Balancering af sandhed og tolerance
Fra en CES-tale, 11. sep. 2011. Læs hele teksten på engelsk ved at besøge mormonnewsroom.org/article/-truth-and-tolerance-elder-dallin-h-oaks.
Beskaffenheden af og sandhedens natur er et af de fundamentale spørgsmål i livet. Jesus sagde til den romerske statsholder Pilatus, at han var kommet til verden for at »vidne om sandheden.« Den vantro spurgte: »Hvad er sandhed?« (Joh 18:37-38). På et tidligere tidspunkt havde Frelseren sagt: »Jeg er vejen og sandheden og livet« (Joh 14:6). I nutidig åbenbaring, erklærede han: »… sandhed er kundskab om alt, som det er, og som det var, og som det skal blive« (L&P 93:24).
Vi tror på absolut sandhed, deriblandt Guds eksistens samt det rigtige og forkerte fastlagt gennem hans befalinger. Vi ved, at Guds eksistens og eksistensen af absolut sandhed er grundlæggende for liv på denne jord, uanset om man tror på det eller ej. Vi ved også, at det onde findes, og at visse ting ganske enkelt er fuldstændigt og evigtvarende forkerte.
Chokerende rapporter om plyndringer og løgn i stort omfang i civiliserede samfund antyder et moralsk vakuum, hvori mange næsten ingen fornemmelse har for rigtigt og forkert. Udbredte uroligheder, plyndring og bedrageri har fået mange til at undre sig over, om vi er ved at miste det moralske fundament, som den vestlige verden har fået fra dens jødisk-kristne arv.1
Det er godt at bekymre sig for vores moralske grundvold. Vi lever i en verden, hvor flere og flere indflydelsesrige personer lærer og handler ud fra en tro på, at der ikke findes noget absolut rigtigt eller forkert – at al myndighed og alle regler for adfærd er menneskeskabte valg, som har forrang over Guds befalinger. Mange tvivler endog på, at der er en Gud.
Filosofien bag moralsk relativisme, som går ud på, at det enkelte menneske er fri til selv at vælge, hvad der er rigtigt eller forkert, er blevet den uofficielle trosbekendelse for mange i USA og andre vestlige lande. I ekstrem grad bliver den ondskab, som før i tiden blev indkredset og skjult som en byld, nu lovliggjort og holdt frem som et banner. Overbevist om denne filosofi fanges mange i den opvoksende generation af selviske fornøjelser, pornografi, uærlighed, sjofelt sprog, afslørende påklædning, hedensk maling og piercing af kropsdele og fornedrende seksuel handlinger.
Mange religiøse ledere underviser om Guds eksistens som den ultimative lovgiver, ved hvis befaling en bestemt opførsel er absolut rigtig og sand og anden opførsel er absolut forkert og usand.2 Profeter fra Bibelen og Mormons Bog forudså denne tid, da mennesker ville »elske nydelser højere end Gud« (2 Tim 3:4) og i sandhed, når mennesker ville fornægte Gud (se Jud 1:4; 2 Ne 28:5; Moro 7:17; L&P 29:22).
Under disse betrængte forhold har vi, som tror på Gud og den naturlige følge af rigtigt og forkert, en udfordring ved at leve i en gudløs og stadigt stigende amoralsk verden. Under disse omstændigheder har vi alle – især den opvoksende generation – en pligt til at stå op og tale for at bekræfte, at Gud lever, og at der er absolutte sandheder, som hans befalinger fastsætter.
Mange lærere på skoler, gymnasier og universiteter underviser i og praktiserer relativ moral. Dette former indstillingen hos mange unge mennesker, som indtager deres pladser som lærere for vore børn og offentlige meningsdannere gennem medierne og populær underholdning. Filosofien om moralsk relativisme fornægter det, som millioner af troende kristne, jøder og muslimer betragter som fundamentalt, og denne fornægtelse skaber store problemer for os alle. Det, som troende bør gøre ved dette leder til det andet af mine tvillinge-emner, tolerance.
Tolerance defineres som en venlig og rimelig indstilling mod fremmedartede eller anderledes meninger og skikke eller mod de personer, som har eller praktiserer dem. Eftersom moderne transport- og kommunikationsmidler har bragt os alle tættere på andre folk og tankegange, har vi brug for større tolerance.
