Vær discipel til alle tider og i alle ting og på alle steder

Melissa Merrill

Hvordan kommer det at være discipel til udtryk? Kirkens tidsskrifter inviterede sidste dages hellige fra hele verden til at deltage i et »discipel-eksperiment.« Kort fortalt bad vi disse medlemmer om at fokusere på en bestemt lære fra eller beretning fra Jesu Kristi liv og regelmæssigt studere og grunde over de udvalgte skriftsteder i en uge, og derpå berette om, hvordan et grundigt studium af Frelserens liv og lærdomme påvirkede deres måde at følge ham »til alle tider« i deres liv.

Da Alma forklarede dåbens pagt ved Mormons vande, belærte han om, at det indebærer at stå som Guds vidner »til alle tider og i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:9). Det er et mønster, som Frelserens disciple den dag i dag stadig stræber efter at efterleve, og en pagt, som fornyes hver uge ved nadveren, når Kirkens medlemmer lover at »altid erindre« Frelseren (L&P 20:77).

Vær discipel til alle tider

Kara Laszczyk fra Utah, havde længe set på det at være discipel som et ønske om at efterligne og blive mere som Jesus Kristus og var villig til at ofre og tjene ved at forkynde hans evangelium. Men hun følte sig delvist hæmmet af sin indadvendte personlighed.

»Jeg har tendens til at kun at tænke inden for min egen sfære, fordi det er ubehageligt for mig at give af mig selv til andre mennesker,« forklarer hun. »Jeg bekymrer mig alt for meget om, hvad andre mennesker tænker om mig, frem for hvad jeg tænker om mig selv, og hvad Frelseren tænker om mig.«

Men søster Laszczyk siger, at hendes ugelange eksperiment med at studere Luk 7, som omhandler Frelseren, der tjener flere mennesker, fik hende til at revurdere sine motiver. Hun spurgte sig selv: »Drives mine handlinger af et oprigtigt ønske om at blive som Frelseren, og bekymrer jeg mig om andre, eller krydser jeg bare ting af på min liste, så jeg får det godt ved at vide, at jeg har færdiggjort en opgave? Bekymrer jeg mig mere om andres velbefindende eller om, hvad andre vil synes om mine handlinger?«

Hun siger, at det gik op for hende, at en del af det at følge Frelseren – at gøre det, han ville gøre i en given situation – indebar at holde af og tjene når der var brug for hende, ikke kun når det var belejligt.

»At være discipel er ikke noget passivt,« siger hun. »Det er ikke altid let. Den tid, energi og de midler, som vi ofrer ved at give oprigtig, kærlig tjeneste til andre, vil hjælpe os til at komme Frelseren nærmere.« Og hun tilføjer, at hun finder styrke i at vide, at Herren ikke beder os om at løbe stærkere, end vi er i stand til (se Mosi 4:27) eller at gøre ting, som vi ikke kan gøre uden hans hjælp.

At kende til disse principper, hjalp søster Laszczyk med at deltage i en faste for familiemedlemmer, selv om faste har været et af hendes svage punkter i fortiden. Den viden har motiveret hende til at ændre sig på andre områder.

»Jeg ønsker at være mere proaktiv i forbindelse med at tjene i stedet for bare at vente på, at en tilmeldingsliste går rundt,« siger hun. »Jeg ønsker at være en bedre besøgslærer. Jeg ønsker at opsøge måder, hvorpå jeg kan tjene uden for Kirken i mit lokalsamfund. Jeg ønsker, at min første tanke skal være: ›Hvad kan jeg gøre for dem?‹ eller ›Hvad har de brug for?‹ ikke ›Har jeg tid?‹ eller ›Hvordan kommer det her til at påvirke mig?‹

Vi har brug for vor Frelser,« konkluderer hun, »men han har også brug for os. Han har brug for, at vi hjælper og løfter hinanden.«

Francisco Samuel Cabrera Perez fra Chihuahua i Mexico, siger, at han ikke ser sig selv som en dårlig person; han har stræbt efter at adlyde befalingerne og opfylde sine pligter over for sin familie og sin næste lige siden han blev døbt som 16-årig. Men eksperimentet med at studere Frelserens liv gav ham forståelse for det at være discipel, som gik fra teori til praktik.

Studiet af Joh 6:27-63, den prædiken, hvor Frelseren omtaler sig selv som livets brød, fik bror Cabrera til at erkende en tendens i sig selv, som mange har: At sætte sin personlige magelighed først.

