Se andre som det, de kan blive
Vi skal udvikle evnen til at se mennesker, ikke som de er nu, men som det, de kan blive.
Mine kære brødre, to gange om året bliver dette herlige konferencecenter fyldt helt op med Guds præstedømme, når vi samles for at høre inspirationens budskaber. Der hersker en vidunderlig ånd, som gennemtrænger generalkonferencens præstedømmemøde. Denne ånd strømmer ud fra konferencecentret og kommer ind i hver eneste bygning, hvor Guds sønner samles. Vi har helt sikkert følt den ånd her i aften.
For mange år siden og før dette smukke konferencecenter blev opført, deltog en besøgende fra tempelpladsen i Salt Lake City i et generalkonferencemøde i Tabernaklet. Han lyttede til Brødrenes budskaber. Han var opmærksom på bønnerne. Han hørte den smukke musik fra Tabernakelkoret. Han forundredes over storheden ved det prægtige orgel i Tabernaklet. Da mødet var slut, hørte man ham sige: »Jeg ville give alt, hvad jeg ejer, hvis jeg vidste, at det, som de talere sagde i dag, var sandt.« Grundlæggende sagde han: »Jeg ville ønske, at jeg havde et vidnesbyrd om evangeliet.«
Der findes absolut ingenting i denne verden, der giver større trøst og lykke end et vidnesbyrd om sandheden. Jeg tror, at alle mænd og ung som gammel, der befinder sig her i aften, har et vidnesbyrd, selvom de vidnesbyrd har forskellig styrke. Hvis I føler, at I endnu ikke har den dybde i jeres vidnesbyrd, som I kunne ønske jer, formaner jeg jer til at arbejde på at få sådan et vidnesbyrd. Hvis det er stærkt og dybt, så arbejd på, at det forbliver sådan. Vi er velsignet med kundskaben om sandheden.
Brødre, mit budskab i aften handler om, at der findes mange personer, som lige nu kun har et svagt vidnesbyrd om noget overhovedet, som kunne og ville modtage sådan et vidnesbyrd, hvis vi vil være villige til at bære vores vidnesbyrd og hjælpe dem til forandre sig. I nogle tilfælde kan vi være tilskyndelsen til forandring. Jeg nævner først dem, som er medlemmer, men som på nuværende tidspunkt ikke forpligter sig helt til evangeliet.
For mange år siden ved en områdekonference i Helsinki i Finland hørte jeg et stærkt, mindeværdigt og motiverende budskab ved et møde for mødre og døtre. Jeg har ikke glemt det budskab, selvom der næsten er gået 40 år, siden jeg hørte det. Blandt de mange sandheder, som taleren nævnte, sagde hun, at en kvinde har brug for at få at vide, at hun er smuk. Hun har brug for at få at vide, at hun er værdsat. Hun har brug for at få at vide, at hun er umagen værd.
Brødre, jeg ved, at mænd minder meget om kvinder på det punkt. Vi har brug for at få at vide, at vi betyder noget, at vi er dygtige og umagen værd. Vi har brug for at få mulighed for at tjene. Med hensyn til de medlemmer, som ikke er aktive eller som holder sig tilbage og forbliver uforpligtede, kan vi bønsomt søge efter en måde at række ud til dem. At bede dem tjene på en eller anden måde kan være den opmuntring, som de behøver for at vende tilbage til fuld aktivitet. Men de ledere, som kan hjælpe med dette, er somme tider uvillige til at gøre det. Vi er nødt til at huske, at mennesker kan forandre sig. De kan lægge dårlige vaner fra sig. De kan omvende sig fra overtrædelser. De kan bære præstedømmet værdigt. Og de kan flittigt tjene Herren. Jeg har et par eksempler.
Da jeg blev medlem af De Tolv Apostles Kvorum, havde jeg mulighed for at ledsage præsident N. Eldon Tanner, rådgiver til præsident David O. McKay, til en stavskonference i Alberta i Canada. Under mødet læste stavspræsidenten navnene op på fire brødre, der var værdige til at blive ordineret til ældste. Det var mænd, som præsident Tanner kendte, for han havde en gang boet i området. Men præsident Tanner kendte og huskede dem, som de en gang var, og vidste ikke, at de havde ændret sig og var værdige til at blive ældste.
Stavspræsidenten læste navnet op på den første mand og bad ham om at stå op. Præsident Tanner hviskede til mig: »Se på ham. Jeg havde aldrig troet, at han ville opnå det.« Stavspræsidenten læste navnet op på den anden mand, og han rejste sig op. Præsident Tanner puffede igen til mig og oplyste mig om sin forbavselse. Og det var det samme for alle fire brødre.
Efter mødet havde præsident Tanner og jeg mulighed for at lykønske disse fire brødre. De havde vist, at mennesker kan forandre sig.