Denne større eksponering af forskelligheder både beriger og komplicerer vores liv. Vi beriges gennem samvær med forskellige mennesker, der minder os om den skønne mangfoldighed blandt Guds børn. Men forskellighed i kultur og værdier udfordrer os også til at finde ud af, hvad der kan stemme overens med vores evangeliske kultur og værdier, og hvad der ikke kan. På denne måde øger diversiteten risikoen for konflikt og kræver, at vi bliver mere opmærksomme på tolerancens natur. Hvad er tolerance, hvornår gælder den, og hvornår gælder den ikke?
Dette er et sværere spørgsmål for dem, som tror på Guds eksistens og en absolut sandhed, end det er for dem, som tror på moralsk relativisme. Jo svagere ens tro på Gud er, og jo færre moralske absolutter, jo færre lejligheder er der, hvor andres idéer eller skikke vil konfrontere en med udfordringen om at være tolerant. For eksempel har en ateist ikke behov for at beslutte, hvilke slags eller blasfemiske situationer, der kan tolereres, og hvilke der skal konfronteres. Personer, som ikke tror på Gud eller på absolutte sandheder i moralske anliggender ser sig selv som de mest tolerante personer. For dem er næsten alt i orden. Dette trossystem kan tolerere næsten al adfærd og enhver person. Desværre har de, der tror på moralsk relativisme, ofte svært ved at tolerere dem, som insisterer på, at der er en Gud, som bør respekteres, og at der er visse moralske absolutter, der bør overholdes.
Tre absolutte sandheder
Så hvad betyder tolerance for os og andre troende, og hvilken særlig udfordring har vi i udøvelsen af den? Jeg begynder med tre absolutte sandheder. Jeg udtrykker dem som Herren Jesu Kristi apostel, og jeg tror, at de fleste af disse idéer generelt deles af andre troende.
For det første, er alle mennesker brødre og søstre under Gud, og de lærer inden for deres forskellige religioner at elske og gøre godt mod hinanden. Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) udtrykte denne tanke for sidste dages hellige: »Enhver af os fra forskellige trosretninger tror på Guds faderskab, selvom vi har forskellige opfattelser af ham. Hver især er vi en del af en stor familie, den menneskelige familie, Guds sønner og døtre, og er derfor brødre og søstre. Vi skal gøre en større indsats for at skabe gensidig respekt, mildhed og tolerance for hinanden, uanset hvilke lærdomme eller filosofier vi bekender os til.«3
Bemærk at præsident Hinckley talte om gensidig respekt såvel som tolerance. At leve sammen med gensidig respekt for hinandens forskelligheder er en udfordring i dagens verden. Men – og her vil jeg gerne fremsætte endnu en absolut sandhed – dette at leve med forskelligheder er, hvad Jesu Kristi evangelium belærer os om, at vi skal gøre.
Himmeriget ligner en surdej, sagde Jesus (se Matt 13:33). Surdej – gær – er skjult i en større masse, indtil det hele er gennemsyret eller hævet af dens virkning. Vor Frelser belærte også sine disciple om, at de ville møde trængsler i verden (se Joh 16:33), at de ville være få i antal (se 1 Ne 14:12), og at de ville blive hadet, fordi de ikke er af denne verden (se Joh 17:14). Men det er vores rolle. Vi er kaldet til at leve med andre af Guds børn, som ikke deler vores tro eller værdier, og som ikke har indgået de samme pagtsforpligtelser, som vi har. Vi skal være i verden, men ikke af verden.
Eftersom Jesu Kristi disciple har fået befaling om at være som en surdej, må vi søge tolerance fra dem, som hader os for ikke at være af verden. Som en del af dette kan vi til tider være nødt til at udfordre love, som vil svække vores frihed til at udøve vor tro, i tillid til vore forfatningsmæssige rettigheder til religionsfrihed. Den store bekymring er, at »folk af alle trosretninger har mulighed for at udarbejde deres forhold til Gud og hinanden, uden at staten skal kigge dem over skulderen.«4 Det er årsagen til, at vi har brug for forståelse og støtte, når vi må kæmpe for religionsfrihed.
