Lykke har ingen pris

Abelino Grandez Castro, Peru

For nyligt tog jeg i banken for at hæve penge til mine ansatte. Før bankkassereren gav mig pengene, bad jeg ham veksle nogle 200 sol-sedler til 50 sol-sedler. Kassereren vekslede pengene for mig, men jeg syntes, jeg så ham tælle sedlerne forkert.

Han gav mig mine 50 sol-sedler, og jeg tog et skridt tilbage for at vente på mine penge. Mens jeg ventede, talte jeg de penge, jeg havde fået vekslet. Jeg havde givet kassereren 1.200 soles, men i stedet havde han givet mig 2.200 soles tilbage – 1.000 soles for meget. I det øjeblik følte jeg mig fristet. Jeg sagde til mig selv, at banken havde mange penge. Men jeg vidste inderst inde, at pengene ikke var mine; jeg måtte aflevere dem tilbage.

Et par minutter senere kaldte kassereren mig tilbage for at fuldføre min transaktion. Han talte pengene, og da han gav mig dem, spurgte han: »Ellers andet?«

»Ja,« svarede jeg. »Jeg gav dig 1.200 soles, som skulle veksles til mindre sedler, men du gav mig 2.200 tilbage.«

Jeg gav ham de 2.200 soles. Med rystende hænder, talte han pengene to gange. Han kunne knap nok tro sine egne øjne. Han så på mig og forsøgte at sige noget, men det eneste, han kunne fremstamme to gange var: »Tusind tak.«

Jeg forlod glad banken. Den uge forberedte jeg en lektion til de unge mænd i min menighed, der handlede om at overvinde fristelse. Det var vidunderligt at kunne dele min oplevelse i banken med dem.

»Det må være din spøg!« sagde nogle af dem for sjov. »Du gav tusind soles tilbage igen!«

»Lykke har ingen pris,« svarede jeg med et smil.

Jeg er utrolig taknemlig for denne oplevelse, der både styrkede mit vidnesbyrd og de unge mænds vidnesbyrd om vigtigheden af at modstå fristelse.