2012
Mit svar kom fra konferencen
September 2012


Mit svar kom fra konferencen

Sara Magnussen Fortes, São Paulo, Brasilien

I 2006 havde jeg antropologi på et katolsk college. Vores underviser bad os om at undersøge en bestemt religion og præsentere den for resten af klassen. Jeg valgte at lave en præsentation om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – jeg havde jo været medlem i 21 år. Jeg vidste, at det ville være en enestående og fantastisk mulighed for at dele min overbevisning med 40 medstuderende og venner.

I de to måneder jeg havde til at forberede min præsentation, kæmpede jeg med at finde en enkel måde at præsentere den lære, der var så dyrebar for mig, som ville gøre den forståelig for mine holdkammerater. Jeg vidste ikke, hvilke pointer jeg skulle fremhæve, eller hvordan jeg skulle fremføre dem. Da jeg kun havde en uge til min præsentation, vidste jeg stadig ikke, hvad jeg skulle gøre. I desperation bad jeg om Herrens hjælp.

Mit svar kom i form af generalkonferencen, der blev holdt den weekend. Under aprilkonferencen 2006 holdt præsident James E. Faust (1920-2007), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, en tale med titlen: »Genoprettelsen af alt.«1 Jeg følte Helligånden bekræfte, at sandhederne, som præsident Faust fortalte om – og måden, han talte om dem på – var et mønster, som jeg kunne følge i min præsentation.

Jeg downloadede et eksemplar af talen fra nettet efter konferencen og brugte den som basis til forberedelse af et diasshow, som jeg holdt den følgende uge. Jeg var tildelt 20 minutter, men på grund af alle de spørgsmål, som min underviser og holdkammerater stillede, varede præsentationen 40 minutter – hele undervisningstiden.

Da jeg var færdig, påpegede min underviser, at ingen anden studerende havde før givet så god en præsentation. Han gav mig en høj karakter og fortalte mig, at den eneste grund til, at jeg ikke fik den højeste karakter for min præsentation, var, at jeg ikke havde vist objektivitet over for emnet.

Jeg gav senere underviseren et link til Liahonas hjemmeside, hvor han kunne finde præsident Fausts tale og andre, som kunne være nyttige. Jeg gav ham også et eksemplar af Mormons Bog og bad ham læse den og sagde, at vi kunne tale sammen, når han blev færdig med den.

Jeg er taknemlig over at vide, at præsentationen også havde påvirket nogle af de studerende. Gennem resten af semestret, så jeg tegn på den forskel, den havde gjort i deres liv. En af dem fik endda besøg af missionærerne i sit hjem, hvilket gav os en storslået mulighed for at fortsætte vores samtale om Jesu Kristi evangelium.

Jeg er taknemlig for den mulighed jeg fik for at fortælle mine holdkammerater om min tro. Men vigtigere endnu, så er jeg taknemlig for at have lært, at Herren besvarer vores inderlige bønner gennem nutidige profeter og apostles ord.

Note

  1. Se James E. Faust, »Genoprettelsen af alt«, Liahona, maj 2006, s. 61-62, 67-68.