Hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?
Vi skal opgive alle vore synder, store som små, for at få Faderens belønning – det evige liv.
Frelseren stillede engang sine disciple følgende spørgsmål: »Hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«1
Det er et spørgsmål, som min far for år tilbage lærte mig at overveje omhyggeligt. Da jeg var barn, gav mine forældre mig pligter derhjemme, som jeg fik lommepenge for. De penge, lidt over 3 kroner om ugen, brugte jeg ofte på at gå i biografen. Dengang kostede en billet 1,50 krone for en 11-årig. Det gjorde, at jeg havde 1,50 krone tilbage til slik, som kostede 30 øre stykket. En film med 5 stykker slik! Det kunne ikke blive meget bedre.
Det gik fint, indtil jeg blev 12. Da jeg en eftermiddag stod i køen, blev jeg klar over, at billetprisen for en 12-årig var 2,10 kroner, og det betød to stykker slik mindre. Jeg var ikke helt klar til det offer, så jeg sagde til mig selv: »Du ser ud som for en uge siden.« Jeg trådte derefter frem og bad om billetten til 1,50 krone. Billetdamen fortrak ikke en mine, og jeg købte mine sædvanlige fem stykker slik i stedet for tre.
Opstemt over mit resultat styrtede jeg senere hjem for at fortælle min far om mit store kup. Da jeg stod og udpenslede detaljerne, sagde han ingenting. Da jeg var færdig, kiggede han blot på mig og sagde: »Min søn, vil du sælge din sjæl for 30 øre?« Hans ord gennemborede mit 12-årige hjerte. Det var en lektie, jeg aldrig har glemt.
År senere stillede jeg det samme spørgsmål til en mindre aktiv melkisedeksk præstedømmebærer. Han var en pragtfuld mand, der elskede sin familie. Men han havde ikke været i kirke i mange år. Han havde en dygtig søn, der spillede på et professionelt sportshold, der trænede og spillede kampe om søndagen. Det hold havde vundet adskillige større mesterskaber. Da vi mødtes, mindede jeg ham om, at han som præstedømmebærer var blevet lovet, at hvis han højnede sin ed og pagt i præstedømmet, ville han modtage »alt det, som [vor] Fader har«.2 Så spurgte jeg ham: »Er et nationalt mesterskab mere værd end alt, hvad Faderen har?« Han sagde stille: »Jeg kan se, hvad du mener« og traf en aftale om at tale med sin biskop.
I dag er det så let at blive indfanget af verdens larm – trods vore gode intentioner. Verden presser os til at »s[e] forbi målet«.3 En eller anden spurgte mig for nylig: »Betyder én drink virkelig noget?« Kan I se, at det er modstanderens spørgsmål? Kain spurgte: »Hvem er Herren, at jeg skulle kende ham?«4 og mistede derpå sin sjæl. Satan sejrer, når vi retfærdiggør vore små synder. Førstefødselsret og arv er blevet byttet for en flaske mælk,5 et forkert stavet navn6 eller en skål linser.7
Når vi overvejer vore valg om at beholde 30 øre eller følge det nationale mesterskab, kan vi enten retfærdiggøre vore handlinger ligesom Kain eller prøve at underordne os Guds vilje. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt vi gør noget, der skal rettes, for det gør vi altid. Spørgsmålet er snarere, om vi vil »undlade« eller »fuldende« det kald, der hviler på vores sjæl, om at gøre Faderens vilje?8
Herren elsker vores retskaffenhed, men beder os fortsat om at omvende os og underkaste os. I Bibelen læser vi, at det var en velstående ung mand, der holdt befalingerne, som knælede for Frelseren og spurgte, hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Han vendte sig bedrøvet bort, da Frelseren sagde: »Én ting mangler du: … sælg alt, hvad du har.«9
Men der var en anden velstående og verdslig mand, den lamanitiske konge over hele landet, Lamonis far, som også stillede det samme spørgsmål om evigt liv, da han sagde: »Hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive født af Gud og få denne ugudelige ånd rykket ud af mit bryst og modtage hans Ånd[?] … jeg vil frasige mig mit rige, for at jeg kan få denne store glæde.«10
Husker I det svar, Herren gav kongen gennem sin tjener Aron? »Hvis du vil omvende dig fra alle dine synder og bøje dig for Gud og påkalde hans navn i tro, overbevist om at du skal få, da skal du få det håb, som du ønsker.«11
Da kongen forstod det krævede offer, ydmygede han sig og kastede sig til jorden og bad så: »O Gud … så vil jeg aflægge alle mine synder for at kende dig.«12
Det er den ombytning, Frelseren beder os gøre: Vi skal opgive alle vore synder, store som små, for at få Faderens belønning – det evige liv. Vi skal glemme selvretfærdiggørende historier, undskyldninger, bortforklaringer, forsvarsmekanismer, nøleri, forstillelse, personlig stolthed, fordomsfulde tanker og at gøre tingene på vores måde. Vi skal fjerne os fra al verdslighed og antage Guds billede i vores ansigtsudtryk.13
Brødre og søstre, husk at denne opgave er mere end blot at undlade at gøre dårlige ting. Med en engageret fjende må vi handle og ikke blot sidde i »tankeløs sløvhed«.14 At antage Guds ansigtsudtryk betyder at tjene hinanden. Der er overtrædelsessynder og undladelsessynder, og vi skal hæve os over begge.