Vi skal også udvise tolerance og respekt for andre. Som apostlen Paulus sagde, bør kristne »stræbe efter det, der tjener freden« (Rom 14:19) og så vidt muligt holde »fred med alle mennesker« (Rom 12:18). Som følge deraf bør vi være hurtige til at ære det gode, der er i alle mennesker og i mange holdninger og skikke, der adskiller sig fra vore egne. Som Mormons Bog lærer os:
»Derfor kommer alt det, som er godt, fra Gud
… derfor er alt det, som opfordrer og tilskynder til at gøre godt og til at elske Gud og til at tjene ham, inspireret af Gud.
Pas derfor på … at I ikke dømmer det … som er godt og af Gud, til at være af Djævelen« (Moro 7:12-14).
Denne tilgang til forskelligheder vil bane vej for tolerance og respekt over for os.
Vores tolerance og respekt for andre og deres tro gør ikke, at vi skal opgive vores hengivenhed for de sandheder, vi forstår og de pagter, vi har indgået. Dette er en tredje absolut sandhed. Vi har rollen som soldater i krigen mellem sandhed og vildfarelse. Der er ingen mellemvej. Vi må forsvare sandheden, også mens vi udøver tolerance og respekt for tro og idéer, som adskiller sig fra vore egne, og for de mennesker, som har dem.
Tolerance over for opførsel
Selv om vi skal udvise tolerance og respekt for andre og deres tro, herunder deres ret til at forklare og tale for deres standpunkt, så kræves det ikke af os, at vi respekterer eller tolererer dårlig opførsel. Vores pligt mod sandheden kræver, at vi søger at gøre os fri af dårlig adfærd. Dette er let, når det gælder ekstrem adfærd, som de fleste troende og ikke-troende anerkender som forkert eller uacceptabel.
Men hvad angår mindre ekstrem adfærd, hvor selv troende er uenige om, hvorvidt den er forkert, så er det langt vanskeligere at definere, hvad og i hvilken grad vi bør tolerere. Således skrev en eftertænksom sidste dages hellig kvinde til mig om hendes bekymring for, at »verdens definition på ›tolerance‹ i øget grad synes at blive brugt til at skulle tolerere ugudelig livsstil.« Hun spurgte, hvordan Herren ville definere tolerance.5
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Ordet tolerance kan ikke stå alene. Det behøver et mål og en respons for at kunne kvalificere sig som en dyd … Tolerance efterspørges ofte, men gengældes sjældent. Vær forsigtig med ordet tolerance. Den er en meget vakkelvorn dyd.«6
Denne inspirerede advarsel minder os om, at for personer, der tror på absolut sandhed, er tolerance over for adfærd som en mønt med to sider. Tolerance eller respekt er på den ene side af mønten, mens sandhed altid er på den anden side. Man kan ikke besidde eller bruge tolerancens mønt uden at være bevidst om begge sider.
Vor Frelser anvendte dette princip. Da Jesus stod over for en kvinde, som var blevet grebet i hor, ytrede han tolerancens trøstende ord: »Jeg dømmer dig heller ikke.« Så, da han sendte hende væk, talte han de befalende ord af sandhed: »Gå, og synd fra nu af ikke mere« (Joh 8:11). Vi bør alle blive opbygget og styrket ved dette eksempel på at ytre både tolerance og sandhed: Mildhed i tale, men fasthed i sandheden.
En anden eftertænksom sidste dages hellig skrev: »Jeg hører ofte Herrens navn blive misbrugt, og jeg har også bekendte, som fortæller mig, at de bor sammen med deres kæreste. Jeg har konstateret, at overholdelsen af sabbatten næsten er ophørt. Hvordan kan jeg holde mine pagter om at stå som vidne og ikke støde disse mennesker?«7
Jeg begynder med vores personlige opførsel. I anvendelsen af de til tider modstridende krav om sandhed og tolerance på disse tre områder – at bande, papirløse forhold og at bryde sabbatten – og mange andre, bør vi ikke være tolerante over for os selv. Vi bør være styret af kravet om sandhed. Vi bør personligt være stærke i at holde befalingerne og vore pagter, og vi bør omvende og forbedre os, når der er behov for det.
