Fortæl om evangeliet ved at give af dig selv
Den mest effektive måde at fortælle andre om evangeliet på, er ved at efterleve det.
For nogle af os er det naturligt at fortælle om evangeliet. Men for mange af os, så er det ikke så let. Faktisk kan vi måske være bange for at åbne os over for venner, familie eller naboer og tale om evangeliet, selvom vi ved, hvor vigtigt det er at gøre det.
Ydermere, når vi så til tider tænker på missionering, fokuserer vi alt for meget på metoden, aktivitet eller resultat frem for at fokusere på at hjælpe personen. Problemet er, at enhver indsats, der taber personen af syne, kan få indsatsen til at virke anstrengt og falsk.
Der findes måske en bedre måde.
Den måde er at blive mere konverteret til evangeliet – som person – og lade vores eksemplariske levevis og venlige samtaler åbne vejen. Jo mere omvendte vi bliver, jo tryggere bliver vi i vores religion, og vi begynder at føle et større ønske om, at andre kan nyde evangeliets velsignelser. Når det sker, bliver det mere naturligt at fortælle andre om evangeliet.
Faktisk lægger vi måske slet ikke mærke til, at vi taler om evangeliet. Når vi øger niveauet af vores trofasthed som Kristi disciple, vil den virkning, den har på vores handlinger, tale og selv vores udstråling, være svær at ignorere. »Andre vil se jeres gode gerninger,« forklarer ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum. »Herrens lys kan stråle fra jeres øjne. Og med den udstråling må I hellere være beredt på spørgsmål.«1
Levende vidnesbyrd
Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering forklarer: »Frelseren har vist os vejen. Han var det fuldkomne forbillede, og han giver os befaling om at blive, som han er (se 3 Ne 27:27).«2 Når medlemmer lærer om Kristus og søger at tilegne sig hans egenskaber gennem kraften i hans forsoning, så bliver de mere som Kristus og derved bedre i stand til at lede andre til ham.3
En nyomvendt fra Washington i USA fortæller, at det at tilbringe tid sammen med medlemmer var alt, hvad der skulle til, for at hun blev interesseret i evangeliet. »Den glæde de bragte med sig, og måden, jeg havde det på, når jeg var sammen med dem, var ubestridelig,« fortæller hun. »De prædikede ikke om Gud for mig. Det lå simpelthen i deres væsen: Deres livsstil, deres valg, deres handlinger og reaktioner. Når jeg betragtede dem, sagde jeg til mig selv: ›Det er sådan jeg gerne vil leve. Jeg vil gerne være det sted i livet.‹«
Når vi bliver mere trygge ved evangeliets indflydelse i vores liv, så bliver det lettere at tale om den indflydelse, både fordi vi har noget at tale om, og fordi vi kan fortælle, hvad det budskab har gjort for os.
Miriam Criscuolo fra Italien vidste stadig ikke, hvordan hun skulle tale om evangeliet, selv efter hun havde opbygget et godt venskab med en nabo. »Vi brugte meget tid sammen, men modet til at tale med min nye ven om evangeliet undveg mig, selvom jeg vidste, at det var min pligt,« fortæller hun.
Men da evangeliet blev bragt på banen på naturlig vis, begyndte tingene at ske. Miriam husker: »Det var min datter, som viste et primaryprojekt, der vakte en nysgerrighed hos min ven. ›Hvad er Primary?‹ spurgte hun. Det spørgsmål affødte mange flere. Jeg opdagede, at min ven havde søgt noget i årevis. Jeg fortalte hende, at den sindsro, hun søgte, ville kunne findes i vores kirke.
Hun tilsluttede sig senere Kirken. Hun var svaret på mine bønner om at finde en måde at missionere på og vise mine børn, hvordan det kan gøres.«
Vær først en ven
Som Miriam kan vi til tider føle os forpligtet til at fortælle andre om evangeliet, og vi har måske erfaret, at denne pligt afføder anstrengte, ubehagelige samtaler. Endvidere kan denne ansvarsfølelse overvælde os og hindre vores evne til effektivt at forklare evangeliske principper.
