Tjeneste i Kirken
Min tjeneste som enligt medlem
Da jeg modtog en ny kaldelse, blev jeg lamslået. »Kan jeg klare det?« spurgte jeg mig selv.
For små syv år siden, da jeg var 29, flyttede jeg til Utah fra Oregon i USA. Efter at have overvejet mulighederne valgte jeg at komme i min lokale familiemenighed, fordi jeg mente, at jeg trængte til en afveksling fra de menigheder for unge voksne, som jeg var kommet i.
Mine forældre har opdraget mig til altid at sige ja til kirkekaldelser, så jeg traf en aftale med biskoppen for at sige, at jeg var parat til at yde en indsats. Der gik ikke lang tid, før jeg underviste de femårige i Primary, hvilket jeg holdt meget af. Fem måneder senere kaldte biskoppen mig til primarypræsident. Jeg var lamslået. »Kan jeg klare det?« spurgte jeg mig selv.
Da jeg jo var enlig og barnløs, funderede jeg over, om jeg var kvalificeret til at tjene i den kaldelse. Det havde været min erfaring fra tidligere familiemenigheder, at primarypræsidenterne var lykkeligt gifte, erfarne og hengivne mødre. Men jeg huskede, hvad mine forældre havde lært mig, så jeg tog imod den nye kaldelse. Biskoppen havde virkelig taget formaningen om, at biskopper skal »finde meningsfulde kaldelser til alle unge voksne« til sig.1 Kaldelsen var nok lidt mere meningsfuld, end jeg havde ventet, men jeg var taknemlig for den.
Da jeg tjente i min nye kaldelse, havde jeg mange søde, sjove og inspirerende stunder med børnene. Et år opførte vi et krybbespil til fællestid op mod jul. Vi sang sange. Vi skaffede kapper og håndklæder til turbaner til hyrderne og til Josef. Vi havde glimmerkranse til englenes hoveder. Vi fremstillede sølvpapirsbeklædte kartonkroner til de vise mænd.
Mens vi fremførte juleberetningen og sang højtidens hellige salmer, lagde jeg mærke til den lille pige, som spillede Maria. Hendes eksempel på ærbødighed og mildhed, mens hun knælede og ømt holdt den dukke, der gjorde det ud for Jesusbarnet, rørte mig dybt. Den Ånd, som var til stede i det øjeblik, gjorde mig taknemlig for en kærlig himmelske Fader, fordi han havde sendt vor Frelser og havde styrket mit vidnesbyrd om hans vigtige og kærlige mission. Det gjorde mig også taknemlig for den storslåede velsignelse, jeg havde modtaget, da jeg blev kaldet til at tjene, og for en inspireret biskop, som havde gjort den tjeneste mulig.
I Lære og Pagter kan vi læse: »Hvis I nærer ønske om at tjene Gud, er I derfor kaldet til arbejdet« (L&P 4:3). Skønt dette vers normalt forbindes med missionering, foretrækker jeg at tro, at det kan gælde for enhver form for evangelisk tjeneste.
Uanset ægteskabelig eller social status er enhver af os først og fremmest barn af en kærlig himmelsk Fader, som ønsker, at vi skal udvikle os, styrke vore talenter, tjene hinanden og hjælpe hinanden med at vende hjem til ham.
Den accept og kærlighed, som jeg fornemmede i den menighed, var øjeblikkelig, og den lever i mit hjerte den dag i dag. Mit ønske om at tjene blev anerkendt og anvendt, mange mennesker tog imod mig og bød mig velkommen, og min himmelske Fader velsignede mig virkelig. Takket være venlige og opmærksomme ledere er jeg blevet velsignet med at undervise og lære af nogle af hans mest vidunderlige børn.
Illustration: Roger Motzkus