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Syndens ansigt bærer i dag ofte tolerancens maske. Bliv ikke vildledt; bag denne facade venter hjertesorg, ulykke og smerte … Hvis jeres såkaldte venner opfordrer jer til at gøre noget, som I ved er forkert, lad det så være jer, der forsvarer det rette, selv om I står alene.«8
På samme måde er det med vore børn og andre, som vi har pligt til at undervise, vores pligt mod sandheden er uomtvistelig. Selvfølgelig er det sådan, at undervisning kun bærer frugt gennem andres handlefrihed, og derfor må vores undervisning udøves med kærlighed, tålmodighed og overtalelse.
Jeg går nu videre til forpligtelsen om sandhed og tolerance i vores personlige samvær med andre, som bander i vores selskab, bor papirløst sammen, eller som ikke kommer sabbatsdagen i hu på passende vis.
Vores pligt til at udvise tolerance betyder, at ingen af disse adfærdstyper – eller andre, som vi måtte betragte som afvigende fra sandheden – nogensinde bør få os til at reagere med hadefulde ord eller uvenlige handlinger. Men vores forpligtelse mod sandhed har sit eget sæt af krav og velsignelser. Når vi »tal[er] sandhed med hinanden« og når vi taler »sandheden tro i kærlighed« (Ef 4:25, 15) så handler vi som Herrens Jesu Kristi tjenere og gør hans værk. Engle vil stå os bi, og han vil sende sin Helligånd til at vejlede os.
I disse følsomme anliggender bør vi først overveje, om vi overhovedet – eller i hvilken udstrækning – skal fortælle vore venner, hvad vi ved er sandt omkring deres adfærd. I de fleste tilfælde kan denne beslutning afhænge af, hvor direkte vi personligt påvirkes af den.
Konstant banden i vores nærvær er en passende anledning til at fortælle, at det støder os. De bandeord, som ikke-troende bruger, når vi ikke er til stede, giver højst sandsynligt ikke anledning til, at vi konfronterer udøveren.
Som vi ved, er papirløst samliv en alvorlig synd, som sidste dages hellige ikke skal give sig i lag med. Når det praktiseres af dem omkring os kan det være et privat anliggende eller noget, vi bliver bedt om at lade gå upåtalt hen, støtte eller billige. I balancegangen mellem sandhed og tolerance, kan tolerancen være dominant, hvor adfærden ikke involverer os personligt. Hvis det papirløse samliv involverer os personligt, bør vi lade os styre af vores pligt mod sandhed. Det er fx én ting at ignorere alvorlige synder, når de udøves privat; det er en ganske anden sag at blive bedt om at støtte eller implicit godkende dem, ved fx at huse dem i vores eget hjem.
Med hensyn til at komme sabbatten i hu, skulle vi måske forklare vores tro omkring sabbatten, deriblandt at vores deltagelse i nadveren fornyer os åndeligt og gør os til bedre mennesker resten af ugen. Til andre troende kan vi måske udtrykke vores påskønnelse for fælles fodslag om det vigtigste: At vi hver især tror på Gud og en absolut sandhed, selv om vi har forskellige definitioner på disse grundtræk. Udover det, bør vi huske Frelserens lære om, at vi bør undgå strid (se 3 Ne 11:29-30), og at vores eksempel og forkyndelse bør være »en advarselsrøst, enhver til sin næste, i mildhed og i sagtmodighed« (L&P 38:41).
I alt dette skal vi ikke antage den frihed at dømme vores næste eller bekendte efter den yderste konsekvens af deres adfærd. Den dom er Herrens, ikke vores.
Principper i det offentlige rum
Når troende træder ind i det offentlige rum i et forsøg på at påvirke lovgivning ud fra deres overbevisning, bør de anvende andre principper.
For det første må troende søge inspiration fra Herren og være selektive og forstandige omkring deres valg af sande principper, som de ønsker at fremme ved lov eller administrative handlinger. Generelt bør de afholde sig fra at forsøge at gennemføre love eller administrative handlinger, der fremmer overbevisninger, som er særegne for visse troende, såsom at fremme en lov om gudsdyrkelse, end ikke blot ved antydninger. Troende behøver ikke at være så varsomme, hvad angår politik, der fremmer principper af bredere almen interesse end deres egen overbevisning som fx love angående folkesundhed, sikkerhed og moral.
