Den, som Herren kalder, gør han egnet

De fleste medlemmer af Kirken får mange muligheder for at modtage en »kaldelse« – en opgave til at tjene. »Herren forventer, at vi alle har en kaldelse i hans kirke, således at andre kan blive velsignet af vore talenter og indflydelse,« sagde præsident Ezra Taft Benson (1899-1994).¹

Kirkeledere, der selv er blevet kaldet til at tjene, er afhængige af andre medlemmer til at tage imod og udfylde de kaldelser, de tilbydes. Enhver ny kaldelse er en mulighed for at tjene og udvikle sig og bør gribes an på en ydmyg og bønsom måde. Kaldelser i Kirken gives af præstedømmeledere, efter de har søgt inspiration fra Herren. »I er kaldet af Gud,« forklarede præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab. »Herren kender jer. Han ved, hvem han ønsker skal tjene i hver enkelt stilling i hans kirke. Han valgte jer.«²

Vi repræsenterer Frelseren i vore kaldelser, og det arbejde, vi udfører – uanset, hvor småt det synes at være, har evige følger. En pligtopfyldende primarylærers påvirkning kan fx inspirere et barn til en dag at tjene en mission. Eller en dørvogters venlige hilsen kan hjælpe et betrængt medlem med at føle sig velkommen i kirken.

Herren vil hjælpe os i vore kaldelser, især når vi overvældes af ansvaret. Når vi beder til vor himmelske Fader om vejledning, vil han vejlede os gennem inspiration og vil velsigne os til at være i stand til at tjene på bedste måde. Herren hjælper dem, der tjener ham og vil føje sin styrke til deres anstrengelser (se L&P 84:88). Som præsident Thomas S. Monson har lovet: »Når vi går Herrens ærinde, er vi berettiget til Herrens hjælp. Husk, at den, som Herren kalder, gør Herren egnet.«³

Når vi følger Herrens eksempel på tjeneste og lydighed med hensyn til vore kaldelser og kirkeansvar, vil vi blive velsignet, og vi kan blive mere som Gud (se Moro 7:48; L&P 106:3).

Vi kan ty til håndbøger, lærerhæfter, kirkelederes råd og andre ressourcer for at lære om vores ansvar og få hjælp til besvarelse af vore spørgsmål.
Vi søger ikke kaldelser, ej heller frabeder vi os kaldelser, der kommer gennem den rette præstedømmemyndighed. (se Moses 6:31-32).
Når vi tager del i Herrens værk, kan vi bede om og modtage hans hjælp (se L&P 84:88).
Det bringer velsignelser og glæde at passe vore kaldelser (se Matt 25:23).
Alle kaldelser er lige vigtige; Kirken har lige så meget brug for lærere i børnehaven som hjælpeforeningspræsidenter (se 1 Kor 12:14-18). Hvorledes vi tjener er vigtigere, end hvor vi tjener.

Illustration: David Habben