2013
Min far undskylder
Februar 2013


Vores hjem og familie

Min fars undskyldning

David Hixon bor i Texas i USA

Det var stærkere end tusind prædikener.

Jeg var 16 år og afspillede mit nye rockalbum for første gang. Men da jeg lyttede efter, blev jeg desværre skuffet over at høre et vulgært ord i den sidste sang. Jeg blev flov. Jeg vidste, at mine forældre ikke ville billige det – musikken levede ikke op til vores familiestandarder. Men jeg kunne godt lide de andre sange, så hver gang jeg afspillede albummet, skruede jeg ned for lyden lige før det stødende ord blev sunget.

Min søster fortalte min far om albummet i en god hensigt. Da han og jeg senere sad i spisestuen, fortalte han om sin bekymring omkring det upassende ord. Skønt han kommenterede det på en venlig måde, forsvarede jeg stædigt min holdning.

Jeg brugte ethvert argument, jeg kunne komme på, for at overbevise min far om, at jeg skulle beholde albummet. »Jeg vidste ikke, at det ord var på albummet, da jeg købte det,« sagde jeg, »og når den sang er på, skruer jeg ned.«

Da han sagde, at jeg stadig måtte give afkald på albummet, sagde jeg: »Hvis det er din holdning, så burde jeg også forlade skolen! Jeg hører det ord – og værre ord – hver dag på skolen!«

Han begyndte at blive frustreret. Han understregede igen, at vi ikke bør have vulgær musik i vores hjem. Diskussionen eskalerede, da jeg sagde, at der var værre synder, jeg kunne begå, og at jeg aldrig brugte det ord.

Jeg prøvede at vende situationen imod ham: »Jeg prøver virkelig hårdt på at være god, og så fokuserer du på denne ene lille ting og tror, at jeg er en stor synder!«

Min far gav dog stadig ikke efter. Det ville jeg heller ikke. Jeg trampede op på mit værelse, smækkede døren og lagde mig sydende på sengen. Jeg gennemgik mine argumenter igen og igen i mine tanker, forskansede mig dybere i min fejlagtige logik og overbeviste mig selv om, at jeg havde ret.

Ti minutter senere bankede det blidt på døren. Det var min far. Hans ansigtsudtryk havde ændret sig. Han var ikke kommet for at skændes. »Jeg er ked af, at jeg blev vred,« sagde han. »Vil du tilgive mig?« Han fortalte mig, hvor højt han elskede mig, og at han havde høje tanker om mig. Han prædikede ikke. Han gav mig ikke råd. Han vendte sig og forlod stille værelset.

Tusindvis af prædikener om ydmyghed kunne ikke have haft en stærkere virkning på mig. Jeg var ikke længere vred på ham, kun på mig selv for at have været så stædig og besværlig. Jeg hev fat i albummet, knækkede den i to dele og smed den væk. Jeg ved ikke, om jeg nogen sinde fortalte min far, hvad jeg gjorde, men det betød ikke noget. Det, der betyder noget, er, at jeg fandt ud af, at min far satte vores forhold højere end sin egen stolthed, selv da han havde ret.

Illustration: Sam Lawlor