Afhængig af videospil
Illustration: Stephen Sitton
Da jeg var 13 år, gav min mor mig et videospil i fødselsdagsgave. Videospil var relativt nyt for mig, og det her havde god grafik og var meget underholdende. Det var skoleferie, og jeg besluttede mig for at spille spillet færdigt så hurtig som muligt, så jeg kunne have mere tid til at lege udenfor med mine venner.
En torsdag eftermiddag begyndte jeg at spille mit nye videospil. Før jeg vidste af det, var det over midnat, og jeg havde ikke bedt min aftenbøn. Men jeg blev ved med at spille.
Det blev bare værre. Da jeg vågnede den næste dag, tændte jeg som det første for spillet og begyndte at spille igen. Jeg stoppede næsten ikke for at spise eller sove, og det eneste jeg kunne tænke på var, hvordan jeg kunne nå til det næste niveau i spillet.
En lørdag aften advarede min mor mig om, at hvis jeg ikke gik i seng tidligt, ville jeg have svært ved at komme op i kirke den næste morgen. Men jeg blev ved med at spille og faldt ikke i søvn før kl. 3 om morgnen. Da jeg kom i kirke, var jeg så træt, at jeg havde svært ved at koncentrere mig. Jeg var ikke i stand til at omdele nadveren, så fuldstændig udmattet tog jeg hjem for at sove.
Jeg sov hele søndagen og vågnede ikke før mandag morgen, og jeg vågnede kun for at spille videre. Den uge vidste jeg, at jeg var nødt til at få en god nats hvile og prøve at komme i seng tidligt, men selv da, blev jeg ved med at spilde min tid på videospil. Jeg begyndte at bruge mere tid på at spille videospil end at læse i skrifterne. Faktisk læste jeg slet ikke i flere dage. Da skolen begyndte igen, forbød min mor mig at spille i løbet af ugen, så jeg udnyttede weekenderne til at spille, også søndagene.
Ved ikke længere at komme til søndagsmøderne, holdt jeg op med at gøre noget, der virkelig betød noget, til fordel for noget så ligegyldigt som et videospil. Jeg fulgte ikke min bedstefars råd, som lød: »Opgiv aldrig det, der virkelig betyder noget, for noget, der bare er trivielt.« Det råd har altid hængt ved.
Jeg indså, at jeg måtte finde balance i livet. En ting, der hjalp mig, var min seminarklasse. På min skole var seminar en del af det daglige skema, og det hjalp mig meget. Det gav mig mulighed for at lære at få styr på prioriteterne og sætte Herren før alt andet. Hvis vi stoler på ham og beder ham af hele vores hjerte om at hjælpe os med bestemte forhold i vores liv, så vil Herren høre os. Hvis vi virkelig har et ønske om at ændre os, så kan vi gøre det.
Heldigvis skulle jeg ikke igennem de store problemer for at holde op med at spille. At få styr på mine prioriteter og begrænse min spilletid var nok. Det skete dog ikke før, jeg i bøn bad Herren om hjælp, og han hjalp mig.