Min første kirkekaldelse

Jeg kom sammen med min familie i grenen i Frankfurt i Tyskland. Vi var velsignet med mange vidunderlige mennesker i vores lille gren. En af dem var vores grenspræsident, bror Landschulz …

En søndag spurgte præsident Landschulz mig, om han måtte tale med mig …

Han bad mig komme ind i et lille klasselokale – vores kirke havde ikke et kontor til grenspræsidenten – og der kaldte han mig til at tjene som diakonernes kvorumspræsident.

»Det er en vigtig stilling,« sagde han, og derpå tog han sig god tid og forklarede hvorfor. Han forklarede, hvad han og Herren forventede af mig, og hvordan jeg kunne få hjælp.

Jeg husker ikke ret meget af det, han sagde, men jeg husker, hvordan jeg følte det. En hellig og guddommelig Ånd fyldte mit hjerte, mens han talte. Jeg kunne mærke, at dette var Frelserens kirke. Og jeg følte, at den kaldelse, han gav mig, var inspireret af Helligånden. Jeg mindes, at jeg gik ud af det lille klasselokale og følte mig en smule højere end før …

Jeg følte mig beæret, og jeg ønskede at tjene efter bedste evne og ikke skuffe hverken min grenspræsident eller Herren.

Jeg forstår nu, at grenspræsidenten blot kunne have sagt det nødvendige, da han kaldte mig til den stilling. Han kunne blot have fortalt mig ude på gangen eller til et præstedømmemøde, at jeg var den nye kvorumspræsident for diakonerne.

I stedet brugte han tid med mig og hjalp mig ikke blot til at forstå hvad min opgave bestod i, men endnu vigtigere end det, hvorfor …

Det er for mig et eksempel på den motiverende kraft i præstedømmeledelse, der vækker ånden og inspirerer til handling.

Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, »Præstedømmetjenestens hvorfor«, Liahona, maj 2012, s. 58.

Spørgsmål til overvejelse:

Hvordan styrker det dig og dem, du tjener, at sige ›ja‹ til kirkekaldelser?
Hvad kan du gøre for at forberede dig til at tage imod en kirkekaldelse, selv når du har meget at se til?

Overvej at nedskrive dine tanker i din dagbog eller drøft dem med andre.