De tidlige pionerers jul

De barske vintermåneder skabte vanskeligheder for de fleste af pionererne, og der var ofte meget få ressourcer til julegaver og julefestligheder. Men det afholdt ikke de første pionerer fra at skabe særlige juleminder i højtiden. Her er et par beretninger om, hvordan julen blev fejret i pionertiden:

Min lykkeligste jul

»Min første jul i Saltsødalen faldt på en lørdag. Vi fejrede dagen på sabbatten. Vi samledes alle omkring flagstangen midt i fortet. Der afholdt vi et møde. Og sikke et møde det blev. Vi sang lovprisninger til Gud. Vi forenedes i indledningsbønnen, og jeg har aldrig glemt dagens taler. Der blev udtrykt taknemlighed og opmuntring, ikke et eneste pessimistisk ord hørtes. Folk var forhåbningsfulde og livsglade, fordi de havde tro på fremtiden. Efter mødet gav vi alle hånd til hinanden. Nogle græd af glæde. Børnene legede i indelukket og omkring bålene den aften. Vi samledes og sang ›Kom, kom, Guds folk, fremad og frygter ej, kun med mod fremad drag!‹ Vi fik kogt kanin og en smule brød til middag. Vi havde alle nok at spise, og der herskede en stemning af fuldkommen fred og god vilje. Jeg har aldrig oplevet en lykkeligere jul i hele mit liv.«

Ukendt forfatter, citeret af Bryant S. Hinckley, i Kate B. Carter, red., Our Pioneer Heritage, 20 bind, 1958-1977, 14:198.

Du milde, som tiden dog flyver

»En aften, da jeg var 16 år, holdt far en julefest for sine børn og deres familier og de nærmeste naboer. Vi dansede. Mine brødre var musikere. Vi vidste, at det var fars hensigt at afslutte festen kl. 22, hvilket han gjorde midt i en squaredans ved at give musikerne besked på at holde inde. Men far vidste ikke, at mine brødre havde løftet mig op til uret mange gange den aften. Hver gang stillede jeg det en halv time tilbage. Det må have været langt over midnat, da festen endelig sluttede.«

Fra Christian Olsens slægtsoptegnelse, i Carter, Our Pioner Heritage, 15:199.

En munter tid

»Da børnene vågnede julemorgen i 1849, fandtes der ikke en dukke i hele landet, nej, end ikke en sukkerstang eller et æble fandtes i hytterne. Men børnene og deres forældre var alligevel glade. De var glade for, at de stadig havde lidt at spise, og fremtiden syntes dagligt lysere for dem i deres nye hjem. Men skønt der hverken var dukker eller legetøj til børnene, så glemte fædrene og mødrene ikke julen, og inden dagen var omme, havde alle en munter tid.

Om aftenen mødtes de i John Rowberrys hytte. Det var det hus, hvor de første møder afholdtes. De havde en god gammeldags danseaften som afslutning på dagen, og det var den muntreste skare, der nogensinde har været samlet til en julefest … Men det store minus var musikken. Man havde ikke et eneste instrument. Cyrus Call var god til at fløjte, og han fløjtede mange melodier, mens de glade pionerer dansede.«

Sarah Tolman, i Kate B. Carter, red., Treasures of Pioneer Heritage, 6 bind, 1952-1957, 4:197-198.