Glæden ved præstedømmet
Lad os favne og forstå præstedømmets under og privilegium. Lad os tage imod og elske det ansvar, vi bliver bedt om at udfylde.
Glæden ved at flyve
For mange år siden besluttede et par af mine pilotkolleger og jeg os for at gennemføre en drengedrøm om at restaurere et veteranfly. Sammen købte vi en gammel Piper Cub 1938 og påbegyndte arbejdet med at få det tilbage til sin oprindelige stand. Projektet var et kærlighedsarbejde. Det betød noget særligt for mig, fordi jeg lærte at flyve i et lignende fly, da jeg var en ung.
Dette fly blev første gang bygget blot 35 år efter, at Wright-brødrene foretog deres berømte første flyvetur. Blot tanken får mig til at føle mig meget gammel.
Motoren havde ikke nogen elektrisk starter. Når man startede motoren fra cockpittet, skulle en anden person stå på jorden og gribe fat i propellen og slynge den rundt med fuld kraft, indtil motoren selv kørte. Hver motorstart var et øjeblik med spænding og mod.
Når først flyet var i luften, blev det tydeligt, at det ikke var bygget til høj hastighed. Faktisk virkede det som om, at vi overhovedet ikke bevægede os, når der var stærk modvind. Jeg husker, at jeg sammen med min teenagesøn Guido fløj hen over motorvejen i Tyskland, og selvfølgelig overhalede bilerne under os så let som ingenting!
Men åh, hvor jeg dog elskede dette lille fly! Det var en perfekt måde at opleve underet og skønheden ved at flyve. Man kunne høre, føle, lugte, smage og se, hvad flyvning handlede om. Wright-brødrene udtrykte det således: »Der er intet, der kan måle sig med det, som flyvere fryder sig over, mens de bliver båret gennem luften på store hvide vinger.«1
I modsætning hertil havde jeg tidligere i år det privilegium at flyve i et avanceret F-18 jagerfly med de verdensberømte Blue Angels, den amerikanske flådes flyopvisningshold. Det var som at tage en flyvetur tilbage i tiden, for præcis 50 år tidligere, næsten på dagen, afsluttede jeg min uddannelse som jagerpilot i luftvåbenet.
Oplevelsen med F-18-flyveturen var selvfølgelig fuldstændig anderledes end den i Piper Cub’en. Den viste mig en mere dynamisk skønhed ved at flyve. Det var ligesom at anvende aerodynamikkens love på en mere fuldkommen måde. Dog mindede flyveturen med Blue Angels mig også hurtigt om, at det at være jagerpilot er noget for unge mænd. For at citere Wright-brødrene igen: »Oplevelsen ved at flyve er mere end noget andet den fuldkomne fred blandet med en ophidselse, der spænder hver nerve til det yderste.«2 Derudover var en flyvetur med Blue Angels en fuldstændig anderledes måde at have »engle« omkring sig på og holde en oppe.
Hvis I spurgte mig, hvilken af disse to flyveoplevelser jeg nød mest, er jeg ikke sikker på, jeg kan fortælle jer det. På nogle punkter er det indlysende, at de mildest talt var meget forskellige. Og dog var de på andre måder meget lig hinanden.
I både Piper Cub’en og F-18-flyet følte jeg ophidselsen, skønheden og fryden ved at flyve. Jeg kunne i begge føle digterens opfordring til at »slippe jordens tvære bånd og danse på himlen på latterfulde sølvvinger«.3
Det samme præstedømme overalt
Nu spørger I måske, hvad disse to fuldstændig forskellige flyveoplevelser har at gøre med vores møde i dag eller med det præstedømme, vi er så privilegerede at bære, eller med den præstedømmetjeneste, vi alle elsker så højt?
Brødre, er det ikke sandt, at vore personlige oplevelser med tjeneste i præstedømmet alle kan være ganske forskellige? Vi kunne sige, at nogle af jer flyver i F-18-jagerfly, mens andre flyver i Piper Cub’er. Nogle af jer bor i menigheder og stave, hvor alle kaldelser, fra assistent til højpræsternes gruppeleder til diakonernes kvorumssekretær, er besat med en aktiv præstedømmebærer. Det er jeres privilegium at deltage i en menighedsorganisation, der er godt besat.
