Bliv agtværdige forældre
Der findes mange måder, hvorpå agtværdige forældre kan få den hjælp og støtte, de har brug for til at undervise deres børn i Jesu Kristi evangelium.
Denne sommer nåede jeg en milepæl – jeg fejrede min 90-års fødselsdag. Efterhånden som man når visse milepæle i sit liv, er det nyttigt og lærerigt at reflektere over fortidens begivenheder og oplevelser. I unge mennesker, der lytter eller læser denne tale, er måske ikke imponeret over et 90 år langt liv, men da jeg blev født, var det at leve så længe en stor bedrift. Hver eneste dag er jeg taknemlig for, at vor himmelske Fader velsigner mig med et langt liv.
Der er så meget, der har forandret sig i den tid, jeg har levet. Jeg har set udviklingen i den industrielle verden og i informationsalderen. Masseproducerede biler, telefoner og flyvemaskiner var store nyheder tidligt i mit liv. I dag ændres de måder, vi finder, deler og anvender information på sig næsten dagligt. I min alder forbavses jeg over den hurtigt omskiftende verden, vi alle lever i. Mange af denne tids gennembrud vækker fantasien med deres muligheder for at forbedre vores tilværelse.
På grund af alle de hurtige forandringer, der finder sted omkring os, beder vi oprigtigt til og arbejder på at sikre os, at værdierne i Jesu Kristi evangelium varer ved. Nogle af dem er allerede i fare for at gå tabt. Øverst på listen af disse værdier og derfor de vigtigste mål for modstanderen er ægteskabets hellighed og familiens vigtighed. De bliver et anker og en sikker havn for et hjem, hvor hvert eneste barn af en kærlig himmelsk Fader kan blive påvirket af det gode og tilegne sig evige værdier.
Min egen familie, der så frem til at fejre mine 90 år her på jorden, begyndte at hjælpe mig med at huske og værdsætte de mange oplevelser i mit lange liv. Min niece havde fx samlet og viste mig adskillige breve, som jeg havde skrevet til mine forældre for næsten 70 år siden fra min udstationering på øen Saipan i Stillehavet under anden verdenskrig.
Et af disse breve fangede især min opmærksomhed. Det var et brev, som jeg havde skrevet til min mor, som hun skulle åbne og læse på mors dag i 1945. Jeg vil gerne viderebringe nogle uddrag i håb om, at I ser, hvorfor jeg altid er min kærlige far og mor taknemlig for det, de lærte mig gennem deres undervisning i hjemmet. Mine forældre er det vigtigste eksempel, jeg har på agtværdige forældre, der gjorde deres ægteskab og den rette opdragelse af børn til deres højeste prioritet.
Mit brev til mors dag i 1945 begynder således:
»Kære mor.
De sidste fire år har jeg været så uheldig at tilbringe mors dag væk fra dig. Hvert år har jeg ønsket at være sammen med dig og fortælle dig, hvor meget jeg elsker dig, og hvor meget jeg tænker på dig, men da det igen er umuligt, gør jeg det næstbedste og sender dig mine tanker med posten.
I år kan jeg mere end de andre år se, hvad det at have en vidunderlig mor har betydet for mig. For det første savner jeg de små ting, du plejede at gøre for mig. Når jeg stod ud af sengen om morgenen, skulle jeg aldrig bekymre mig om en ren skjorte og rene sokker. Jeg behøvede blot åbne en skuffe, og så lå det der. Ved måltiderne vidste jeg altid, at jeg kunne finde noget, jeg kunne lide, og som var tilberedt på den bedst mulige måde. Om aftenen vidste jeg altid, at der var rent sengetøj på min seng og det rette antal tæpper til at holde mig varm. Det var en sand fornøjelse at bo hjemme.«
Da jeg læste de to første afsnit af brevet, blev jeg chokeret over, hvor sentimentalt det lød. Måske fik det at bo i et telt og sove under et myggenet på en feltseng mine tanker vendt mod mit særlige hjem.
Mit brev til min mor fortsatte:
»Men dybere er følelsen for dig på grund af det eksempel, du har sat for mig. Livet blev gjort så rart for os som familie, at vi ønskede at følge i dine fodspor og fortsat føle den samme glæde, som vi oplevede i vore yngre dage. Du fandt altid tid til at tage familien med i bjergene, og vi kunne regne med dig i alt lige fra at klatre i bjerge til at spille bold med os. Du og far tog aldrig på ferie alene. Familien var altid sammen med dig. Nu hvor jeg er væk hjemmefra, kan jeg godt lide at tale om mit liv derhjemme, fordi det var så rart. Jeg ville ikke kunne vende mig fra din undervisning nu, fordi mine handlinger afspejler din opdragelse. Livet er en stor udfordring for mig, at være værdig til at blive kaldt Nora Sonne Perrys søn. Jeg er meget stolt over denne titel, og jeg håber, at jeg altid vil være den værdig.
Jeg håber, at jeg til næste år kan være sammen med dig, så jeg kan vise dig alt det gode, som jeg har planlagt at vise dig på mors dag i de sidste fire år.
Må Herren velsigne dig for alt det vidunderlige, du har gjort i denne hærgede verden.
Med al min kærlighed, Tom.«1
Da jeg igen læste mit brev, reflekterede jeg også over kulturen i den familie, menighed, stav og det lokalsamfund, som jeg voksede op i.
Kultur defineres som et folks livsstil. Der er en enestående evangelisk kultur, et sæt af værdier, forventninger og skikke, der er fælles for alle medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Denne evangeliske kultur eller livsstil har sin rod i frelsesplanen, Guds befalinger og de levende profeters lærdomme. Den giver sig til udtryk i den måde, hvorpå vi opdrager vore børn og lever vores liv.