»Jeg finder altid en eller flere ›årsager‹ – undskyldninger – til at udsætte mine pligter,« forklarer han. Tanker som: »Lige om lidt« eller »i morgen« eller »det haster jo ikke« falder ham altid ind, siger han, »de kredser som gribbe og hindrer min familiemæssige, økonomiske, sociale og frem for alt, evige udvikling.«

Kun at følge Frelseren i de ting, som vi kan lide at gøre, gør os til »næsten disciple,« ikke sande disciple, siger han. At læse om Frelserens villighed til at underordne sig Faderens vilje, øgede bror Cabreras egen forpligtelse, og han fik større forståelse for, hvordan det at tage nadveren hver uge, hjælper ham med at »aflægge det naturlige menneske« (Mosi 3:19).

»Jeg underordner mig Helligåndens indflydelse og lader forsoningens kraft gøre mig til en hellig,« forklarer bror Cabrera. »For at dette kan ske, må jeg udvikle Kristi egenskaber: blive som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, kærlig, være villig til at underordne mig Herrens vilje« (se Mosi 3:19).

Efterhånden som bror Cabrera gjorde en større indsats for at aflægge det naturlige menneske, fandt han en øget kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus, sin familie, sine ledere og andre venner. Han opdagede, at hans arbejdsindsats steg. Og frem for alt, opdagede han, at han glædede sig over – og ikke led ved – at gøre ting, der opbyggede Guds rige.

»Det at være Frelserens discipel plejede jeg at se som en byrde, men nu ser jeg, at hans åg er godt og hans byrde er let« (se Matt 11:30), siger bror Cabrera. »Det er, hvad planen for lykke handler om: At følge Jesus Kristus og glæde sig med ham nu og i evighederne.«

Vær discipel i alle ting

Chioma N., 15 år, fra Nigeria, studerede Joh 7 og 3 Ne 14 som del af sit ønske om at være mere lydig. Hun indrømmer, at det er svært »at gøre visse ting, som jeg ikke holder af at gøre – især at rydde op i køkkenet, når jeg er træt.« Men hun har også et ønske om at »elske mennesker omkring sig,« og hun fandt ud af, at lydighed var en måde at vise den kærlighed på (se Joh 14:15).

Efterhånden, som Chioma studerede Frelserens lærdomme om lydighed og læste om hans underdanighed over for vor himmelske Faders vilje, indså hun, at fordi vor himmelske Fader og Jesus Kristus vidste, at vi ville synde og gå på afveje, gav de os befalinger for at hjælpe os til at holde os på den lige og snævre sti. Hun lærte også, at uden lydighed kan vi ikke komme ind i Guds rige.

»Jeg har lært, at ingen er fuldkommen, men vi kan stræbe efter fuldkommenhed gennem lydighed,« sagde hun. »Og jeg har også lært, at vi bør være lydige, så vor himmelske Fader kan velsigne os.«

Hun fik mulighed for at udvise lydighed i skolen, da hun blev bedt om at feje gulvet i klasselokalet, selv om det ikke var hendes tur.

»Jeg adlød ydmygt, da jeg hørte Helligånden bede mig om at adlyde og feje gulvet i klasselokalet. Mine medstuderende var overraskede, og det var vores lærer også. På grund af denne hændelse, kender mennesker mig nu som en lydig og ydmyg pige. Jeg var glad hele ugen, fordi jeg var lydig.«

Michelle Kielmann Hansen voksede op i Grønland og bor nu i Danmark, begge steder er der tradition for »at udvise venlighed og være hjælpsom,« siger hun. På mange måder, siger hun, har de steder, hun har boet, bidraget til at gøre det lettere at føre et kristuslignende liv.

På andre måder, siger hun, er det dog svært at få folk til at forstå, at det ikke blot er en periodisk aktivitet at være Jesu Kristi discipel, men snarere en livsstil. Hun siger, at hendes jævnaldrende, deriblandt to bofæller, som ikke er medlemmer, ofte har svært ved at forstå en livsstil, der indebærer »alle de timer i kirken«, tempelbesøg, skriftstudium og en månedlig faste. Det gør det svært at leve et liv som discipel, når hun støder på dårlige medier, anstødeligt sprog eller andre negative, ydre påvirkninger. »Med den slags påvirkning,« siger hun, »kan det være en stor udfordring at huske på, at jeg faktisk er Jesu Kristi discipel.«

Søster Hansen indrømmer, at det er svært at være ung voksen i en verden, hvor moral konstant synes at ændre sig. På visse områder er beslutningen mellem rigtigt og forkert meget tydelig. På andre områder er den ikke. Men selv om situationerne, som hun støder på, er komplekse, så er skrifterne enkle, siger hun.

»Det er sværere at være Jesu Kristi discipel, hvis man ikke kender ham,« siger søster Hansen. »Skrifterne er redskaber, der hjælper os med at lære ham at kende. Hver eneste gang jeg ikke ved, hvordan jeg skal reagere, så vender jeg mig automatisk til det, jeg har studeret morgen og aften,« siger hun. »At studere Frelserens liv og lærdomme har hjulpet mig til bedre at forstå, at han gjorde, hvad han gjorde, fordi han elsker hver enkelt af os.