Andre af jer bor i dele af verden, hvor der kun er en håndfuld kirkemedlemmer og præstedømmebærere. I føler jer måske alene og bebyrdede over den vægt af alt det, der skal gøres. For jer kræver det måske en masse involverede hænder at få motoren til præstedømmetjeneste startet. Sommetider synes det endda som om, at jeres gren eller menighed slet ikke gør fremskridt overhovedet.
Men uanset hvad jeres ansvar eller omstændigheder måtte være, ved I og jeg, at der altid er en særlig glæde, der stammer fra hengiven præstedømmetjeneste.
Jeg har altid elsket at flyve, hvad enten det var i et Piper Cub, et F-18 eller et hvilket som helst andet fly. I Piber Cub’en klagede jeg ikke over den manglende fart, og i F-18-flyet knurrede jeg ikke, når belastningen ved de luftakrobatiske manøvrer nådesløst afslørede realiteterne ved min fremskredne alder.
Ja, der er altid noget ufuldkomment ved enhver situation. Og ja, det er let at finde noget at beklage sig over.
Men brødre, vi bærer det hellige præstedømme efter Guds Søns orden! Vi har hver især fået lagt hænder på vores hoved, og vi har fået Guds præstedømme. Vi har fået myndighed og ansvar til at handle i hans navn som hans tjenere her på jorden. Hvad enten vi er i en stor menighed eller i en lille gren, er vi kaldede til at tjene, til at velsigne og i alting at handle til gavn for alt og alle, der er betroet i vores varetægt. Kan der være noget mere oplivende?
Lad os forstå, påskønne og føle glæden ved tjeneste i præstedømmet.
Glæden ved præstedømmet
Min kærlighed til at flyve har påvirket retningen af hele mit liv. Men uanset hvor livgivende og lyksalige mine oplevelser som pilot var, har mine oplevelser som medlem af denne kirke været meget større, givet større glæde og været langt mere dybsindige. Når jeg har fordybet mig i kirketjeneste, har jeg følt Guds almægtige kraft såvel som hans milde barmhjertighed.
Som pilot har jeg rørt ved himlen. Som kirkemedlem har jeg følt himlens omfavnelse.
Nu og da savner jeg at sidde i et cockpit. Men at tjene sammen med mine brødre og søstre i Kirken kompenserer let for det. At kunne føle den himmelske fred og glæde, der stammer fra at være en lille del af dette store værk, ville jeg ikke undvære for noget i verden.
I dag er vi samlet som en stor gruppe præstedømmebærere. Det er vores hellige glæde og privilegium at tjene Herren og vore medmennesker, at yde det bedste, der findes i os, for den ædle sag det er at løfte andre og opbygge Guds rige.
Vi ved og forstår, at præstedømmet er Guds evige magt og myndighed. Vi kan let fremsige denne definition efter hukommelsen. Men fatter vi virkelig betydningen af det, vi siger? Lad mig gentage det: Præstedømmet er Guds evige magt og myndighed.
Tænk over det. Gennem præstedømmet har Gud skabt himlene og jorden og regerer over dem.
Med denne magt forløser og ophøjer han sine børn og tilvejebringer således »udødelighed og evigt liv for mennesket«.4
Som profeten Joseph Smith har forklaret, er præstedømmet »den kilde, gennem hvilken den Almægtige begyndte at åbenbare sin herlighed ved … denne jords skabelse, og gennem hvilken han er blevet ved med at åbenbare sig til menneskenes børn til nuværende tid, og gennem hvilken han vil gøre sine planer og hensigter kendt til tidernes ende«.5
Vor almægtige Fader i himlen har betroet præstedømmets myndighed til os – dødelige væsener, der pr. definition lider af mangler og ufuldkommenheder. Han skænker os myndigheden til at handle i sit navn til frelse for sine børn. Ved denne store magt er vi bemyndigede til at forkynde evangeliet, forvalte frelsens ordinancer, være med til at opbygge Guds rige her på jorden og velsigne og tjene vores familie og vore medmennesker.
Tilgængeligt for alle
Det er det hellige præstedømme, vi bærer.
Præstedømmet, eller noget ansvar deri, kan ikke købes eller befales over. Brugen af præstedømmets kraft kan ikke påvirkes, styres eller tvinges i kraft af position, rigdom eller indflydelse. Det er en åndelig kraft, der virker i overensstemmelse med himlens lov. Det hidrører fra vores alles storslåede himmelske Fader. Dets kraft kan kun beherskes eller anvendes efter retfærdighedens principper,6 ikke selvretfærdighed.