Da jeg tjente som missionspræsident i Afrika, lærte jeg én gang for alle denne store sandhed. Jeg var på vej til et møde, da jeg så en lille dreng stå alene og græde trøstesløst i vejkanten. En stemme i mig sagde: »Stop og hjælp den dreng.« Så snart jeg hørte denne stemme, bortforklarede jeg den på et splitsekund: »Du kan ikke stoppe. Du kommer for sent. Du præsiderer og kan ikke komme for sent.«
Da jeg ankom til kirken, hørte jeg igen den samme stemme sige: »Tag hen og hjælp den dreng.« Så gav jeg mine bilnøgler til et kirkemedlem ved navn Afasi og bad ham hente drengen til mig. Omkring 20 minutter senere mærkede jeg en hånd på skulderen. Drengen stod udenfor.
Han var omkring 10 år gammel. Vi fandt ud, at hans far var død, og at hans mor sad i fængsel. Han boede i slummen i Accra sammen med en slags forsørger, der gav ham mad og et sted at sove. For at tjene til kost og logi solgte han tørrede fisk på gaden. Men efter denne dag med gadehandel opdagede han et hul i lommen, da han stak hånden ned i den. Han havde mistet al sin indtægt. Afasi og jeg vidste straks, at hvis han vendte tomhændet tilbage, ville han blive kaldt løgner, højst sandsynligt slået og derefter smidt på gaden. Det var i det krisefulde øjeblik, jeg så ham første gang. Vi beroligede ham, erstattede hans tab og kørte ham tilbage til sin forsørger.
Da jeg tog hjem den aften, havde jeg indset to store sandheder. For det første vidste jeg mere end nogensinde, at Gud er opmærksom på hver eneste af os og aldrig vil svigte os, og for det andet, at vi altid skal lytte til Åndens røst og gå »fremad«,15 uanset hvor det fører os hen, uden hensyn til vores frygt eller ulejlighed.
En dag spurgte disciplene Frelseren, hvem der var den største i Himmeriget. Han bad dem omvende sig, ydmyge sig og være underdanige som et lille barn. Derpå sagde han: »Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.«16 Med den ene sætning definerede han vores mission. Vi skal komme folk til undsætning – de fortabte, de bageste i rækken og de uanseelige. Det er ikke nok at undgå synd; vi må »påtage [os] hans kors«17 og »være ivrigt engageret«18 med at hjælpe andre til omvendelse. Med barmhjertighed og kærlighed omfavner vi den fortabte,19 besvarer råb fra forvirrede forældreløse, bønner fra de mennesker, der befinder sig i mørke og fortvivlelse,20 og råb om hjælp fra familiemedlemmer i nød. »Satan behøver ikke at få alle til at blive som Kain eller Judas …« sagde ældste Neal A. Maxwell. »Han behøver blot at få dygtige mennesker … til at betragte sig selv som sofistikerede tilskuere.«21
Efter en nylig stavskonference henvendte en teenagedreng sig til mig og spurgte: »Elsker Gud mig?« Må vores liv i tjeneste altid bekræfte, at Gud ikke har forladt nogen.
Nu til spørgsmålet: »Hvad vil et menneske give som vederlag for sit liv?« Satan vil have os til at sælge vores liv for slik og denne verdens mesterskaber. Frelseren kalder imidlertid på os til uden betaling at bytte vore synder ud, antage hans ansigtsudtryk og bringe det ind i hjertet på mennesker omkring os. På grund af dette kan vi få alt det, Gud har, og som vi får at vide er større end alle jordiske skatte tilsammen.22 Kan I overhovedet forestille jer det?
På en rejse til Nicaragua for nylig lagde jeg mærke til et skilt i et beskedent hjem hos en familie, vi besøgte. Der stod: »Mit vidnesbyrd er mit dyrebareste eje.« Sådan er det med mig. Mit vidnesbyrd er min sjæls skat, og af hele mit hjerte efterlader jeg jer mit vidnesbyrd om, at denne kirke er Guds sande kirke, at vor Frelser er dens overhoved og leder den gennem sin udvalgte profet. I Jesu Kristi navn. Amen.