Efterhånden som jeg har lært mere om ham, har jeg forstået, at det at være en Jesu Kristi discipel indebærer at vide, hvem han er. Og det har hjulpet mig til at reagere, som han har lært os. At være discipel er at vide og vælge, hvad Jesus Kristus ville gøre i enhver situation – derfor er det vigtigt at studere hans lærdomme regelmæssigt.«

Vær discipel på alle steder

Stacey White i Indiana i USA er mor til fire og higede efter at få mulighed for at hjælpe en nabo, en ven eller selv en fremmed i løbet af den uge, hvor hun studerede Matt 25:35-40, hvor Frelseren belærer om, at det at tjene »en af disse mine mindste« er faktisk at tjene ham (v. 40).

»Fordi jeg er en travl hjemmegående mor til fire små børn, føler jeg mig sommetider frustreret over, at jeg ikke kan være til hjælp så ofte, som jeg gerne ville,« forklarer søster White. »Jeg har så travlt med at tage mig af min egen families behov, at jeg har meget lidt tid til andet.«

Søster White bemærker, at efterhånden som hun fortsatte med at studere, foretage krydshenvisninger, grunde over disse skrifterne og bede om mulighed for at tjene, »syntes ugen at blive endnu mere stressende, end hvad moderskabet normalt indebærer« – absolut ikke hvad hun havde håbet på.

»Der var skoleprojekter, der krævede hjælp, mere rod at rydde op, søskende-skænderier, der skulle afværges, og et bjerg af vasketøj, der synes at vokse af sig selv. Listen med gøremål syntes aldrig at være tæt på at være færdiggjort. Mine bønner synes at gå ubesvarede hen, idet jeg længtes efter fritid og energi til at tjene andre end min mand og mine børn.«

Men så halvvejs gennem ugen, indså søster White noget. Bare fordi hun ikke havde mulighed for at tjene uden for sit hjem, betød det ikke, at Herren lod hendes bønner være ubesvarede, og det betød ikke, at hun ikke havde tjent på betydningsfulde måder.

»Herren besvarede min bøn ved at give mig disse muligheder inden for min egen familie,« siger hun. »Til tider føler jeg, at tjeneste for min egen familie ikke gælder, og for at det kan klassificeres som tjeneste, så må den være uden for hjemmet og gives til andre end et familiemedlem. Men med min nye forståelse, mens jeg redte senge, vaskede tøj, kørte for mine børn og gjorde alle mine daglige pligter som mor, gjorde jeg dem med større glæde. Mine opgaver syntes ikke mere så dagligdagsagtige, og jeg indså, at jeg gjorde en forskel for min familie.«

For Dima Ivanov fra Vladivostok i Rusland, kom invitationen om at deltage i »discipel-eksperimentet« på et hektisk tidspunkt. Bror Ivanov havde for nylig forladt sit job for at blive selvstændig, og fordi han skulle overveje så mange arbejdsrelaterede ansvar, tænkte han på, om han ville få svært ved at holde det, at være discipel, længst fremme i tankerne.

Han indvilligede dog stadig i at deltage, og eftersom det, at være discipel, for ham betød at være »lydig og følge en lærers retning eller råd,« gik han i dybden med bjergprædikenen, i Matt 5 og 3 Ne 12.

Det, som bror Ivanov fandt frem til, da han studerede prædikenens detaljer, siger han, var hans egne svagheder. Men at vide, at Frelseren havde lovet, at de mennesker, der ydmyger sig, vil få det ydmyge gjort stærkt (se Eter 12:27), fik bror Ivanov til at vende sig til ham og søge muligheder for at udvikle sig.

»Jeg følte, at jeg kom Frelseren nærmere,« berettede bror Ivanov. »Jeg lærte, at han er den største lærermester, og jeg fandt måder, hvorpå jeg kunne blive mere ligesom han. Efterhånden som jeg studerede det at være discipel, lærte jeg, at vi kan finde nye måder at blive som Frelseren på, hver eneste gang vi studerer hans liv. Og vi fortsætter med at lære det ved at følge hans eksempel. Vi må praktisere det, vi lærer.«

Han sagde, at hans forståelse for det at være discipel, ændrede sig i løbet af ugen. »At følge Frelseren er ikke blot at studere evangeliets principper eller adlyde hans befalinger,« forklarede han. Hvor vi end er, eller hvad vi end foretager os, så kan vi have »et oprigtigt ønske om at følge hans eksempel og have til hensigt at blive, som han er.«

Melissa Merrill bor i Idaho i USA

Fotoillustration: Cristina Smith © IRI; udsnit af Lad de små børn komme til mig, af Carl Bloch, gengivet med tilladelse fra Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød, må ikke kopieres.