Vi involverede os

Nancy Grant, Georgia, USA

Vi flyttede fra en storby med en stor befolkningsgruppe af sidste dages hellige til en by med 5.000 indbyggere i det sydligste USA, hvor vi boede i mere end 7 år. Da jeg en af de første dage, var ved at forlade den lokale isenkræmmer, sagde den unge teenage-medarbejder: »Hav en god dag, fru Grant.«

Jeg spurgte: »Hvordan ved du, hvad jeg hedder?«

Han svarede: »I er de eneste nye mennesker i byen.«

Vi havde fundet os et hus, der lå lige over for en protestantisk kirke og en gade fra en anden kirke, men vi boede 45 minutter fra den nærmeste sidste dages hellige kirke. Hver søndag og et par gange om ugen tog vi turen til vores kirke. I løbet af de syv år tjente min mand i biskoprådet, og jeg tjente som primarypræsident og derefter som præsident i Unge Piger.

Vi vidste, at det sociale liv og livsnerven i små byer foregik i de lokale kirker. For at blive accepteret, vidste vi, at vi måtte involvere os. Vores tre små børn knyttede hurtigt bånd med andre børn i menigheden, men vi ønskede også, at de skulle føle en tilknytning til vores nabolag. Vi opmuntrede dem til at tage del i de lokale kirkeaktiviteter i løbet af ugen, deriblandt familiemiddage, der blev holdt onsdag aften i en anden kirke.

Vi tilmeldte vores søn og døtre til de lokale ungdomsprogrammer. Vores børn gik også på Bibelskole i ferierne i de to nærmeste kirker. Vores piger sang i ungdomskoret i den lokale kirke; en af vore døtre blev endda solist i koret. Vores søn var med i en lokal kirkes ungdomsgruppe.

Ofte prædikede en besøgende opvækkelsespræst imod »mormonerne«, men vores naboer vidste, at vi ikke var noget nær, de mennesker, som præsten advarede dem imod.

Hver sommer sponsorerede en af de protestantiske sekters regionale kirker en ungdomslejr på St. Simons Island i Georgia. Efter en sådan sommerlejr, sagde en præst fra talerstolen: »Den eneste unge, der var med på lejr i år, var vores søde lille mormonpige, Kelly Grant.«

Vore protestantiske naboer favnede os, fordi vi favnede dem. Vi behøvede aldrig gå på kompromis med vore standarder eller principper.

Efterhånden som vore børn voksede op, voksede også deres vidnesbyrd om den genoprettede kirke. Det, de lærte om Bibelen fra de andre kirker, gjorde dem i stand til at se en større sammenhæng mellem Bibelen og Mormons Bog. Derudover så de præstedømmets afgørende rolle i vores kirke, og de kunne mærke forskellen.

Da vore børn nåede dating-alderen, forflyttede min mands firma ham til Atlanta i Georgia. Jeg græd, da vi underskrev skødet på huset til de nye ejere. Vores advokat gav mig et kram og sagde mildt: »Ingen vil kunne sige, at mormonerne ikke har været her.«

Vore børns oplevelse med en lille protestantisk by lærte dem tolerance, tålmodighed og forståelse. De fandt fælles fodslag med dem af anden trosretning, hvilket hjalp dem til at tjene som ambassadører for Kirken. De kom også til at påskønne Helligåndens værdi, præstedømmet og den store kærlighed, som Frelseren har til os alle.

Vi omvendte ingen i de syv år, men vi satte frø. Vi er i dag velsignede, fordi mennesker i den lille by blev en del af vores liv. Jeg håber, at de er velsignede, fordi vi kom ind i deres.

Vi vidste, at det sociale liv og livsnerven i små byer foregik i de lokale kirker. For at blive accepteret, vidste vi, at vi måtte involvere os.