Apostle fokuserer på tro på Herren Jesus Kristus under besøg i Filippinerne
Ældste David A. Bednar og ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum besøgte sammen med andre kirkeledere Det Filippinske Område fra den 24. august til den 2. september 2012.
Ved lederskabskonferencer for præstedømmet, foredrag for Unge Voksne, stavskonferencer og missionsmøder underviste Brødrene i læresætninger og opfordrede de hellige til at styrke deres tro på Jesus Kristus.
I Laguna besvarede ældste Bednar de unge voksnes spørgsmål ved et særligt møde. Han forklarede: »Frelseren brugte spørgsmål som en hjælpekilde i sin undervisning. Hvis vi bestræber os på at stille inspirerende og gode spørgsmål, når vi overvejer og beder, kan I og jeg indlede en læringsproces, som gør os i stand til at modtage inspiration og finde vore egne svar fra Helligånden.«
Om søndagen var kirkebygningen, aktivitetssalene og ekstra lokaler i Legazpi stavscenter pakket med medlemmer, da ældste Cook underviste: »Lad ikke jeres tvivl forstyrre jeres tro.«
Han understregede vigtigheden af, at ægtemænd og hustruer er ligeværdige partnere i ægteskabet, som beskrevet i »Familien: En proklamation til verden«, (Liahona, nov. 2010, s. 129).
Ældste Cook hilste på medlemmerne, da mødet var slut.
Medlemmer og missionærer fra Iloilo på øen Panay rejste i fire timer med båd og bus for at deltage i møder, hvor ældste Bednar underviste dem i at styrke deres tro på Jesus Kristus og hjælpe andre med at komme til Kristus.
»Vi er her for at undervise i Jesu Kristi evangelium, men vi bør altid huske, at den sande underviser er Helligånden,« sammenfattede søster Manguil, en fuldtidsmissionær, der tjener i Iloilo-Missionen i Filippinerne.
I Cagayan de Oro sagde ældste Cook følgende til de lokale unge voksne: »Der er brug for jeres retskaffenhed, og denne nation har brug for at blive stærkere. Resultatet af Kirkens styrke i Filippinerne vil påvirke og velsigne alle mennesker i Asien.«
Han opfordrede medlemmerne til at fokusere på det, der er vigtigst, overvinde tvivl, udøve tro og gifte sig i templet.
»Timingen for undervisningen i principperne og de tanker, som de delte med hinanden omkring skrifterne var af stor værdi,« sagde Iligans stavspræsident, Carlo V. Crisanto. »De principper var i sandhed det, vi havde brug for i dag … Af alle de kaldelser, vi har, er familien den vigtigste.«
Apostlene afsluttede deres besøg i Filippinerne med at møde to filippinske senatorer og ved at deltage i en kulturel begivenhed, der fremhævede de lokale unge.