De skulle ændre sig
Da jeg blev døbt, forkastede min familie Kirken. Nu måtte jeg finde ud af, hvordan jeg skulle reagere, når deres levevis var i modstrid med evangeliske principper.
Da jeg blev døbt, var jeg den eneste i min familie, som antog evangeliet. Jeg var 19 år gammel, og jeg glædede mig over min dåb. Jeg blev budt velkommen af brødre og søstre i Panuco 1. Gren i Veracruz i Mexico. Derudover begyndte jeg at berede mig på at udføre en fuldtidsmission, så snart jeg havde været medlem af Kirken i et år. Det var vidunderligt at kende den sande kirke, og jeg ville gerne fortælle andre om evangeliet.
Min far, min stedmor (min mor døde, da jeg var 12 år) og mine tre brødre afviste Kirken, da jeg blev døbt. Desværre reagerede jeg ikke klogt på det. Jeg viste dem ikke respekt. Jeg viste ikke hensyn til min far og hans holdninger. Da jeg fortalte ham, at jeg ville udføre en mission, blev han ikke glad, eftersom jeg så ville holde op med at arbejde og rejse langt bort. Det generede mig, hver gang min families levevis kom i karambolage med mine principper, såsom når de så fjernsyn eller lyttede til musik, som jeg syntes var upassende for søndagen, eller når min far bød mig på frokost fastesøndag.
Jeg retfærdiggjorde min negative indstilling til min familie ved at fortælle mig selv, at jeg ikke gjorde noget forkert – som medlem af Kirken skulle jeg efterleve evangeliets principper, selv når min familie generede mig. Jeg fortalte mig selv, at det var dem, der skulle ændre sig. På grund af denne indstilling havde jeg ikke et godt forhold til min far. Det blev værre på grund af min holdning og min stolthed. Jeg fortsatte ad den kurs – uden at bekymre mig om hans åndelige velbefindende.
En dag, da jeg studerede til min institutklasse, nåede jeg til 1 Ne 16, hvor Nefi brækker sin stålbue, så de får svært ved at jage føde. Alle begyndte at beklage sig – Laman og Lemuel, som de havde for vane, tillige med deres far, profeten Lehi. Nefi tog og lavede en bue og pil ud af træ og spurgte sin far, hvor han skulle gå hen og jage. Hans far bad om vejledning og blev revset af Herren, fordi han havde knurret. Lehi reagerede positivt og påtog sig atter rollen som familiens overhoved og Herrens profet. Nefi fordømte ikke sin far for hans svaghed, ej heller mente han, at han ikke burde være profet mere, end ikke selv om Nefi havde talt med Herren og modtaget syner.
Da jeg læste og forstod den beretning, kom jeg straks til at tænke på, hvor dårligt jeg havde opført mig over for min familie. Jeg skammede mig over min indstilling – min følelse af at være bedre end de var – og havde det især dårligt med, at jeg ikke havde vist min far respekt. Jeg var ked af, at jeg ikke havde fundet det vigtigt at forkynde evangeliet for dem.
Jeg havde ikke set min familie som dem, de kunne blive. Jeg havde kun fokuseret på deres svagheder. Fra den dag af begyndte min indstilling og min adfærd at ændre sig. Jeg stræbte efter at vise respekt for min fars meninger, selv om jeg mange gange var uenig med ham. Hvis han bød mig på frokost, når jeg fastede, sagde jeg, at jeg var ked af, at jeg ikke kunne spise med ham lige der. Jeg følte mig ikke længere generet af de fjernsynsprogrammer eller den musik, som de så eller lyttede til om søndagen, for jeg huskede, at de endnu ikke havde indgået pagter med vor himmelske Fader, sådan som jeg havde.
En morgen, mens jeg hjalp min far med at tilberede morgenmad, fortalte jeg ham, hvor højt jeg elskede ham, og hvor ked af det jeg var over min ubehøvlede opførsel. Jeg fortalte ham, at jeg var stolt af, at han var min far, og at jeg ønskede et fredeligt forhold til ham.
Så begyndte alt at ændre sig. Skænderierne blev færre og forsvandt til sidst. Skønt jeg ventede, at det ville tage lang tid, før min familie blev medlemmer af Kirken, ændredes deres syn på Kirken. Ingen af disse forandringer ville have fundet sted, hvis jeg ikke havde ændret mig først.
Da jeg havde været medlem af Kirken i et år, begyndte jeg på en fuldtidsmission i Tijuana-missionen i Mexico. Tre måneder før jeg vendte hjem, modtog jeg et brev, hvori der stod, at min familie havde antaget evangeliet og skulle døbes. Da jeg vendte hjem, var de allerede medlemmer af Kirken.
I mine 15 år som medlem af Kirken er en af mine største lektier kommet som resultat af mit studium af Mormons Bog og gennem de Guds børn, som var tættest på mig: Min familie.
Illustration: Dan Burr