Tænk over velsignelserne
Vor himmelske Fader kender vore behov og vil hjælpe os, når vi kalder på hans hjælp.
Mine elskede brødre og søstre, ved denne konference er det 49 år siden, jeg blev opretholdt, den 4. oktober 1963 som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. 49 år er lang tid. Men på mange måder virker det som meget kort tid siden, at jeg stod på talerstolen i Tabernaklet og holdt min allerførste generalkonferencetale.
Meget har forandret sig siden den 4. oktober 1963. Vi lever i en enestående tid i verdenshistorien. Vi er så rigt velsignet. Og alligevel er det sommetider svært at se problemerne og løssluppenheden omkring os uden at blive nedtrykt. Det er min erfaring, at hvis vi i stedet for at dvæle ved det negative træder et skridt tilbage og tænker over velsignelserne i vores liv, herunder de tilsyneladende små og sommetider oversete velsignelser, så kan vi finde større lykke.
Når jeg har gennemgået de sidste 49 år, har jeg gjort nogle opdagelser. Én er, at de utallige oplevelser, jeg har haft, ikke nødvendigvis var dem, man kunne betragte som usædvanlige. Da de fandt sted, syntes de faktisk ofte ikke som noget særligt og tilmed almindelige. Og alligevel har de set i bakspejlet beriget og velsignet mennesker – og ikke mindst mig selv. Jeg kan anbefale jer at gøre det samme – gør status over jeres liv og søg specifikt efter velsignelser, store og små, som I har modtaget.
Konstant styrket ved min egen gennemgang i årenes løb har været min viden om, at vore bønner bliver hørt og besvaret. Vi kender sandheden, der står i 2 Nefi i Mormons Bog: »Menneskene er til for at kunne nyde glæde.«1 Jeg vidner om, at en stor del af den glæde kommer, når vi erkender, at vi kan kommunikere med vor himmelske Fader i bøn, og at disse bønner vil blive hørt og besvaret – måske ikke lige sådan og på det tidspunkt, hvor vi forventede, at de blev besvaret, men de vil blive besvaret og af en himmelsk Fader, som fuldstændigt kender og elsker os, og som ønsker, at vi er lykkelige. Har han ikke lovet os: »Vær du ydmyg, så skal Herren din Gud lede dig ved hånden og give dig svar på dine bønner.«2
I de næste par minutter, som jeg har fået tildelt, ønsker jeg at give jer blot en lillebitte smagsprøve på de oplevelser, som jeg har haft, hvor bønner blev hørt og besvaret, og som set i bakspejlet har velsignet mig så vel som andre. Min dagbog, som jeg har ført alle disse år, har hjulpet mig med nogle detaljer, som jeg sandsynligvis ellers ikke ville kunne gengive.
I begyndelsen af 1965 fik jeg til opgave at deltage i stavskonferencer og afholde andre møder i hele Stillehavsområdet. Det var mit første besøg i den del af verden, og det er en tid, der aldrig er blevet glemt. Jeg havde mange åndelige oplevelser på denne rejse, når jeg mødtes med ledere, medlemmer og missionærer.
I weekenden lørdag og søndag den 20. og 21. februar var vi i Brisbane i Australien for at afholde almindelige konferencemøder i Brisbane Stav. Ved møderne lørdag blev jeg præsenteret for distriktspræsidenten i et tilstødende område. Da jeg gav ham hånden, fik jeg en stærk tilskyndelse om, at jeg skulle tale med ham og rådgive ham, så jeg spurgte, om han kunne ledsage mig den næste dag til mødet søndag formiddag, så det kunne lade sig gøre.
