Velsignelserne ved at fokusere på templet

Joshua J. Perkey

Kirkens Tidsskrifter

Der findes intet større arbejde end at skabe en evig familie – og det arbejde fuldbyrdes i Herrens hus.

Få ting i livet påvirker os mere intenst end tabet af en af vore kære. Biskop Richard Rodriguez og hans hustru, Ruth, er blevet mærket af et sådant tab. Med øjne til at se og øre til at høre og gennem templets hellige ordinancer, har de mødt denne udfordring med tro, hvilket har ført dem tættere på Frelseren, på glæde og fred.

Håndtering af tab

Richard og Ruth mødte hinanden, da de begge arbejdede i en virksomhed, der producerede cement, i en lille by, Azogues, i Andesbjergene, ikke langt fra Cuenca i Ecuador. Richard var blevet omvendt til Kirken, og havde tilsluttet sig Kirken få år tidligere med sin mor og bror. På det tidspunkt var Ruth ikke medlem.

»Da jeg mødte Ruth kunne jeg ikke slippe hende,« siger han med et smil.

De blev gift i 1996. Blot få måneder senere gik Ruths far bort.

»Hans død var årsag til en alvorlig depression i mit liv,« forklarer Ruth. »Man kommer sig aldrig over tabet af en kær. Man føler altid tabet.«

I 2001 døde Richards mor. Også dette tab bragte stor sorg. Men gennem årene havde Richards kundskab og vidnesbyrd om evangeliet udviklet sig, og det gav et trøstende perspektiv.

»På grund af evangeliet,« siger han, »forstod jeg en smule omkring, hvordan min mor havde det. Jeg læste Alma 40:11 for Ruth og forklarede, hvad der sker med ånden, når den forlader legemet. Dette var en stor trøst for os begge.«

Værdsæt handlefrihed

Ikke desto mindre var Ruth stadig ikke interesseret i Kirken, selvom hun var venlig imod kirkemedlemmer og missionærerne. »Jeg følte bare ikke behovet for at ændre min religion,« siger hun.

Richard besluttede ikke at presse på. »Hver eneste gang vi talte om Kirken, så endte samtalen dårligt,« siger han. »Og når jeg pressede hende, så gik skidt. Så jeg holdt op. Det ville jeg ikke gøre imod hende.«

I efteråret 2001 inviterede missionærerne Ruth med til en dåb. Hendes beslutning om at sige ja tak til invitationen ændrede alt.

Til dåben bar søsteren, som skulle døbes, sit vidnesbyrd. »Hun talte om de mirakler, der var hændt i hendes liv efter hun havde mødt Kirken – mirakler angående helbred og styrke,« mindes Ruth. »Denne søster boede alene, men havde dog dette vidnesbyrd.«

Ruth undrede sig over, at en kvinde, som havde mødt så mange svære prøvelser, kunne have den form for tro. Det spørgsmål og det, at tage imod invitationen til dåben, rørte Ruths hjerte og forberedte hende til at modtage et vidne fra Ånden.

»Da besluttede jeg at blive døbt. Senere da Richard og jeg var alene, sagde jeg: ›Richard, hvordan har du det med, at jeg bliver døbt i december?‹ Og det var det. Jeg var allerede bekendt med Kirken og evangeliet. Men jeg manglede stadig at få lektionerne af missionærerne.«

»Gud forbereder menneskers hjerter,« tilføjer Richard. »Vi kan udrette mange ting selv. Jeg gjorde meget, men det var ikke, før Ruth var forberedt, at dette skete.«

Ruth er enig: »Jeg havde mange udfordringer, jeg skulle overvinde, da vi blev gift. Da jeg endelig overvandt udfordringerne, indså jeg, at jeg ikke behøvede vente på endnu et mirakel i mit liv. Så var jeg klar til at blive døbt.«

Mød udfordringer med tro

Ruths dåb i december 2001 markerede en ændring i familiens fokus. Med det skifte kom der åndelig styrke og velsignelser, der har vejledt dem frem til denne dag.

