Der skal jeg hen en dag
Da jeg nærmede mig min 12 års fødselsdag, var jeg meget spændt på at skulle i templet. Min familie og jeg talte om, hvordan det ville være indenfor, og jeg så også billeder af, hvordan der så ud inde i templerne.
Få uger inden jeg tog til templet for at udføre dåb, holdt min familie en særlig familieaften. Vi lyttede til spændende beretninger om vore forfædre og fandt ud af, hvor de havde boet, og hvordan deres liv havde været. Jeg fandt endda ud af, at min tipoldefar blev ramt af et lyn og overlevede. Nogle af mine forfædre kom fra England, så mine små brødre og jeg farvede billeder af det engelske flag. Det var, som om der blev lidt forbindelse til mine forfædre.
Templet var lige så smukt indeni som udenpå. Alle derinde var flinke, og der var en varm og fredfyldt atmosfære. Det var anderledes end noget, jeg før havde oplevet. Alt var perfekt. Min moster havde navne med på nogle familiemedlemmer, der ikke var blevet døbt endnu. Mens vi ventede, forestillede min mor, min moster og jeg os, hvordan disse kvinder havde været, da de levede på jorden for 300 år siden. Det var noget ganske særligt, at min far kunne døbe mig for dem.
At se alle i hvidt gjorde, at jeg følte mig omgivet af engle. Templet var som himlen på jorden.
Illustration: Jennifer Tolman.