Lindas sidste jul

J. Audrey Hammer, Utah i USA

Under mit første studieår på Brigham Young University meldte biskoprådet vores menighed til et Vikar-for-julemanden-projekt, hvor vi skulle skaffe julegaver til nødlidende familier.

Men vores menigheds navn blev ved med at forsvinde fra listen over frivillige. Da julen nærmede sig, havde vi ikke nogen familie at hjælpe. Så fortalte en af biskoppens rådgivere os om en familie, som muligvis havde brug for vores bistand. Da vi hørte om den familie, følte vi os alle sikre på, at vi skulle koncentrere os om dem.

Linda (navnet er ændret), som havde flere sønner i alderen fra 9 til 15, havde kæmpet en opslidende kamp mod brystkræft. På grund af presset i forbindelse med sygdommen forlod hendes mand hende. Hun var netop flyttet hertil fra en anden stat for at arbejde i Provo i Utah, men fik alligevel ikke jobbet, og nu havde hun ikke nogen indtægt.

Da vi traf Linda, syntes vi straks om hende. Vi blev velsignet med at se hende, som Frelseren så hende – som en stor og ædel ånd, som havde overvundet mange svære udfordringer. Hun blev aldrig et projekt for os, men derimod en evig ven. Hvert medlem af menigheden bidrog med noget, som kunne hjælpe hende og hendes drenge. Vi var alle unge studerende og selv forholdsvis fattige, men vi gav med glæde, for vi elskede hende.

Linda kom til vores menigheds julefest, og imens tog flere medlemmer af menigheden hen til hendes lejlighed og fyldte hendes skabe og køleskab med mad. De pyntede et juletræ og omkransede det med gaver til hele familien. De efterlod også fire nye dæk til hendes bil og betalte hendes husleje flere måneder frem. Jeg ved ikke rigtig, hvordan vores beskedne bidrag kunne dække alt det, men jeg vidste, at vor himmelske Fader havde brugt vore ofre til at velsigne hende.

Et år senere var jeg i en anden studentermenighed, men ved juletid tog jeg tilbage for at hilse på mit gamle biskopråd. Jeg fik at vide, at Lindas mand var vendt tilbage til familien, og at deres økonomi nu var i orden. Men så var kræften vendt tilbage og havde berøvet hende livet. Jeg blev klar over, at vi havde været med til at redde Lindas sidste jul.

Ved at fornemme »Kristi rene kærlighed« (Moro 7:47) så stærkt gennem den oplevelse, erfarede jeg, at ægte næstekærlighed er en dyrebar åndelig gave, som ansporer os til at handle i Frelserens sted.

Mens Linda var med til vores menigheds julefest, tog flere medlemmer af menigheden hen til hendes lejlighed og fyldte hendes skabe og køleskab med mad.