I 1940’erne og 1950’erne var en amerikansk fængselsinspektør, Clinton Duffy, velkendt for sin indsats med at rehabilitere mænd i hans fængsel. En kritiker sagde: »Ved du ikke, at leoparder ikke kan ændre deres pletter?«
Inspektør Duffy svarede: »Du burde vide, at jeg ikke arbejder med leoparder. Jeg arbejder med mænd, og mænd ændrer sig hver dag.«1
For mange år siden havde jeg mulighed for at virke som missionspræsident for Den Canadiske Mission. Der havde vi en gren med en meget begrænset præstedømmeskare. Vi havde altid en missionær til at præsidere over grenen. Jeg fik en stærk tilskyndelse om, at vi havde brug for et medlem af grenen til at præsidere.
Vi havde et voksent medlem i grenen, der var diakon i Det Aronske Præstedømme, men som ikke kom eller deltog nok til at avancere i præstedømmet. Jeg følte mig inspireret til at kalde ham som grenspræsident. Jeg glemmer aldrig den dag, da jeg interviewede ham. Jeg fortalte ham, at Herren havde inspireret mig til at kalde ham som grenspræsident. Efter mange protester fra hans side og megen opmuntring fra hans hustru indvilligede han i at tjene. Jeg ordinerede ham til præst.
Det var begyndelsen på en ny dag for den mand. Hans liv kom hurtigt i orden, og han forsikrede mig om, at han ville efterleve befalingerne, som det var forventet af ham. På nogle få måneder blev han ordineret til ældste. Han og hans hustru og familie tog med tiden til templet og blev beseglet. Deres børn tog på mission og blev gift i Herrens hus.
Somme tider kan det at lade vore brødre vide, at de er værdsatte og der er brug for dem, hjælpe dem til at tage skridtet til forpligtelse og fuld aktivitet. Dette kan være sandt for enhver præstedømmebærer uanset alder. Det er vores ansvar at give dem mulighed for at leve, som de bør. Vi kan hjælpe dem til at overvinde deres ufuldkommenheder. Vi skal udvikle evnen til at se mennesker, ikke som de er nu, men som det, de kan blive, når de modtager et vidnesbyrd om Kristi evangelium.
Jeg deltog en gang i et møde i Leadville i Colorado. Leadville ligger mere end 3.000 meter over havets overflade. Jeg mindes dette bestemte møde på grund af højden, men jeg mindes det også på grund af det, der fandt sted den aften. Der var blot et lille antal præstedømmebærere til stede. Som med grenen i Den Canadiske Mission var det og havde altid været en missionær, der præsiderede over grenen.
Den aften havde vi et dejligt møde, men da vi sang afslutningssalmen, kom den inspiration til mig, at det burde være en lokal grenspræsident, der præsiderede. Jeg vendte mig mod missionspræsidenten og spurgte: »Findes der ikke en person her, der kunne præsidere – en lokal mand?«
Han svarede: »Ikke en, jeg kender til.«
Mens vi sang den salme, kiggede jeg omhyggeligt på de mænd, der sad på de første tre rækker. Min opmærksomhed faldt på en af brødrene. Jeg sagde til missionspræsidenten: »Kunne han tjene som grenspræsident?«
Han svarede: »Det ved jeg ikke. Det kunne han måske godt.«
Jeg sagde: »Præsident, jeg tager ham med ind i det andet værelse og interviewer ham. Du taler efter afslutningssalmen, indtil vi kommer tilbage.«
Da vi kom tilbage til værelset, afsluttede missionspræsidenten sit vidnesbyrd. Jeg præsenterede navnet på den bror, der skulle være den nye grenspræsident. Fra den dag havde Leadville et lokalt medlem til at lede menigheden.
Det samme princip, brødre, gælder dem, der endnu ikke er medlemmer. Vi bør udvikle evnen til at se mennesker, ikke som de er, men som det, de kan blive, når de er medlemmer af Kirken, når de har et vidnesbyrd om evangeliet, og når deres liv er i harmoni med dets lære.
I 1961 blev der afholdt en verdensomspændende konference for missionspræsidenter, og alle missionspræsidenter i Kirken blev hentet til Salt Lake City for at deltage i disse møder. Jeg kom til Salt Lake City fra min mission i Toronto.
Ved et bestemt møde var N. Eldon Tanner, der dengang var assistent til De Tolv Apostles Kvorum, lige kommet tilbage fra hans første oplevelse med at præsidere over missionerne i Storbritannien og Vesteuropa. Han fortalte om en missionær, der havde været den bedste missionær, som han havde mødt blandt alle dem, han interviewede. Han sagde, at da han interviewede missionæren, sagde han til ham: »Jeg formoder, at alle dem, du døbte, kom ind i Kirken gennem henvisninger.«
Den unge mand svarede: »Nej, vi fandt dem alle ved at banke på døre.«
Bror Tanner spurgte ham, hvad der var anderledes ved hans fremgangsmåde – hvorfor han havde så meget succes med det, når andre ikke havde. Den unge mand sagde, at han forsøgte at døbe alle de mennesker, han mødte. Han sagde, at hvis han bankede på en dør og så en mand, der røg en cigar iklædt gammelt tøj og virkede uinteresseret i alt – især religion – så forestillede han sig, hvordan manden ville se ud under andre omstændigheder. I sit sind så han ham for sig som nybarberet og iført en hvid skjorte og hvide bukser. Og missionæren forestillede sig selv føre denne mand ned i dåbens vande. Han sagde: »Når jeg ser en person på den måde, får jeg evnen til at bære mit vidnesbyrd på en måde, som kan røre hans hjerte.«
Vi har ansvaret for at se på vore venner, kolleger og naboer på den måde. Vi har igen ansvaret for at se personer, ikke som de er, men snarere som det, de kan blive. Jeg bønfalder jer om at tænke på dem på den måde.
