Med Gud er intet umuligt
Forfatteren bor i New Zealand.
For omkring 12 år siden emigrerede jeg sammen med min hustru og fire sønner fra Republikken Korea til New Zealand. Mens jeg arbejdede som viceinspektør på en koreansk skole i New Zealand, mødte jeg mange koreanere, der kæmpede med at vænne sig til en ny kultur, nye retningslinjer og procedurer. Jeg ville gerne hjælpe dem og samtidig bidrage til New Zealand, så jeg tænkte, at det, at blive jurist, ville være en måde at bygge bro mellem to folkeslag og lande. Så efter at have bedt om bekræftelse på min beslutning, besluttede jeg i en alder af 53 år at begynde på jurastudiet.
Jeg vidste, at det ville være en udfordring. Men da jeg modtog modulhæfterne, indså jeg, at det ville blive meget sværere end forventet. Hvert eneste modulhæfte virkede meget tykt, og indholdet virkede uforståeligt for mig. Selv om jeg i næsten 10 år havde hjulpet med oversættelse af generalkonferencen fra engelsk til koreansk og havde afsluttet en magistergrad i lingvistik i New Zealand, syntes termerne at være på et fuldstændig anderledes engelsk sprog.
Da jeg vendte hjem fra den første dag på studiet, overvejede jeg seriøst, om jeg skulle fortsætte eller stoppe, inden jeg for alvor begyndte. I den usikre tid fik jeg pludselig en tanke: Jeg kunne fuldføre studiet, hvis jeg satte hele min lid til Herren.
Fordi jeg ved, at Gud lever og besvarer vore bønner, bad jeg ham om hjælp. Jeg kom i tanke om et skriftsted fra Bibelen, der gav mig stor trøst: »Thi intet er umuligt for Gud« (Luk 1:37). Det skriftsted gav mig styrken til at fortsætte.
Når jeg mødte vanskeligheder under mit studium, beredte Gud altid en udvej eller sendte engle – hjælpsomme mennesker – til at få mig igennem det.
En dag kæmpede jeg med at færdiggøre en opgave. Jeg gjorde mit bedste, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var, underviseren ønskede, vi skulle gøre. Da det blev søndag, tilsidesatte jeg mit studium for at fokusere på mine kirkeansvar. Som højrådsmedlem i staven, besøgte jeg en menighed for at tale til deres nadvermøde. Efter mødet, henvendte en bror sig til mig og sagde, at han havde set mig i klasselokalet. Jeg vidste ikke, at han også var jurastuderende. Da han spurgte, hvordan det gik med opgaven, måtte jeg ærligt fortælle ham, at jeg havde svært ved den. Han tilbød så at komme på besøg og hjælpe mig. Hvis jeg ikke havde besøgt denne menighed og havde mødt ham, havde jeg ikke kunne aflevere opgaven til tiden. Han var en engel, som Gud havde sendt for at besvare min bøn.
I et af mine sværeste fag underviste lektoren uden ophold i to timer, hver gang vi havde forelæsning. Det var ikke kun svært for mig at forstå forelæsningens indhold, men også lektorens accent. Så med hans tilladelse, optog jeg hans forelæsninger til senere gennemgang. En dag modtog jeg en e-mail fra en kvinde, jeg ikke kendte. Hun præsenterede sig selv som en klassekammerat og spurgte, om hun kunne låne mine optagelser, fordi hendes arbejdsskema nogle gange forhindrede hende i at deltage i forelæsningerne.
Jeg var selvfølgelig glad for at kunne give hende en kopi af mine optagelser. Jeg troede, at jeg hjalp hende, men jeg fandt hurtigt ud af, at hun var endnu en engel, som Gud havde sendt for at hjælpe mig. For at bestå faget, skulle vi aflevere to opgaver og dertil tage en tretimers eksamen. Hun hjalp mig med at fuldføre opgaverne og forberede mig til eksamen. Jeg tror ikke, at jeg havde bestået uden hendes hjælp.
Ud over udfordringerne med at være en ældre studerende og med engelsk som andet sprog, havde jeg andre ansvar, der gjorde det svært at fuldføre programmet. Mit arbejde, samfundsforpligtelser og kirkekaldelser tog meget af min tid, og jeg forsøgte også at opfylde mine vigtigste ansvar som ægtefælle, far og bedstefar ved at yde den fornødne pleje og opmærksomhed, de behøvede. Da en af mine kolleger opdagede alt det, jeg skulle ud over mit studium, sagde han, at det var galskab, at jeg læste jura med alle mine andre forpligtelser. Jeg var dog fuldt overbevist om, at »det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud« (Luk 18:27).
I en alder af 55, blev jeg jurist og advokat ved New Zealands højesteret. Jeg er taknemlig, fordi jeg blev jurist trods sprogbarrieren, og ligeledes fordi mit vidnesbyrd om, at Gud lever og besvarer vore retfærdige bønner, blev styrket. Jeg ved, at intet er umuligt med hans hjælp.
Herren velsignede bror Sang-Ick Han på mange måder for at hjælpe ham med at få sin juraeksamen som 55-årig.
Illustration: Dilleen Marsh; fotos venligst udlånt af Sang-Ick Han