Det, der virkelig betyder noget
»Jeg ved min Fader lever og elsker mig, og Ånden hvisker det til mig og siger, det er sandt« (»Jeg ved, min Fader lever«, Børnenes sangbog, s. 8).
Femte klasse var et svært år for mig. Jeg havde haft den samme vennekreds i mange år, og jeg troede, at vi altid skulle være venner. Men kort tid efter begyndelsen af femte klasse begyndte mine venner at bruge dårligt sprog og opføre sig på en måde, som jeg vidste, at vor himmelske Fader ikke kunne lide. De begyndte også at være onde mod de andre børn i vores klasse og bagtale andre mennesker.
Jeg blev til sidst et af de børn, som mine venner gjorde grin med. De gav mig endda et øgenavn: Charlotte kæmpelæbe eller forkortet til »CKL«. Jeg blev virkelig såret. Jeg prøvede først at undgå mine venner på skolen, men det var svært, for vi gik i samme klasse.
»Hej venner!« sagde jeg en dag til frokost og prøvede at være venlig og glad.
»Hej CKL! Charlotte kæmpelæbe!« sagde de i kor, mens de skar ansigter.
Jeg løb væk derfra og prøvede at holde tårerne tilbage. Jeg spiste frokost alene og talte minutterne til jeg kunne gå hjem.
»Hvad er der i vejen, lille skat?« spurgte mor, da hun efter skole lagde mærke til mine tårevædede kinder.
»De børn, der plejede at være mine venner, er begyndt at kalde mig et grimt navn. Jeg forstår ikke, hvorfor de skal være så onde imod mig.« Jeg begyndte at græde igen.
»De børn burde ikke opføre sig sådan. Men det betyder ikke rigtig noget, hvad andre mennesker synes om dig. Du er smuk, og du har ingen grund til at lytte til, hvad de onde børn siger.«
»Men, mor,« sagde jeg. »Jeg ser dem hver dag. Det betyder noget for mig, hvad de tænker om mig. Og de andre mennesker hører, hvad de siger om mig. Hvordan kan jeg bare ignorere alle?«
»Charlotte, den eneste mening, der virkelig betyder noget, er din egen og Herrens. Hvis du har det godt med dig selv og med det, du gør, og hvis vor himmelske Fader er glad for dine valg, så er det lige meget, hvad andre kalder dig eller siger om dig. Det lover jeg.«
Da jeg i de følgende uger gik i skole, grinte mine gamle venner stadig ad mig og kaldte mig navne. Men jeg fandt hurtig ud af, at jeg kunne gå rundt med fred i hjertet. Jeg vidste, at hvis min himmelske Fader havde det godt med mine store læber, så havde jeg det også godt med dem.
Jeg kom igennem resten af året i femte klasse. Jeg fik nye venner, som ikke kaldte mig øgenavne, og som fik mig til at have det godt med mig selv. Og hvad vigtigere er, så lærte jeg, at hvis min himmelske Fader er glad for, hvem jeg er, så skal jeg ikke bekymre mig om, hvad andre tænker.
Charlotte Wood Wilson bor i Oregon i USA.
Charlotte i femte klasse …
og på hendes bryllupsdag.
Illustrationer: Shawna J. C. Tenney; nederst: Foto venligst stillet til rådighed af Charlotte Wood Wilson