Vi havde intet at spise
Estilita Chacin Hart, Utah i USA
Jeg vågnede tidligt dagen før juleaften, fordi jeg var ked af, at vi ikke havde mad til vores julemiddag den aften; vi havde heller ingen penge at købe mad for. Dengang boede jeg sammen med min søster Edicta i Maracaibo i Venezuela.
Da jeg stod op, knælede jeg ved sengen og bad. Jeg tryglede min himmelske Fader om at ihukomme os. Jeg bad ham om i det mindste at skænke os lidt mad til denne særlige aften, la Noche Buena (juleaften).
Jeg fyldtes med fred, mens jeg bad. Jeg syntes at høre en mild røst, der sagde: »Det hele ordner sig. Tag det roligt.« Da jeg havde afsluttet min bøn, vidste jeg, at der ville ske noget godt den dag.
Da jeg havde vækket min søster, gik jeg i gang med at feje verandaen. Genboen fik øje på mig og kom over for at give mig 1000 bolívares, som hun skyldte mig for en juledug og nogle dekorationer, jeg havde broderet for hende. Det overraskede mig, for jeg havde glemt, at hun skyldte mig penge.
Jeg løb ind på min søsters værelse og viste hende de penge, jeg havde modtaget. Hun spurgte mig forbløffet, hvor jeg havde dem fra? »For Gud er alting muligt« (Matt 19:26), svarede jeg.
Kort efter hørte vi nogen, der kaldte på min søster udenfor. Da vi opdagede, at det var den samme genbo, gik vi ud for at tale med hende. Hun betalte så min søster 1000 bolívares, som hun skyldte hende for noget syarbejde. Min søster og jeg var glade, for nu kunne vi købe morgenmad, frokost og aftensmad.
Da vi vendte hjem fra supermarkedet, stod der en ven og ventede på os. Han spurgte, om han måtte holde la Noche Buena sammen med os, for han ville ikke tilbringe juleaften alene. Vi forklarede, at vi kun skulle have en beskeden julemiddag, men han var velkommen til at spise med. Han gav os så 2000 bolívares til hjælp til julemiddagen. Vi kunne slet ikke begribe, at Gud havde velsignet os så meget.
Senere ringede min niece og fortalte, at hun ankom samme aften og havde 15 kg marineret kød med. Kort efter ankom min nevø sammen med sin kone og deres børn. De spurgte, om de måtte vende tilbage om aftenen med noget mad og fejre juleaften sammen med os.
»Vi skal ikke en storslået julemiddag,« svarede vi, »men der er nok til os alle.«
Den aften tilberedte Edicta og jeg indbagt kylling, kartoffelsalat, en citrondessert og majarete, som er en traditionel kokosnøddebudding, som vi spiste sammen med alle vores gæster. Men først takkede vi vor himmelske Fader for de store velsignelser, han havde givet os. Den dag blev vi mindet om, at hvis vi har tro og ikke tvivler, så vil han velsigne os, når vi beder om hans hjælp.