2013
Fristet til at lyve
Februar 2013


Fristet til at lyve

Aderogba Aderemi, Nigeria

Kirken i Nigeria, hvor jeg går i kirke, ligger tæt på en skole, hvis rektor ikke ønsker at have noget med Kirken at gøre. Ved en bestemt lejlighed bad rektoren en lærer om aldrig at vende tilbage til skolen, efter hun havde fundet ud af, at læreren var sidste dages hellig. Et kirkemedlem, der meldte sig frivilligt til at aflægge besøg og forklare Kirkens mission, blev afvist.

Som sælger af udstyr og medicin til laboratorier, besøger jeg ofte skoler og hospitaler for at sælge. Efter en måned uden succes, havde jeg intet andet valg end at besøge denne skole. Min plan var at sælge mit produkt og håbe på, at rektoren ikke ville opdage, at jeg var medlem af Kirken. Ånden fortalte mig dog, at hun gerne ville vide noget om min religion.

Min handel med lederen for skolens naturvidenskabelige afdeling gik glat, og han tog med hen til rektoren for at få betaling. Efter at have udfyldt checken, begyndte hun at stille spørgsmål for at lære mig bedre at kende. Da hendes spørgsmål blev personlige, følte jeg mig utilpas. Så stillede hun det spørgsmål, som jeg havde bedt til, at hun ikke ville stille: »Hvilken kirke tilhører du?«

Jeg var fristet til at lyve, tage min check og gå, for jeg havde virkelig brug for salget. Men jeg følte, at jeg skulle fortælle hende sandheden. De tidlige hellige havde trods alt oplevet værre ting end denne lille prøvelse af min tro.

Med fornyet mod, så jeg hende lige i øjnene og sagde: »Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.« Så bar jeg mit vidnesbyrd. Til min store overraskelse smilede hun og sagde, at vi alle tilbad den samme Gud, og gav mig checken.

Da jeg gik, dukkede følgende skriftsted op i mine tanker: »Se, dette var en stor prøvelse for dem, der stod fast i troen; alligevel var de standhaftige og urokkelige i at holde Guds befalinger, og de bar med tålmodighed den forfølgelse, de blev overdænget med« (Alma 1:25).

Jeg var glad for, at jeg ikke havde skuffet min himmelske Fader eller mig selv. På grund af denne oplevelse forpligtede jeg mig til altid at være en god salgsrepræsentant. Vigtigere endnu forpligtede jeg mig til altid at være en god repræsentant for Jesu Kristi evangelium.