Til vi ses
Uplettet af verden
Jeg undrede mig over, hvorfor jeg var i templet for at gøre rent, når intet var beskidt. Men jeg indså snart, at rengøringen ikke var den egentlige årsag.
For et par år siden ankom jeg en aften til templet i Bountiful i Utah for at udføre noget rengøringsarbejde. Fremmødet for arbejdet var imponerende, og i et øjeblik tænkte jeg på, om nogen ville blive sendt hjem. Jeg var klar til at melde mig til at gå tidligt. Så tænkte jeg kynisk for mig selv: »Selvfølgelig sender de ikke nogen hjem tidligt. De finder sikkert noget enkelt arbejde til os alle sammen, fordi de føler, at det er deres pligt at beskæftige os i hele to timer.« Jeg huskede en tidligere opgave, hvor jeg støvede af i mere end en time, for så at aflevere en klud, der så lige så ren ud, som da jeg fik den. Jeg forberedte mig på at bruge to timer på at gøre noget rent, som ikke virkede som om, det behøvede at blive gjort rent. Jeg var tydeligvis kommet til templet på grund af pligtfølelse frem for med et ønske om at tjene.
Vores gruppe blev ført til et lille kapel for at holde en andagt. Tempeltjeneren, som ledte andagten, sagde noget, der for evigt ændrede mit syn på tempelrengøring. Efter at have budt os velkommen fortsatte han med at forklare, at vi ikke var der for at gøre noget rent, der ikke havde brug for rengøring, men for at holde Herrens hus fra nogensinde at blive nusset. Som forvaltere af et af de helligste steder på jorden, havde vi et ansvar for at holde det uplettet.
Hans budskab gennemborede mit hjerte, og jeg fortsatte i mit tildelte område med en ny begejstring for at beskytte Herrens hus. Jeg brugte min tid på at støve de små riller på dørene af, panelerne og benene på borde og stole med en blød malerpensel. Var jeg blevet givet opgaven ved et tidligere besøg, havde jeg nok fundet det fjollet og ville have børstet tankeløst over områderne i et forsøg på at se travl ud. Men nu sørgede jeg for, at penslen nåede ind i alle sprækker.
Fordi det ikke var en fysisk eller mentalt krævende opgave, var jeg velsignet med tid til at fundere, mens jeg arbejdede. Det gik op for mig, at jeg aldrig gav den samme tid til detaljerne i mit hjem, men kun gjorde rent på områder, som andre først ville lægge mærke til og forsømte de områder, som kun min familie og jeg så.
Jeg indså også, at jeg efterlevede evangeliet på lignende måde – jeg efterlevede de principper og udførte de opgaver, som var tydeligst for dem omkring mig, mens jeg ignorerede ting, der kun var tydelige for min familie eller mig selv. Jeg kom i kirke, havde kaldelser, udførte opgaver, gik på kreds – fuldt synligt for medlemmerne i vores menighed – men jeg forsømte at komme regelmæssigt i templet, studere skriften og bede personligt og som familie og holde familieaften. Jeg underviste i lektioner og holdt taler i kirken, men manglede sommetider oprigtig næstekærlighed i mit hjerte over for andre.
Den aften i templet kiggede jeg på penslen i min hånd og spurgte mig selv: »Hvilke små sprækker i mit liv kræver mere opmærksomhed?« Jeg besluttede i stedet for igen og igen at rengøre de områder i mit liv, der krævede opmærksomhed. Jeg ville gøre et mere ihærdigt forsøg på ikke at lade dem blive snavsede.
Jeg husker på min tempelrengøringslektion hver eneste gang, vi bliver mindet om at holde os selv »uplettet af verden« (Jak 1:27).