes mor. »Bliv du bare ved med at gøre det rigtige, så vil dine venner med tiden holde op med at bruge de ord.«
»Hvorfor betyder det noget, om mine venner siger de ord?« spurgte Shelby. »Det er jo ikke mig, der bander.«
»Profeten har lært os, at vi skal holde os værdige til at kunne modtage Ånden. Grimme ord krænker Ånden,« sagde mor.
Shelby kom i tanker om de gange, hvor hun havde fornemmet Ånden: Ved familieaften, når hun bar vidnesbyrd, og når hun fik en velsignelse af sin far. Shelby kunne godt lide at fornemme Ånden, og hun havde ikke lyst til at sige noget, der kunne krænke den varme, fredfyldte trøst.
Hun besluttede sig fortsat at være et eksempel for sine venner og hjælpe dem med at forstå, at hun ikke brød sig om at høre de ord.
Den næste dag i skolen hørte hun de ord igen.
»Vær sød ikke at bande, når jeg er her,« sagde Shelby til Becca.
Becca gloede på Shelby og ignorerede hende så. Shelby var glad for, at hun havde sagt noget, men hun var ked af, at det havde såret hendes ven.
I frikvarteret hørte Shelby igen de ord. Denne gang var det Beth.
»Vær sød ikke at bande, når jeg er her,« sagde Shelby.
»Undskyld,« sagde Beth med himmelvendte øjne.
Shelby følte sig dum igen.
Da de spillede softball efter skoletid, ramte Shelby bolden. Den hoppede hen mod første base og nåede frem før Shelby. Shelby hørte Bonnie, den nye pige på holdet, misbruge Herrens navn.
Shelby tøvede. Hun var træt af at bede folk om ikke at sige den slags ord, når hun var der. Hun ville ikke have, at de andre piger skulle drille hende.
»Vær sød ikke at sige de ord, når hun er her.«
Shelby så sig omkring for at se, hvem der havde sagt det.
Beth fortalte Bonnie, at Shelby var sidste dages hellig, og at hun ikke brugte den slags ord og ikke havde det godt med, at andre gjorde det.
Bonnie vendte sig og så på Shelby: »Undskyld, Shelby. Det vidste jeg ikke.«
Beth smilede til Shelby. »Vi er vist alle sammen ved at blive mere som dig,« sagde Beth.
Shelby smilede. Hun var glad for, at hun havde valgt at være et godt eksempel for sine venner og følge profetens råd om at have Ånden hos sig.
Illustration: Ben Simonsen