2012
Sådan lever Kristi disciple i tider med krig og uroligheder
September 2012


Sådan lever Kristi disciple i tider med krig og uroligheder

Principper fra Mormons Bog hjælper os til at leve i tro og håb i vanskelige tider.

Vi lever i en tid med udbredt krig og uroligheder. Nyhederne rapporterer om disse forfærdelige tilstande hver eneste dag. Herrens profet, præsident Thomas S. Monson, har sagt: »Vi er kommet til jorden i en svær tid.«1 Han bekræfter det, præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) har sagt: »Vi lever i en tid, hvor voldsomme mennesker gør forfærdelige og foragtelige ting. Vi lever i en tid med krig.«2

Selv om det er foruroligende, så er det næppe en overraskelse. Skriften lærer os, at Satan i de sidste dage vil »føre krig« (Åb 12:17 mod de trofaste, og »fred skal borttages fra jorden« (L&P 1:35).

Gud forudså vores tid og kaldte profeten Joseph Smith til at frembringe Mormons Bog for at hjælpe os (se L&P 1:17, 29; 45:26). Ud af de 239 kapitler i Mormons Bog omhandler 174 af dem (73 procent) krig, terrorisme, mord, politisk konspiration, hemmelige sammensværgelser, trusler, hemmelige aftaler mellem familier og anden fjendskab.

Hvorfor har mange af skribenterne i Mormons Bog bevaret så mange beretninger om krig? Præsident Ezra taft Benson (1899-1994) sagde: »Af Mormons Bog kan vi lære, hvordan Kristi disciple lever i krigstid.«3 Følgende indsigt kan vejlede os, mens vi lever i urolige tider.

Udfrielse følger lydighed

Mange gange i Mormons Bog udfrier Herren sine disciple, hvis de adlyder hans befalinger.4 Nefi forklarede: »Herrens milde barmhjertighed er over alle dem, som han har udvalgt på grund af deres tro for at gøre dem mægtige, endog med magt til udfrielse« (1 Ne 1:20). Nefi nedskrev, hvordan Herren udfriede hans far fra mennesker, der forsøgte at slå ham ihjel, udfriede hans familie fra Jerusalems ødelæggelse, udfriede ham og hans bror fra Labans mordforsøg og udfriede ham, da Laman og Lemuel tyede til vold (se 1 Ne 2:1-3; 3:28-30; 4; 7:16-19; 18:9-23).

Alma fortalte sin søn Shiblon: »Jeg ønsker, at du vil huske, at i den udstrækning som du sætter din lid til Gud, i lige så høj grad skal du blive udfriet af dine prøvelser og dine besværligheder og dine trængsler« (Alma 38:5). Mormon konstaterede også, at »de, der var trofaste i at holde Herrens befalinger, blev udfriet til alle tider« (Alma 50:22). Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum bekræftede dette princip, da han sagde: »Lydighed giver mulighed for, at Guds velsignelser flyder uhæmmet. Han velsigner sine lydige børn med frihed fra trældom og elendighed.«5

Mormons Bog viser også, at selv få retfærdige mennesker kan sikre en hel by fred og beskyttelse (se Hel 13:12-14).

Krig kan være et kald til omvendelse

Når vi glemmer Gud, kalder han på os. Til at begynde med bruger han nådefulde midler, såsom personlig tilskyndelse og profeter. Men hvis vi ikke reagerer, optrapper han sin indsats. Han tillader til tider krig og uroligheder som del af hans sidste udvej for at hjælpe os til at vende tilbage til ham.6

Mormon har sagt: »Og således ser vi, at medmindre Herren revser sit folk med mange trængsler, ja, medmindre han hjemsøger dem med død og med skræk og med hungersnød og al slags pest, erindrer de ham ikke« (Hel 12:3). Krig kan være en påmindelse om at omvende sig og vende tilbage til Gud.