»Vi blev beseglet i templet den 28. juni 2003,« siger Richard. »På grund af det, har vi oplevet mange velsignelser i vores liv. Vore to ældste børn blev beseglet til os, og de næste to børn blev født ind i pagten. Vore børn er en velsignelse.«

Richard forklarer, at det at tjene trofast i Kirken har bragt harmoni i deres hjem: »Min hustru og jeg er ligeværdige. Vi har mødt udfordringer og prøvelser, men det er lykkedes os at komme igennem dem sammen. Vi tror på de samme ting. Ved at være blevet beseglet i templet ved vi, at hvis vi holder trofast ud, så vil Herren hjælpe os.«

Fokus på templet forandrer menigheden

Da Ruth blev døbt, boede der kun 25 medlemmer i, hvad der dengang var Azogues Gren. Nu er det en menighed, der ofte har 75 eller flere medlemmer til nadvermødet.

»Når man styrker personerne, styrker man familierne,« siger Ruth. »Når medlemmerne holder befalingerne og lytter til det, som lederne underviser i, så styrker vi vores familie og menigheden. Familien er som en del af cementen, der holder menigheden sammen, så den kan vokse.«

Som biskop har Richard fremmet indsatsen for at styrke familierne ved at indgå og holde tempelpagter og ved regelmæssig besøg i templet. En udtryk for dette mål er menighedens tempelture til templet i Guayaquil i Ecuador, cirka fem timer væk.

»Vi deltager som menighed så ofte, som det er muligt,« siger Ruth. »Vores mål er at få hver eneste familie beseglet i templet.«

»Det har hjulpet familierne med at vokse åndeligt, når de er kommet til templet for at blive beseglet,« tilføjer Richard. »I de senere år er en del af familierne blevet beseglet. Og nu forbereder de deres egne familienavne og udfører ordinancerne for deres forfædre. De, der gør dette, har udviklet en større forpligtelse over for Jesu Kristi evangelium og har fundet større glæde. Templet har forandret medlemmernes vision.«

Fokus på templet forandrer enkeltpersoner

Gennem hellige, personlige oplevelser, har familien Rodriguez fået et stærkt personligt vidnesbyrd om tempelpagter og om at udføre stedfortrædende ordinancer for forfædre.

»Vi har udført arbejde for min fars søskende,« siger Ruth. »Vi har følt, at vi selv skulle udføre arbejdet for vores familie. Jeg ved, at det stedfortrædende arbejde, vi udfører, er sandt. Jeg føler stor fred ved det arbejde, vi har kunnet gøre for vores forfædre. Det har været et helt specielt arbejde.«

Richard bærer vidnesbyrd: »Jeg elsker at udføre tempelordinancer for de personer, der venter. Dette er vores livsværk. Det er det, vi ønsker at gøre.«

At komme i templet har forandret deres familie. »Da vi blev beseglet i templet, kom der markante forandringer,« siger Ruth. »Vores åndelige styrke er vokset.«

Richard er enig: »For vores familie har det betydet større familiesammenhold at vide, at familiebåndet i sidste instans er begyndelsen og enden på alt, hvilket giver os styrke til at gå fremad. Livet vil altid byde på udfordringer. Men med det fokus, som templet giver os, kan vi gå fremtiden i møde på en helt anden måde. At være i stand til at dele disse velsignelser med andre – og især at hjælpe andre familier til at gøre det samme – er en stor glæde i vores liv. Jeg føler et større engagement i vores hjem.«

Richard føler, at familiens beslutning om at forberede sig til at tage til templet, at modtage ordinancerne, blive beseglet og vende tilbage for at udføre stedfortrædende arbejde for deres forfædre har været en af deres største velsignelser. »Når vi udøver tro og tager imod Jesu Kristi genoprettede evangelium, og især når vi tager til templet for at modtage besegling og frelsende ordinancer gennem præstedømmet, bliver liv forandret,« siger han. »En person, der har modtaget templets pagter, er ikke længere den samme.«

Herover: Richard og Ruth Rodriguez med deres børn (fra venstre): Maria Judith, Jorge, Richard jun. og Freddy. De blev beseglet i templet i Guayaquil i Ecuador (til højre).

Foto af familien: Joshua J. Perkey