Det tror vi
Vi må blive født af vand og ånd
Vi tror, at vi må døbes og modtage Helligåndsgaven (ved bekræftelsesordinancen) for at blive frelst i himlens rige. Frelseren sagde: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5).
Herren belærte også om, at dåbens ordinance – som alle andre ordinancer i evangeliet – må udføres af en værdig præstedømmebærer. »Den, der er kaldet af Gud og har myndighed fra Jesus Kristus til at døbe, skal træde ned i vandet sammen med den, der har fremstillet sig til dåb … Derefter skal han nedsænke vedkommende under vandet og igen komme op af vandet« (L&P 20:73-74).
Dåb ved nedsænkning er et symbol på synderens begravelse og personens åndelige genfødsel til at »leve et nyt liv« (Rom 6:4). Ved dåb forlader vi vores gamle liv og begynder et nyt liv som Jesu Kristi disciple. Når vi bliver bekræftet, bliver vi medlem af hans kirke.
Dåb indebærer også en hellig pagt, et løfte mellem vor himmelske Fader og personen, der døbes. Vi indgår pagt om at holde hans befalinger, at tjene ham og hans børn og påtage os Jesu Kristi navn. Han lover at tilgive os vore synder, »udøse sin Ånd mere rigeligt over [os]« (Mosi 18:10), og tilbyder os evigt liv.
Frelseren selv holdt befalingen om at blive døbt på trods af, at han var uden synd (se Matt 3: 13-17). Han blev døbt for at vise lydighed, at være et eksempel for os og for at »opfylde al retfærdighed« (se 2 Ne 31:5-9). Derfor følger de, der bliver døbt, Frelserens eksempel.
-
De, der ønsker at blive døbt, må ydmyge »sig over for Gud … [vidne] for kirken, at de oprigtigt har omvendt sig fra alle deres synder og [være] villige til at påtage sig Jesu Kristi navn« (L&P 20:37).
-
»Vi tror [på] … dåb ved nedsænkning i vand« (TA 1:4).
-
Efter dåben bekræftes vi som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og modtager Helligåndsgaven.
-
Dåb og bekræftelse tillader Jesu Kristi forsoning at bringe en åndelig renselse i vores liv »til … synders forladelse« (L&P 33:11).
-
Ved dåb og bekræftelse bliver vi »de helliges medborgere« i »Guds husstand« (Ef 2:19).