Gud giver lindring under krig

Når det kræves, at Guds disciple lider under konsekvenserne af krig, giver Gud dem lindring. Da Alma og hans folk blev taget til fange, vendte de sig straks til Herren (se Mosi 23:27-28), og han svarede dem med det samme: »Jeg vil også lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg, selv mens I er i trældom … for at I kan vide med vished, at jeg, Gud Herren, kommer til mit folk i deres trængsler« (Mosi 24:13-14).

Jakob sagde til de rene af hjertet på hans tid: »Se hen til Gud med fasthed i sindet, og bed til ham med stor tro, så vil han trøste jer i jeres trængsler, så vil han tale jeres sag og sende retfærdighed ned over dem, der søger jeres udryddelse« (Jakob 3:1).

Nutidige profeter bekræfter denne sandhed. Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Selv om [Gud] ikke altid blander sig i begivenhedernes forløb, så har han har lovet de trofaste fred selv i prøvelser og modgang.«7

Præsident Benson har sagt: »Selv når tiderne bliver faretruende … behøver vi ikke frygte, hvis vi sætter vores lid til Gud og holder hans befalinger.«8

Nogle kaldes til at stå som vidner mod ugudelighed

Mens nogle af Kristi disciple udfries af krig, kaldes andre disciple til at lide eller dø for at kunne stå som vidner mod de ugudelige. Dette er en barsk sandhed, der ikke er nem at acceptere eller forstå. Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum mindede os om, at »de trofaste heller ikke er helt immune over for klodens begivenheder.«9 Præsident Hinckley anerkendte, at nogle af os kan »blive bedt om at lide.«10

Mormons Bog indeholder få episoder om umenneskeligt misbrug og brutalitet for at hjælpe os med at forstå, hvorfor Herrens disciple, deriblandt profeter såvel som uskyldige kvinder og børn, nogle gange må lide og dø i krig. For eksempel bandt kong Noas ugudelige præster Abinadi »og pinte hans hud med brændeknipper, ja, til han døde.« Før han døde, vidnede Abinadi: »Hvis I slår mig ihjel, udgyder I uskyldigt blod, og det skal stå som et vidnesbyrd mod jer på den yderste dag« (Mosi 17:10, 13).

I en anden morderisk beretning fra Mormons Bog, brænder Ammonihas ugudelige advokater og dommere de konverteredes hustruer og børn. Alma og Amulek bliver bragt til stedet for martyriet og tvinges til at vidne denne nådesløse massakre.

»Da Amulek så de smerter, som kvinderne og børnene, der blev fortæret af ilden, led, led han også smerter, og han sagde til Alma: Hvorledes kan vi være vidne til dette forfærdelige syn? Lad os derfor strække vore hænder ud og udøve Guds kraft, som er i os, og redde dem fra flammerne.«

Alma svarede: »Ånden driver mig til ikke at strække min hånd ud, for se, Herren tager dem op til sig i herlighed; og han tillader, at de kan gøre dette, eller at folket kan gøre dette mod dem i overensstemmelse med deres hjertes hårdhed, for at de straffedomme, som han udøver over dem i sin vrede, må være retfærdige; og de uskyldiges blod skal stå som et vidne mod dem, ja, råbe indtrængende imod dem på den yderste dag« (Alma 14:10-11).

De retfærdige, der dør i krig, går ind til Herrens hvile

Når vi sørger over tabet af retfærdige kære, forsikrer Mormons Bog os om, at de er gået ind til Herrens hvile og er glade. Moroni kommer med denne slående bemærkning: »For Herren tillader, at de retfærdige bliver slået ihjel, så hans retfærdighed og dom kan komme over de ugudelige; derfor behøver I ikke at antage, at de retfærdige er fortabte, fordi de bliver slået ihjel; men se, de går ind til Herren deres Guds hvile« (Alma 60:13).