Efter søndagsmødet fik vi mulighed for at tale sammen. Vi talte om hans mange ansvar som distriktspræsident. Mens vi gjorde det, følte jeg mig tilskyndet til at give ham specifikke forslag om missionering og om, hvordan han og hans medlemmer kunne hjælpe fuldtidsmissionærerne i deres arbejde i hans område. Jeg erfarede senere, at denne mand i sine bønner havde bedt om vejledning om dette. For ham var vores samtale et særligt vidnesbyrd om, at hans bønner blev hørt og besvaret. Det var tilsyneladende ikke noget særligt møde, men ét, som jeg er overbevist om, der blev vejledt af Ånden, og som havde betydning for denne distriktspræsidents liv og virke, for hans medlemmers liv og for missionærernes succes i området.
Mine brødre og søstre, Herrens formål bliver ofte opnået, når vi giver agt på Åndens vejledning. Jeg tror, at jo mere vi handler på den inspiration og de tilskyndelser, der kommer til os, jo mere vil Herren betro os sine opgaver.
Jeg har lært, som jeg har nævnt i tidligere taler, aldrig at udskyde en tilskyndelse. Engang for mange år siden svømmede jeg frem og tilbage i den gamle Deseret Gym i Salt Lake City, da jeg følte mig inspireret til at tage hen til University Hospital for at besøge en god ven, der havde mistet førligheden i benene på grund af en ondartet svulst og en efterfølgende operation. Jeg forlod straks bassinet, fik tøj på og var snart på vej for at besøge denne gode mand.
Da jeg kom til hans stue, var den tom. På forespørgsel erfarede jeg, at jeg sikkert kunne finde ham ved hospitalets svømmebassin, som blev brugt til genoptræning. Det var ganske rigtigt tilfældet. Han var selv kørt derhen i sin kørestol og var den eneste person i hallen. Han befandt sig på den anden side af bassinet ved den dybe ende. Jeg kaldte på ham, og han kom i sin kørestol over for at hilse på mig. Vi havde en fornøjelig snak, og jeg fulgte ham tilbage til hans hospitalsstue, hvor jeg gav ham en velsignelse.
Jeg erfarede senere fra min ven, at han havde været meget fortvivlet den dag og havde overvejet at tage sit eget liv. Han havde bedt om hjælp, men begyndte at føle, at hans bønner forblev ubesvarede. Han kørte hen til bassinet med den tanke, at dette kunne være en måde at afslutte sine pinsler på – ved at køre kørestolen ud over kanten i den dybe ende af bassinet. Jeg var kommet på et kritisk tidspunkt, som svar på det, jeg ved, var inspiration fra det høje.
Min ven levede mange år efter – år fyldt med lykke og taknemlighed. Hvor er jeg glad for, at jeg har været et redskab i Herrens hånd denne kritiske dag ved svømmebassinet.
En anden gang, da søster Monson og jeg kørte hjem efter at have besøgt nogle venner, følte jeg mig tilskyndet til, at vi skulle tage ind til byen – en ekstra tur på mange kilometer – for at besøge en ældre enke, der engang havde boet i vores menighed. Hun hed Zella Thomas. Hun boede nu på et plejehjem. Det var først på eftermiddagen, og vi fandt hende meget afkræftet, men fredfyldt liggende på sin seng.
Zella havde i mange år været blind, men hun genkendte straks vore stemmer. Hun spurgte, om jeg kunne give hende en velsignelse og tilføjede, at hun var rede til at dø, hvis Herren ønskede, at hun skulle komme hjem. Der var en smuk og fredfuld ånd i værelset, og vi vidste alle, at hendes tid på jorden ville være kortvarig. Zella tog mig i hånden og sagde, at hun havde bedt inderligt om, at jeg måtte komme og besøge hende og give hende en velsignelse. Jeg fortalte hende, at vi var kommet som følge af direkte inspiration fra vor himmelske Fader. Jeg kyssede hende på panden og vidste, at jeg måske ikke ville se hende i live igen. Det blev tilfældet, for hun gik bort den følgende dag. At kunne give vores kære Zella lidt trøst og fred var en velsignelse for hende og for mig.