Kristus er kilden til al sand præstedømmemyndighed og -kraft på jorden.7 Det er hans værk, i hvilket vi er så privilegerede at kunne bistå. »Og ingen kan hjælpe til i dette værk, medmindre han er ydmyg og fuld af kærlighed og har tro, håb og næstekærlighed og er mådeholden i alt, hvad end der bliver betroet ham at tage sig af.«8
Vi handler ikke for at opnå personlige fordele, men vi søger snarere at tjene og opløfte andre. Vi leder ikke ved hjælp af tvang, men ved »overtalelse … langmodighed … mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed«.9
Den almægtige Guds præstedømme er tilgængeligt for værdige mænd, hvor de end findes – uden hensyntagen til deres herkomst, uden hensyntagen til, hvor ydmyge deres forhold er, på jordklodens nærmeste og fjerneste egne. Det er tilgængeligt uden penge eller nogen jordisk betaling. For at omskrive den fordums profet kan alle, der er tørstige, komme og få vand, og der opkræves ingen penge for at komme og spise!10
Og takket være vor Frelsers Jesu Kristi evige og uudgrundelige forsoning kan Guds præstedømme være tilgængeligt, selv om man er snublet eller førhen har været uværdig. Gennem omvendelsens åndeligt forfinende og rensende proces kan man »rejs[e sig] og lad[e sit] lys skinne«!11 Takket være vor Frelsers og Forløsers grænseløse, tilgivende kærlighed kan vi løfte vore øjne, blive rene og værdige og udvikle os til Guds retskafne og ædle sønner – værdige bærere af den almægtige Guds yderst hellige præstedømme.
Præstedømmets under og privilegium
Jeg føler en vis tristhed over dem, der ikke holder fast ved og påskønner præstedømmets under og privilegium. De er ligesom flypassagerer, der bruger al deres tid på at beklage sig over størrelsen af peanutposen, mens de svæver gennem luften højt oppe over skyerne – noget fordums konger ville have givet alt, hvad de ejede, for at prøve blot én gang!
Brødre, vi er velsignede ved at være ydmyge deltagere i dette storslåede præstedømmes magt og myndighed. Lad os løfte vore øjne og se, erkende og tage imod denne mulighed for det, det virkelig er.
Ved retskaffen, kærlig og hengiven præstedømmetjeneste vil vi være i stand til at opleve den virkelige betydning af denne åbenbaring: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«12
Lad os favne og forstå præstedømmets under og privilegium. Lad os tage imod og elske det ansvar, vi bliver bedt om at udfylde – i vores hjem og i vores menighed, uanset hvor stor eller lille den er. Lad os bestandig vokse i retskaffenhed, hengivenhed og præstedømmetjeneste. Lad os finde glæde ved at tjene i præstedømmet!
Det kan vi bedst gøre ved at anvende principperne for kundskab, lydighed og tro.
Det betyder for det første, at vi har brug for at kende og tilegne os præstedømmets lære ifølge Guds åbenbarede ord. Det er vigtigt for os at forstå de pagter og befalinger, ifølge hvilke præstedømmet virker.13
Lad os dernæst være kloge og bestandig og på værdig vis handle ifølge denne opnåede viden. Når vi adlyder Guds love, disciplinerer vores sind og legeme og bringer vore handlinger i harmoni med retfærdighedens principper ifølge profeterne, vil vi opleve glæden ved præstedømmetjeneste.
Og lad os sluttelig øge vores tro på Herren Jesus Kristus. Lad os påtage os hans navn og forpligte os til hver eneste dag på ny at vandre på den sande discipels vej. Lad vore gerninger fuldkommengøre vores tro.14 Som sand discipel kan vi fuldkommengøres et trin ad gangen ved at tjene familien, vore medmennesker og Gud.
Når vi tjener i præstedømmet af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke, har vi et løfte om himmelsk kundskab, fred og åndelige gaver. Når vi ærer det hellige præstedømme, vil Gud ære os, og vi skal »stå ulastelige over for [ham] på den yderste dag«.15
At vi altid må have øjne, der ser, samt et hjerte, der føler underet og glæden ved vor store og mægtige Guds præstedømme, er min bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.