2011
Herren udøste velsignelser
December 2011


Sådan ved jeg det

Herren udøste velsignelser

Jeg funderede: »Hvem er Gud? Er det Buddha, Jesus Kristus eller en helt anden gud?«

Jeg er født i Cambodja, hvor de fleste er buddhister. Efter at Khmer Rouge-styret havde slået så mange mennesker ihjel, var der en del af de overlevende, der ikke kunne forstå, hvordan Gud, hvis han eksisterede, kunne have ladet det ske for vores folk. Da jeg var 14 år, begyndte jeg at tænke det samme.

Da styret var faldet, begyndte flere religioner at få fodfæste i Cambodja. Jeg var forvirret, fordi kirkerne forkyndte så mange forskellige ting. Min familie forblev buddhister, men jeg ville have svar på min sjæls inderlige spørgsmål: Hvor kom vi fra, hvorfor er vi her, og hvor skal vi hen efter dette liv?

En dag da jeg kom hjem fra skole, fortalte min tante mig, at to unge mænd i hvide skjorter og slips var kommet hjem til hende for at tale om Jesus Kristus. Hun var blevet overrasket over, at de talte så godt cambodjansk. Jeg ville høre mere om Kristus. Jeg ville vide, hvem der havde skabt os. Jeg funderede: »Hvem er Gud? Er det Buddha, Jesus Kristus eller en helt anden gud?«

Min tante og jeg tog imod missionærerne. Under det første møde fornemmede vi Ånden, der fortalte os, at det, de sagde, var sandt. De gav os et eksemplar af Mormons Bog og lovede, at hvis vi ville læse den, overveje den og bede til Gud i oprigtig hensigt og med tro på ham, så ville han bekræfte sandheden for os. Det lød meget fornuftigt. Jeg tog imod evangeliet sammen med min tante og hendes børn. Omkring en måned senere blev vi alle døbt og bekræftet.

Jeg deltog i seminar i fire år og institut i et år og virkede som seminarlærer. Da jeg blev 19, følte jeg, at jeg skulle tage på mission. Jeg talte med mine forældre, og de sagde, at det måske var en god idé, så jeg indsendte min ansøgning. En måned senere modtog jeg kaldelsen til at tjene i Sacramento-missionen i Californien, som var både engelsk og cambodjansk-sproget.

Gud har givet mig mange velsignelser, fordi jeg tog imod kaldelsen. Min lillebror traf ikke de bedste beslutninger her i livet. Jeg fastede og bad for ham, og der skete et mirakel, inden jeg rejste på mission. Jeg døbte ham, og han er nu aktiv i Kirken og deltager i seminar. Min familie modtog mange andre velsignelser, og Herren har udøst velsignelser over mig under min mission.

Jesus er Kristus. Han lever. Han elsker os og kender os hver især ved navn. Han kender vores udfordringer og hindringer, og jeg ved, at han velsigner os, når vi stræber efter at holde hans befalinger.

Foto udlånt af Kim Koung