Som Kristus trøster os
Angela Fallentine, New Zealand
Det var vores første jul på New Zealands nordø – et smukt og fascinerende land. Men trods solskin og kirkemedlemmers venlighed følte jeg en smertende hjemve efter mine forældre og søskende. Vi var flyttet fra USA tidligere på året, og jeg havde hjemve.
I vores nye område blev min mand og jeg venner med familien Wilson, en ung irsk familie fra et andet kristent trossamfund, som også for nylig var ankommet til New Zealand. Noleen Wilson var min kollega, og vi blev snart rigtig gode venner og talte om vores oplevelse som indvandrere og om vores kærlighed til vores nye hjem. Efterhånden som vores venskab udviklede sig, blev jeg opmærksom på, at deres familie også kæmpede med ensomhed og en følelse af at være overvældet af situationen. De havde tre små børn og et fjerde på vej.
En aften, hvor jeg følte mig særlig ensom og havde ondt af mig selv, fik jeg den tilskyndelse, at den bedste måde at overvinde min ensomhed på var ved at tjene andre – især familien Wilson. Min mand og jeg besluttede, at vi den aften ville begynde at fejre de tolv juledage sammen med familien Wilson ved anonymt at efterlade små budskaber og gaver uden for deres dør. Hver aften erstattedes min ensomhed med begejstring og forventningens glæde, når vi sneg os hen til deres hjem, hvor vi lagde vores budskab og gave, bankede på døren og spænede af sted med store smil på læberne.
Hver dag fortalte Noleen mig om de mystiske »julenisser«, som havde besøgt dem aftenen før. Hun fortalte, hvordan deres børn spændt afventede deres gæsters ankomst, og det gjorde deres families jul munter. Ved flere lejligheder hjalp menighedens unge os med vores julesjov.
Den sidste aften, juleaften, havde familien Wilson efterladt et brev og nogle kager uden for døren. I brevet bad de om at få lov at møde nisserne. Da vi ankom sammen med de unge for at synge julesange som vores sidste gave, var børnene ellevilde, og vore venner omfavnede os med taknemlighedstårer i øjnene. Ensomheden i mit hjerte blev erstattet med kærlighed og glæde, og venskabsbåndene mellem vore familier blev styrket.
Senere modtog vi en e-mail fra en mand i familien Wilsons kirke, som fortalte, at han havde været så rørt over det, vi havde gjort for familien, at han havde forhørt sig om vores kirke og den tjeneste, vi yder for andre. Deres menighed havde aldrig hørt om de 12 juledage, og nu forbandt de denne tradition med sidste dages hellige.
Jeg glemmer aldrig den første jul på New Zealand, hvor jeg uventet lærte en måde at glemme mig selv på, at handle og »trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:9) – ligesom Jesus trøster os i vores nød og ensomhed.