Min sommer ved templet
Forfatteren bor i Utah, USA.
Vi fik store velsignelser ved, at min familie brugte ferien på at tage til templet hver sommer.
Foto af templet i Stockholm i Sverige af Stefan Hallberg, må ikke kopieres; baggrund og ramme © Thinkstock/iStockphoto
Jeg voksede op i Norge. Det nærmeste tempel var i Stockholm, en køretur på 8-10 timer fra vores hjem. Det siger sig selv, at enhver tur til templet krævede omhyggelig planlægning og overvejelse. Vores stav arrangerede to tempelture for de unge hvert år; flere menigheder lejede en bus og tog en weekendtur til templet. Det var sjovt at tage med andre unge, men min familie og jeg ville gerne tage til templet sammen en dag.
Så et år besluttede vi os for at tage til Stockholm i vores sommerferie. Det blev en dejlig oplevelse, og det blev hurtigt en fast del af vores sommerferie. Vi slog lejr ved en campingplads, der lå tæt på templet. Hver morgen stod vi tidligt op og tog til en dåbssession med andre familier fra Norge, som også var taget til templet. Bagefter spillede vi fodbold og svømmede ved campingpladsen.
Disse sommerferier er nu skattede minder. Selv om vi ikke boede tæt nok på templet til at tage af sted hver måned, så var det altid en særlig lejlighed for os, når vi kunne tage af sted. Og selv om bilturen var lang og kedelig, velsignede Herren os for vores offer. De åndelige oplevelser, jeg havde i templet, hjalp mig til at udvikle min kærlighed til templet og dets ordinancer. De bragte os også tættere sammen som familie.
Jeg husker en særlig oplevelse, hvor jeg gennemgik en kort oprørsk periode. Jeg syntes, jeg kunne se så mange af mine forældres fejl, og jeg følte, at de ingen ret havde til at vejlede mig i, hvordan jeg skulle leve mit liv. Selv om jeg levede værdigt til at komme i templet, satte jeg spørgsmålstegn ved min fars rolle som familiens overhoved. Men da vi tog til templet sammen for at udføre dåb og bekræftelser, følte jeg en kærlig ånd. Da min far lagde sine hænder på mit hoved for at bekræfte mig på vegne af alle de mennesker, der var gået bort, følte jeg Ånden bekræfte for mig, at han handlede gennem den rette præstedømmemyndighed. Dette fik mig til at indse, at selv om min far ikke var fuldkommen, så var han stadig en god far, og jeg var velsignet ved at være hans søn. Jeg følte et behov for at omvende mig fra min oprørske opførsel og prøve at se visdommen og kærligheden i hans formaninger.
Efter alle disse år, stråler disse sommerferier ved templet stadig i min erindring. Templet er virkelig blevet et af de smukkeste steder i verden, som Mormons vande var det for Almas folk: »Hvor smukke er de ikke i deres øjne, de, som dér kom til kundskab om deres forløser« (Mosi 18:30).