Troende kan og må søge love, der bevarer religionsfrihed. Tillige med en stigende grad af moralsk relativisme oplever USA og andre nationer et foruroligende fald i den offentlige anerkendelse af religion. Hvor det før var en anerkendt del af amerikanernes liv, er religion i dag suspekt for mange. Nogle indflydelsesrige røster drager endog tvivl ved i hvilken grad forfatningen skal beskytte den fri udøvelse af religion, deriblandt retten til at praktisere og forkynde religiøse principper.
Dette er et afgørende punkt for os, som tror på et højere væsen, som har sat grænsen for absolut rigtigt og forkert i den menneskelige adfærd, og vi må stå sammen om at holde på vores hævdvundne rettigheder til at udøve vores religion, til at stemme i overensstemmelse med vores samvittighed og at deltage i valg og debatter i det offentlige rum og i retssale. Vi må stå skulder ved skulder med andre troende for at bevare og styrke friheden til at tale for og udøve vores religiøse tro, hvad end den er. I denne hensigt må vi vandre sammen ad samme sti for at sikre vores frihed til at følge den vej, vi hver især finder nødvendig i henhold til vores egen overbevisning.
For det andet, når troende stræber efter at promovere sig i det offentlige rum, bør de altid være tolerante over for andres meninger og indstillinger, når de ikke tror som os. Troende bør altid tale med kærlighed og vise tålmodighed, forståelse og medfølelse mod deres modstandere. Kristne har fået befaling om at elske deres næste (se Luk 10:27) og om at tilgive (se Matt 18:21-35). De bør også huske Frelserens belæring: »Elsk jeres fjender og bed for dem der forfølger jer« (Matt 5:44).
For det tredje bør troende ikke lade sig afskrække af den udbredte opfattelse af, at de prøver at lovgive om moral. Mange områder af loven er baseret på jødisk-kristen moral og har været det i århundreder. Den vestlige civilisation er grundlagt på moral og kan ikke eksistere uden. Som USA’s anden præsident, John Adams, erklærede: »Vores forfatning blev kun udarbejdet til moralske og religiøse mennesker. Den er ganske utilstrækkelig til at styre nogen andre.«9
For det fjerde bør troende ikke vige tilbage fra at støtte love, der opretholder offentlige forhold eller vilkår, der hjælper dem til udøve deres tro, hvor disse forhold eller vilkår tillige tjener den almene folkesundhed, sikkerhed eller moral. Selv om religiøse overbevisninger fx ligger til grund for mange strafferetslove og familieretslige love, så har mange af disse love en lang historie, der viser, at de er passende i et demokratisk samfund. Men hvor troende er i overtal, bør de altid være lydhøre over for mindretallets meninger.
Og endelig er ånden i vores balancegang mellem sandhed og tolerance indeholdt i disse ord af præsident Hinckley: »Lad os være imødekommende over for dem iblandt os, som ikke tilhører vores tro. Lad os være gode naboer, venlige, generøse og imødekommende. Lad os involvere os i gode samfundsanliggender. Der kan være situationer med alvorlige moralske problemstillinger, hvor vi ikke kan bøje os. Men i sådanne tilfælde kan vi være uenige på en høflig måde uden at være ubehagelige. Vi kan anerkende oprigtigheden, der næres af mennesker med en anden holdning, som vi ikke accepterer. Vi kan tale om principper frem for personligheder.«10
Udkigspost i tårnet
I Bibelen står der, at en af de opgaver, som en profet har, er at være »vægter« for at advare Israel (se Ez 3:17; 33:7). I en åbenbaring tilføjede Herren denne lignelse for det nye Zion: »Sæt … [en] udkigspost på tårnet«, som vil se »fjenden, mens han endnu [er] langt borte« og give advarsel og redde »vingård[en] fra ødelæggerens hænder« (L&P 101: 45, 54).
Jeg har talt til jer som en af disse udkigsposter. Jeg forsikrer jer om, at mit budskab er sandt. Jeg erklærer, at jeg ved, at Gud lever! Jeg vidner om, at Jesus Kristus er Guds Søn, som blev korsfæstet for verdens synder, og at han rækker ud til os med en relevant invitation om at modtage hans fred ved at lære af ham og gå hans veje (se L&P 19:23).
Fotoillustration: Welden C. Andersen.
Disse tolv, som Jesus sendte ud, af Walter Rane © IRI
Apostlen Paulus, af Jeff Ward
Kvinden, der blev grebet i hor, af Harry Anderson, © Pacific Press Publishing Association