Der er større sandsynlighed for at få succesrige missioneringsmuligheder, når medlemmer blot er gode, sande venner med andre. Som ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Hvis vi er åbne om vores medlemskab af Kirken lige fra begyndelsen … [vil] venner og bekendte … acceptere, at det er en del af os.«4
Inddragelse af evangeliet i allerede eksisterende venskaber snarere end at basere venskaber på at fortælle om evangeliet, vil øge chancen for succes i missioneringen. Eliana Verges de Lerda, et medlem af Kirken i Argentina, mødte sin veninde Anabel, da de begge var 6 år. Deres venskab voksede, da de gik i samme skole. I den tid skjulte Eliana aldrig, at hun var medlem af Kirken.
»Jeg følte mig meget tryg ved at tale om evangeliet med Anabel på trods af, at vi ikke havde de samme overbevisninger,« siger hun.
Da pigerne var 14 år, indvilligede Anabel i at lytte til missionærerne, men hun besluttede sig for ikke at blive døbt.
Eliana var skuffet, men dette hindrede hende ikke i at fortsætte deres venskab, og det satte heller ikke en stopper for deres samtaler om evangeliet. Nogle år senere inviterede Eliana Anabel til at deltage i seminar med hende. Under lektionen følte Anabel Ånden meget stærkt. Da Eliana et par dage efter forberedte sig til at tage til templet, fortalte Anabel hende: »Jeg lover at tage med dig næste gang.« Anabel blev døbt kort tid efter.
Anabels konvertering tog ikke dage, den tog år. Processen var mulig, fordi Eliana først og fremmest var hendes ven – uanset om Anabel var interesseret i at tage imod evangeliet eller ej.
Lyt med kærlighed
Venskaber som Elianas og Anabels begynder ofte, når folk opdager, at de har fælles interesser, standarder eller andet fællesskab. Disse venskaber bliver tættere, når personer fortæller andre om deres erfaringer, følelser og kærlighed. Og kærlighed er selvfølgelig en central del af det genoprettede evangelium.
Vi kan som medlemmer af Kirken udvise Kristuslignende kærlighed ved at bruge tid sammen med vore venner – gennem aktiviteter, tjeneste og samtale. Faktisk søger mange mennesker lige netop den type ven.
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum gav dette råd, da han beskrev vores samspil med andre: »Endnu vigtigere end at tale er at lytte. Disse personer er ikke livløse objekter camoufleret som dåbsstatistik. De er Guds børn, vore brødre og søstre, og de har brug for det, vi har. Vær ægte. Ræk oprigtigt ud til andre. Spørg disse venner, hvad der betyder mest for dem … Og lyt så … Jeg lover jer, at et eller andet i det, de siger, altid fremhæver en af evangeliets sandheder, som I kan bære vidnesbyrd om, og hvor I kan tilbyde mere.«5
Vi behøver ikke bombardere vore venner med evangeliet. Vi skal blot være gode venner og ikke være bange for at tale om evangeliske begreber med hinanden, når mulighederne byder sig. Satan bruger frygt til at forsøge at forhindre medlemmer fra at bære vidnesbyrd. Denne kraftfulde følelse kan være lammende. Præsident Uchtdorf nævner: »Nogle ville hellere trække en håndkærre over prærien, end de vil tale om tro og religion med deres venner og kolleger … De bekymrer sig for, hvordan de vil blive opfattet, eller hvordan det kan skade deres forhold.« Han fortsætter: »Det behøver ikke at være sådan, for vi har et glædens budskab at fortælle om, og vi har et budskab om lykke.«6
Profeten Mormon belærte: »Fuldkommen kærlighed driver al frygt ud« (Moroni 8:16). Når vi lever evangeliet mere fuldt ud, så kan vi fjerne frygten ved at erstatte den med næstekærlighed – Kristi rene kærlighed – over for vore venner, familie og naboer. Denne kærlighed vil øge vores naturlige tilbøjelighed til at dele evangeliet.7
Fortæl andre om evangeliet på en naturlig måde
Vor himmelske Faders børn har brug for det perspektiv, som evangeliet tilbyder. Medlemmer, der følger evangeliets anvisninger, vidner om Kristi kærlighed gennem deres levevis. Når medlemmer fokuserer på aktivt at blive som Jesus Kristus ved at opbygge dybe venskaber og udvikle næstekærlighed, bliver det at fortælle andre om evangeliet en naturlig del af den, de er blevet. Når medlemmer arbejder på at række ud til andre, vil de finde trøst og vejledning i Frelserens ord til sine disciple: »Jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre« (Luk 22:32).
Fotoillustrationer: David Stoker