Muligheden for at være en velsignelse for en anden kommer ofte uventet. En meget kold lørdag aften i vinteren 1983–1984 kørte søster Monson og jeg turen til bjergdalen ved Midway i Utah, hvor vi har et hus. Temperaturen den aften var 31 minusgrader, og vi ønskede at sikre os, at alt var i orden i vores hus der. Vi gennemgik huset og fandt alt i orden, så vi begyndte at køre tilbage til Salt Lake City. Vi fik knap kørt nogle kilometer ud mod landevejen, før vores bil brød sammen. Vi var fuldstændig hjælpeløse. Jeg har sjældent og måske aldrig været så kold, som vi var den aften.
Modstræbende begyndte vi at gå mod den nærmeste by, mens bilerne fløj forbi os. Endelig standsede en bil, og en ung mand tilbød at hjælpe. Vi fandt til sidst ud af, at dieselen i vores tank var blevet for tyk på grund af kulden, så det var umuligt at køre bilen. Den venlige, unge mand kørte os tilbage til vores hus i Midway. Jeg forsøgte at betale ham lidt for hans hjælp, men han sagde venligt nej. Han angav, at han var spejder og ønskede at gøre en god gerning. Jeg præsenterede mig selv, og han udtrykte sin glæde over at kunne hjælpe. Jeg formodede, at han havde alderen til at være missionær, så jeg spurgte ham, om han planlagde at tage på mission. Han oplyste, at han ikke var sikker på, hvad han ønskede at gøre.
Den følgende mandag morgen skrev jeg et brev til den unge mand og takkede ham for hans hjælp. I brevet opmuntrede jeg ham til at tage på fuldtidsmission. Jeg vedlagde et eksemplar af en af mine bøger og understregede kapitlerne om missionering.
Godt en uge senere ringede den unge mands mor og fortalte, at hendes søn var en fremragende ung mand, men på grund af visse påvirkninger var hans længe nærede ønske om at tage på mission blevet mindre. Hun fortalte, at hun og hans far havde fastet og bedt om, at hans hjerte måtte ændre sig. De havde lagt hans navn på bønnelisten i templet i Provo i Utah. De håbede på, at hans hjerte på en eller anden måde måtte blive rørt positivt, og at han fik sit ønske om at tage på mission og trofast tjene Herren tilbage. Moderen ønskede at fortælle mig, at hun betragtede hændelsen den bitterkolde aften som svar på deres bønner for deres søn. Jeg sagde: »Jeg er enig med dig.«
Efter flere måneder og mere kontakt med denne unge mand kunne søster Monson og jeg overvældet af glæde deltage i hans missionærfarvel forud for hans afrejse til missionen i Vancouver i Canada.
Var det et tilfælde, at vore veje krydsede hinanden den kolde decemberaften? Det tror jeg ikke et øjeblik på. Jeg tror snarere, at vores møde var svaret på en mors og en fars hjertegribende bønner for deres søn, som de elskede.
Jeg siger igen, mine brødre og søstre, at vor himmelske Fader kender vore behov og vil hjælpe os, når vi kalder på hans hjælp. Og jeg tror, at ingen af vore bekymringer er for små eller ubetydelige. Herren ses i livets detaljer.
Jeg ønsker at afslutte med at fortælle om en nylig oplevelse, som har påvirket mange hundrede mennesker. Den foregik ved kulturfestivalen ved indvielsen af templet i Kansas City for blot fem måneder siden. Som så meget andet, der sker i vores liv, syntes det på det tidspunkt som blot endnu en oplevelse, hvor alt lykkedes. Men da jeg hørte om forholdene i forbindelse med kulturfestivalen, aftenen før templet blev indviet, forstod jeg, at deres optræden den aften var alt andet end almindelig. Den var faktisk ret fantastisk.