Brødre, Herren fortalte os noget om vigtigheden af det præstedømme, som vi bærer. Han fortalte os, at vi modtager det ved en ed og en pagt. Han instruerede os i, at vi skal være trofaste og sande i alt, hvad vi modtager, og at vi har ansvaret for at holde denne pagt indtil enden. Og så skal alt det, Faderen har, gives os.2
Mod er det ord, vi er nødt til at høre og have i vores hjerte – mod til at vende os væk fra fristelse, mod til at opløfte vores stemme og bære vidnesbyrd for alle, som vi møder, og huske på, at alle skal have mulighed for at høre budskabet. For de fleste er det ikke nemt at gøre. Men vi kan tro på Paulus’ ord i Timotheus:
»For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.
Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre.«3
I maj 1974 var jeg sammen med bror John H. Groberg i Tonga. Vi havde en aftale med kongen i Tonga, og vi havde et formelt møde med ham. Vi udvekslede de normale høflige bemærkninger. Da vi gik, sagde John Groberg dog noget, som var usædvanligt. Han sagde: »Deres majestæt, De burde virkelig blive mormon og også Deres undersåtter, for så ville Deres problemer og deres problemer stort set være løst.«
Kongen smilede og svarede: »John Groberg, det har du måske ret i.«
Jeg tænkte på apostlen Paulus foran Agrippa. Jeg tænkte på Agrippas svar på Paulus’ vidnesbyrd: »Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen.«4 Bror Groberg havde modet til at bære sit vidnesbyrd for en konge.
I aften er der mange tusinde af vore brødre, der tjener Herren som fuldtidsmissionærer. De har modtaget kaldet og efterladt hjem, familie, venner og skole for at gå fremad og tjene. De, som ikke forstår, stiller spørgsmålet: »Hvorfor reagerer de så beredvilligt og giver villigt så meget?«
Vore missionærer kunne godt svare med Paulus’ ord, den uforlignelige missionær, der levede for så længe siden: »At jeg forkynder evangeliet, giver mig ingen grund til stolthed, for jeg er tvunget til det, og ve mig, hvis jeg ikke forkynder det.«5
Den hellige skrift indeholder ikke en proklamation, der er mere relevant, intet ansvar, der er mere bindende, ingen instruktion, der er mere direkte end den formaning, som den opstandne Herre giver, da han viser sig i Galilæa for de 11 disciple. Han sagde:
»Mig er givet al magt i himlen og på jorden.
Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,
og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«6
Denne guddommelige befaling og dens herlige løfte er vores kampråb i dag, som det var i tidens midte. Missionering er et særkende ved Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Sådan har det altid været, sådan skal det altid være. Profeten Joseph Smith erklærede: »Efter alt, hvad der er blevet sagt, er den største og mest betydningsfulde pligt at prædike evangeliet.«7
Indenfor to korte år vil alle de fuldtidsmissionærer, der på nuværende tidspunkt tjener i Guds mægtige styrke, have afsluttet deres fuldtidstjeneste og være vendt tilbage til deres hjem og familie. Deres erstatninger findes i aften blandt Det Aronske Præstedømme. Unge mænd, er I klar til at modtage kaldet? Er I villige til at arbejde? Er I forberedt til at tjene?
Præsident John Taylor opsummerede kravene: »Den slags mænd, som vi ønsker skal bringe dette evangelium ud, er mænd, som har tro på Gud, mænd, som har tro på deres religion, mænd, som ærer deres præstedømme … mænd, som er fyldt med Helligånden og Guds kraft … mænd, som er ærlige, retskafne, dydige og rene.«8
Brødre, vi er alle blevet befalet at fortælle andre om Kristi evangelium. Når vores liv er rettet ind efter Guds egen standard, vil de inden for vores sfære aldrig beklagende sige: »Kornhøsten er forbi, frugthøsten endt, men vi blev ikke frelst.«9
Sjælenes fuldkomne hyrde, den missionær, der forløste menneskeheden, gav os sin guddommelige forsikring:
»Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!
Og se, hvis jeres glæde skal være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig ind i min Faders rige, hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!«10
Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd om ham, som udtalte disse ord. Han er Guds Søn, vor Forløser og vor Frelser.
Jeg beder om, at vi må have modet til at række fællesskabets hånd ud, ihærdigheden til at forsøge igen og igen og den nødvendige ydmyghed til at søge vor Faders vejledning, når vi følger befalingen om at fortælle om evangeliet. Ansvaret hviler på os, brødre. I Jesu Kristi navn. Amen.