Kirkeledere taler ved dimissioner i Hawaii, Idaho og Utah
Kirkeledere rejste til Kirkens skoler i Hawaii, Idaho og Utah i USA i april for at give gode råd til dimittenderne.
Den 7. april 2012 på Brigham Young University-Idaho rådgav ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum de studerende til at »erstatte frygt med tro.«
»Jeg tror, at vi står over for begyndelsen af en ny æra med vækst, fremgang og overflod,« sagde han. »Jeg tilskynder jer til at indgå en forpligtelse over for jer selv og vor himmelske Fader om at indvie jeres liv og hellige jeres tid og talenter til opbyggelsen af Jesu Kristi Kirke som forberedelse til Frelserens andet komme.«
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum besøgte den 13. april 2012 LDS Business College i Salt Lake City i Utah for at tale til dimittenderne fra alle 50 stater i USA og 67 andre lande.
Han lagde vægt på, at de studerende bør tjene andre hele livet. »At tjene andre vil være jeres beskyttelse mod selviskhed og følelsen af berettigelse, som mere og mere påvirker samfundet rundt om i verden … Jeres tjeneste velsigner andre, men det beskytter også jer,« fortalte han.
Den næste dag gav Elaine S. Dalton, Unge Pigers hovedpræsident, disse råd til studerende på BYU-Hawaii: »Husk på, hvem I er.« »Arbejd hårdt.« »Forbered jer på modgang.« »Drøm stort.« »Vindere kommer ikke altid først i mål.«
»Løb og begynd jeres livs maraton i tro,« sagde hun. »Mist ikke modet på grund af de mange bakker, men se mulighederne i modgang. Tag sikre skridt og vid, at I aldrig er alene … Jeg tror virkelig på, at en dydig ung mand eller kvinde, der ledes af Ånden, kan forandre verden.«
Den 19. april 2012 lyttede dimittenderne fra BYU i Provo i Utah til ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, som talte om verdens udfordringer, men bad dimittenderne om at gå fremtiden i møde med tro.
»Selvom menneskers mod svigter dem, skal I være modige. Der har altid eksisteret udfordrende tider,« sagde ældste Oaks. »Vi, jeres generations forgængere, har overlevet svære tider, og det vil I også … Vi har en Frelser, og han har undervist os i det, vi bør gøre.«