Ligesom ved alle kulturfestivaler i forbindelse med tempelindvielser havde de unge i tempeldistriktet for templet i Kansas City i Missouri øvet til deres optræden i forskellige grupper i de områder, hvor de boede. Planen var så, at de alle skulle mødes i et stort, lejet lokalcenter lørdag formiddag før deres optræden, så de kunne lære, hvordan og hvornår de skulle komme ind, hvor de skulle stå, hvor meget plads der skulle være mellem dem og personen ved siden af, hvor de skulle forlade scenen osv. – masser af detaljer, som de måtte fange i løbet af dagen, når de ansvarlige ledere sammensatte de forskellige scener, så den endelige optræden kunne foregå glat og uden problemer.
Der var blot et væsentligt problem den dag. Hele produktionen afhang af nogle på forhånd optagede sekvenser, der skulle vises på en storskærm, der hed Jumbotron. De optagede sekvenser var afgørende for hele produktionen. De bandt ikke blot det hele sammen, men hver videosekvens præsenterede den næste optræden. Videosekvenserne udgjorde rammerne, hvorpå hele produktionen afhang. Og Jumbotron’en virkede ikke.
Teknikerne arbejdede febrilsk på at løse problemet, mens de unge ventede i hundredvis og mistede kostbar øvetid. Situationen begyndte at se umulig ud.
Forfatteren og instruktøren bag festivalen, Susan Cooper, forklarede senere: »Da vi gik fra plan A til B til Z, vidste vi, at det ikke gik … Vi så på tidsplanen, vi vidste, at det overgik vore evner, men vi vidste, at vi havde en af de stærkeste kræfter på gulvet under os – 3.000 unge. Vi var nødt til at gå ned og fortælle [dem], hvad der skete og trække på deres tro.«3
Blot en time før publikum begyndte at komme ind i centret, knælede 3.000 unge på gulvet og bad sammen. De bad om, at de, der arbejdede med Jumbotron’en måtte blive inspireret til at vide, hvad de skulle gøre for at reparere den; de bad deres himmelske Fader om at kompensere for det, som de selv ikke kunne gøre på grund af manglende tid.
En af dem skrev om det senere og sagde: »Det var en bøn, som de unge aldrig vil glemme, ikke fordi gulvet var hårdt, men fordi Ånden blødgjorde deres knogler.«4
Der gik kun kort tid, før en af teknikerne kom for at fortælle dem, at problemet var blevet fundet og rettet. Han tilskrev løsningen held, men alle de unge vidste bedre.
Da vi trådte ind i det lokale center den aften, vidste vi intet om dagens vanskeligheder. Det hørte vi først om senere. Det, vi så, var imidlertid en smuk og velgennemført optræden – en af de bedste, jeg har set. De unge udstrålede en storslået og kraftig ånd, som alle til stede kunne føle. De syntes at vide, nøjagtig hvor de skulle komme ind, hvor de skulle stå, og hvordan de skulle arbejde sammen med alle de andre optrædende omkring dem. Da jeg hørte, at deres øvelse var blevet afkortet, og at mange af numrene slet ikke var blevet øvet sammen med hele gruppen, var jeg forbløffet. Ingen kunne se det. Herren havde sandelig kompenseret.
Det forbløffer mig til stadighed, hvordan Herren kan motivere og lede sit rige vidt og bredt og stadig have tid til at komme med inspiration til en person – eller en kulturfestival eller en Jumbotron. Men den kendsgerning, at han kan, og at han gør det, er et vidnesbyrd for mig.
Mine brødre og søstre, Herren kan ses i alles tilværelse. Han elsker os. Han ønsker at velsigne os. Han ønsker, at vi søger hans hjælp. Når han vejleder og leder os, og når han hører og besvarer vore bønner, vil vi finde lykken her og nu, som han ønsker, vi får. Må vi være opmærksomme på hans velsignelser i vores tilværelse, det beder jeg om i Jesu Kristi, vor Frelsers, navn. Amen.