Til vi ses
Vandringen ad Håbets sti – sammen
I februar 1846 blev sidste dages hellige pionerer fordrevet fra Nauvoo. De var fyldt med håb om, at de kunne finde fred i Zion, da de gik ned ad Parley Street – der nu kaldes the Trail of Hope (Håbets sti) – og krydsede Mississippifloden.
Det var tidligt på foråret, da jeg første gang gik på Håbets sti. Lyset var gyldent og skyggerne var varme, mens jeg gik på stien med træer langs siden. Som fotograf var jeg kun fokuseret på lukkehastighed, blændeåbningen og det fantastiske lys, der fyldte min linse.
Gradvist begyndte tankerne om mine forfædre, der havde gået på denne sti at fylde min hjerte. Først var det Jared og Cornelia med deres toårige søn. Jeg kunne mærke en kølig brise, men den kølighed var intet sammenlignet med de iskolde forhold, som Jared og hans lille familie oplevede under deres flugt. Cornelia døde på vejen mellem Nauvoo og Salt Lake. Jeg forestillede mig Jared, der hulkede, mens han samlede sin søn op og fortsatte rejsen.
Idet jeg var bange for, at følelsen af deres tilstedeværelse ville forlade mig, holdt jeg ikke inde med at tage billeder, selv om tårerne slørede mit syn. Så kom jeg i tanke om unge Sarah, der var taget af sted med sin elskede stedmor i den sidste gruppe af hellige, der forlod Nauvoo. På et tidspunkt fyldte en kærlig himmelsk Fader deres lejr med vagtler for at brødføde dem, hvorpå de kæmpede sig fremad med taknemlige hjerter.
Jeg var meget følelsesladet; det føltes som om Sarah var med mig. Jared og Cornelia og deres lille søn var også med mig. Vi gik sammen midt i lyset og skyggen, fortid og fremtid faldt sammen på denne sti – denne sti af håb, denne sti af tårer. På en måde, som jeg ikke kan forklare, var de med mig og vækkede i mig vores fælles kærlighed til Jesu Kristi evangelium. Jeg indså, at mit vidnesbyrd brænder i mig, fordi det havde brændt i dem – det var gået i arv fra generation til generation – som hver især lægger fundamentet for den kommende. Jeg græd af taknemlighed.
Min mand, der havde taget billeder andetsteds, indhentede mig. Jeg stod tæt op ad ham, da jeg fortalte ham om min oplevelse. Han var, som disse hellige fra Nauvoo, den første i sin familie, der troede på evangeliet. Og han ville, ligesom dem, der havde gået ad denne sti for mere end 150 år siden, ikke være den sidste, der troede. Hans og mit vidnesbyrd nærede de vidnesbyrd, der nu brænder i vore børns hjerte, på samme måde som Jared og Cornelias og Sarahs vidnesbyrd nærede tusindvis af deres efterkommeres vidnesbyrd.
Vi glemte alt om vores billeder, og min mand og jeg gik langsomt resten af turen på Håbets sti sammen, mens vi stille mindedes dem, der havde gået ad den før.
Troens vej, af Jed B. Thomas, må ikke kopieres