Den første instruktion til Adam omkring hans jordiske ansvar findes i 1 Mosebog 2:24: »Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.«
Foreningen af en mand og en kvinde, der bliver lovformeligt gift, er ikke blot en forberedelse for fremtidige generationer til at arve jorden, men det bringer også den største glæde og tilfredsstillelse, der findes i dette liv. Det er især sandt, når præstedømmets myndighed erklærer, at ægteskabet er for tid og al evighed. Børn, der bliver født i sådan et ægteskab, har en tryghed, der ikke findes andre steder.
Lektier, der gives i hjemmet af agtværdige forældre, bliver endnu vigtigere i vore dages verden, hvor modstanderens påvirkning er spredt så vidt omkring. Som vi ved, forsøger han at nedbryde og ødelægge selve grundvolden for vores samfund – familien. Over alt i verden angriber han på kloge og omhyggeligt camouflerede måder vores forpligtelse over for familielivet og underminerer trofaste sidste dages helliges kultur og pagter. Forældre må vedtage, at undervisning i hjemmet er det helligste og vigtigste ansvar. Selvom andre institutioner som fx kirke og skole kan bistå forældre i at »tilskynd[e] drengen [eller pigen] til at følge den vej, han [eller hun] skal gå« (Ordsp 22:6), påhviler dette ansvar i sidste instans forældrene. Ifølge den store plan for lykke er det agtværdige forældre, der er betroet omsorgen og udviklingen af vor himmelske Faders børn.
I vores bemærkelsesværdige forældreforvaltning findes der mange måder, hvorpå agtværdige forældre kan få den hjælp og støtte, de har brug for til at undervise deres børn i Jesu Kristi evangelium. Lad mig foreslå fem ting, som forældre kan gøre for at opnå en stærkere familiekultur:
For det første kan forældre oprigtigt bede vor evige Fader om at hjælpe dem til at elske, forstå og vejlede de børn, han har sendt til dem.
For det andet kan de bede familiebøn, holde skriftstudium og familieaften og spise sammen så ofte som muligt og gøre aftenmåltidet til et tidspunkt, hvor man kommunikerer og underviser i værdier.
For det tredje kan forældre benytte sig fuldt ud af Kirkens netværk og kommunikere med børnenes primarylærere, de unges ledere samt klasse- og kvorumspræsidentskaber. Når forældre kommunikerer med de mennesker, der er kaldet og indsat til at arbejde sammen med deres børn, kan de viderebringe en afgørende forståelse af barnets særlige og specifikke behov.
For det fjerde kan forældre ofte bære deres vidnesbyrd for deres børn, forpligte dem til at holde Guds befalinger og love de velsignelser, som vor himmelske Fader lover sine trofaste børn.
For det femte kan vi organisere vores familie på basis af tydelige, enkle familieregler og forventninger, sunde familietraditioner og -skikke samt en »familieøkonomi«, hvor børn har pligter i hjemmet og kan tjene lommepenge, så de kan lære at leve efter et budget, spare op og betale tiende af de penge, de tjener.
Disse forslag til at skabe en stærkere familiekultur hænger tæt sammen med Kirkens kultur. Vores styrkede familiekultur beskytter vore børn fra »Modstanderens … brændende pile« (1 Ne 15:24), der ligger i påvirkningen fra deres venner, underholdning og berømtheder, anerkendelse og berettigelse samt internettet og medierne, som de konstant er udsat for. Det hjælper vore børn til at »leve i verden« og ikke blive »af verden« (se Joh 15:19).
Præsident Joseph Fielding Smith har sagt: »Det er forældrenes pligt at lære deres børn disse frelsende principper fra Jesu Kristi evangelium, så de ved, hvorfor de skal døbes, og så der dybt i deres hjerte er et ønske om at fortsætte med at holde Guds befalinger, efter at de er blevet døbt, så de kan komme tilbage til hans nærhed. Vil I, mine kære brødre og søstre, gerne være sammen med jeres familie og jeres børn, og vil I gerne besegles til jeres fædre og jeres mødre, som gik forud for jer …? Hvis det er tilfældet, må I begynde med at undervise fra vuggestadiet. I skal undervise gennem eksempel såvel som gennem belæringer.«2
I familieproklamationen står der:
Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn. ›Sønner (børn) er en gave fra Herren‹ (Sl 127:3). Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor …
I henhold til den guddommelige plan skal fædre lede deres familier i kærlighed og retskaffenhed og har ansvaret for at sørge for livets fornødenheder samt beskytte deres familier. Mødre har primært ansvaret for at opdrage deres børn. I disse hellige ansvar er fædre og mødre forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere.«3
Jeg tror, at det er i henhold til den guddommelige plan, at mødre lægger vægt på opdragelse og undervisning af den næste generation. Men det er vidunderligt at se ægtemænd og hustruer, der har fundet et virkeligt partnerskab, hvor de smelter sammen i indflydelse og kommunikation om deres børn og til deres børn.
Det ugudelige stormløb mod vore børn er både mere udspekuleret og skamløst, end det nogensinde før har været. Opbyggelse af en stærk familiekultur føjer endnu et lag til vores børns beskyttelse og skærmer dem mod verdslig påvirkning.
Gud velsigne jer agtværdige mødre og fædre i Zion. Han har betroet jer omsorgen for sine evige børn. Som forældre er vi partnere, endda fælles med Gud om at tilvejebringe hans gerning og herlighed blandt sine børn. Det er vores hellige pligt at gøre vores allerbedste. Jeg vidner om dette i Jesu Kristi navn. Amen.