Budskab fra Det Første Præsidentskab
Vælg at være taknemlig
Vor himmelske Fader befaler os at være taknemlige i alt (se 1 Thess 5:18), og han forlanger, at vi takker for de velsignelser, som vi modtager (se L&P 46:32). Vi ved, at alle hans befalinger er givet i den hensigt at gøre os glade, og vi ved også, at det fører til elendighed at overtræde befalingerne.
Så for at være glade og undgå elendighed, skal vi have et taknemligt hjerte. Vi har i vores egen tilværelse set forbindelsen mellem taknemlighed og glæde. Vi vil alle gerne være taknemlige, men det er ikke let konstant at være taknemlig i alle livets trængsler. Sygdom, skuffelser og tab af dem, vi holder af, rammer os til tider. Vore sorger kan gøre det vanskeligt at få øje på vore velsignelser og værdsætte de velsignelser, som Gud har i vente til os.
Det er en udfordring at tælle vore velsignelser, for vi har en tendens til at tage det gode for givet. Når vi mister taget over vores hoved, mad at spise eller venners og families varme omsorg, indser vi, hvor taknemlige vi burde have været, mens vi havde dem.
Og ofte er det sværest for os at være tilstrækkeligt taknemlige for de største gaver, som vi modtager: Jesu Kristi fødsel, hans forsoning, løftet om opstandelse, muligheden for at nyde evigt liv med vores familie, evangeliets gengivelse med præstedømmet og dets nøgler. Kun med Helligåndens hjælp kan vi begynde at fornemme, hvad de velsignelser betyder for os og dem, vi holder af. Og først da kan vi håbe på at være taknemlige i alt og undgå at krænke Gud med vores utaknemlighed.
Vi må bede Gud om ved Helligåndens kraft at lade os se vore velsignelser klart, selv når vi står midt i livets trængsler. Han kan, ved Åndens kraft, hjælpe os til at erkende og føle taknemlighed for de velsignelser, som vi tager for givet. Det, der har hjulpet mig mest, har været at adspørge Gud i bøn: »Vil du ikke nok lede mig til en, som jeg kan hjælpe for dig?« Det er, når jeg har hjulpet Gud med at velsigne andre, at jeg har set mine egne velsignelser tydeligst.
Min bøn blev engang besvaret ved, at et ægtepar, som jeg ikke kendte, bad mig om at tage med dem på hospitalet. Der så jeg et spædbarn, der var så lille, at hun kunne ligge i min hånd. I løbet af sit kun få uger lange liv havde hun været igennem flere operationer. Lægerne havde fortalt forældrene, at der skulle flere vanskelige operationer til, for at hjerte og lunger kunne holde det lille Guds barn i live.
På forældrenes anmodning gav jeg det lille spædbarn en velsignelse. Velsignelsen omfattede løftet om, at hendes liv måtte blive forlænget. Udover at give en velsignelse modtog jeg selv velsignelsen ved et taknemligt hjerte.
Med vor himmelske Faders hjælp kan vi alle vælge at være mere taknemlige. Vi kan bede ham om at hjælpe os med at se vore velsignelser tydeligere, uanset hvilke omstændigheder vi befinder os i. Den dag værdsatte jeg mere end nogensinde det mirakel, at mit eget hjerte og mine egne lunger fungerer. På vej hjem takkede jeg for de velsignelser, som mine børn havde modtaget, og som jeg nu tydeligere kunne se var velvillige mirakler fra Gud og fra gode mennesker omkring dem.
Mest af alt var jeg taknemlig for tegnene på, at forsoningen fungerede for disse bekymrede forældre og for mig. Jeg havde set håb og Kristi rene kærlighed stråle i deres øjne, selv midt i deres frygtelige prøvelse. Og jeg fornemmede den vished, som man kan føle, hvis man beder Gud om at åbenbare for en, at forsoningen kan gøre det muligt at føle håb og kærlighed.
Vi kan alle træffe det valg at sige tak i vore bønner og bede Gud om vejledning til at tjene andre for ham – især på denne årstid, hvor vi fejrer Frelserens fødsel. Gud Faderen gav os sin Søn, og Jesus Kristus gav os forsoningen, den største af alle gaver og al gavmildhed (se L&P 14:7).
Når vi udtrykker tak i vore bønner, kan vi se storheden af disse velsignelser og alle vore øvrige velsignelser og derved opnå et mere taknemligt hjerte.
Stille nat, af Liz Lemon Swindle, må ikke kopieres