Efter en kamp, der efterlod »ligene af mange tusinder … [hensmuldrende] i dynger på jordens overflade,« deriblandt nogle trofaste Kristi disciple; fortæller Mormons Bog, at mens de overlevende »oprigtigt sørger over tabet af deres slægtninge, så jubler og fryder de sig dog i håbet og véd endog i overensstemmelse med Herrens løfter, at de skal blive oprejst for at bo ved Guds højre hånd i en tilstand af aldrig ophørende lykke« (Alma 28:11-12).

Freds Fyrste

Mormons Bog blev frembragt for at velsigne de mennesker, der levede i tider med krig og uroligheder. Dens nedskrevne begivenheder og lærdomme indgyder håb, giver trøst og et guddommeligt perspektiv. Vi lærer, at lydighed mod Gud udfrier mange, at krig kan være et kald til at vende os til Gud, og at Gud giver sine disciple, der pålægges at lide, lindring. Vi lærer også, at de retfærdige, som kaldes til at dø under krig og uroligheder, vil stå som vidner mod de ugudelige, og at disse disciple indgår til Herrens hvile.

Til syvende og sidst lærer Mormons Bog os, hvordan Kristi disciple kan få fred i deres hjerte, hjem og nationer. Det er et fantastisk redskab, der fører os til Jesus Kristus, Freds Fyrsten.

Noter

  1. Thomas S. Monson, »Præstedømmets kraft«, Liahona, maj 2011, s. 66.

  2. Gordon B. Hinckley, »Vi lever i tidernes fylde«, Liahona, jan. 2002, s. 6.

  3. Ezra Taft Benson, »Mormons Bog – vor religions slutsten«, Stjernen, jan. 1987, s. 4.

  4. Der er mindst 56 skriftsteder i Mormons Bog, der forklarer, hvordan Herren udfriede folk fra krig og andre farlige forhold.

  5. Russell M. Nelson, »Gå fremtiden i møde med tro«, Liahona, maj 2011, s. 34-35.

  6. Der er mindst 35 skriftsteder, deriblandt 11 i Mormons Bog, der forklarer, hvordan Herren tillader krig og naturkatastrofer, for at hjælpe os til at huske ham.

  7. Joseph B. Wirthlin, »Find en tryg havn«, Liahona, juli 2000, s. 71.

  8. Ezra Taft Benson, i Conference Report, okt. 1950, s. 146.

  9. Neal A. Maxwell, »Omsluttet af hans kærligheds arme«, Liahona,, nov. 2002, s.17.

  10. Gordon B. Hinckley, »De tider, vi lever i«, Liahona, jan. 2002, s. 86.

Visse disciple som Abinadi (afbildet herover og herunder) er kaldet til at lide eller dø for at kunne stå som vidner mod de ugudelige.

Herover: Nefi udholdt at være bundet i fire dage, indtil Laman og Lemuel omvendte sig og løste ham (se 1 Ne 18:9-21). Til højre: Ingen af de 2000 unge mænd i Helamans hær blev slået ihjel under slaget (se Alma 56:44-57).

Til venstre: De behandlede mig med megen hårdhændethed, af Walter Rane, med tilladelse fra Kirkens historiske museum; til højre: De satte deres lid til Gud, af Walter Rane, med tilladelse fra Kirkens historiske museum

Eter (ovenfor) og Moroni (s. 34) så tilintetgørelsen af deres civilisation som følge af krig (se Eter 13:13-14; Moro 1:1-4).

Øverst til venstre: Abinadi besegler sit vidnesbyrd, af Ronald Crosby, må ikke kopieres; nederst til venstre: Abinadi har båret vidnesbyrd, af Walter Rane, med tilladelse fra Kirkens historiske museum; til højre: Forunderlige var Eters profetier, af Walter Rane, med tilladelse fra Kirkens historiske museum.

Kun jeg er alene tilbage, af Walter Rane, med tilladelse fra Kirkens historiske museum